Duften af stille sommerregn

 

Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.

Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.

Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.

Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.

Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.

Limabønner, juli 2017
Kartofler, juli 2017

Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.

Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.

Lilla grøftekant, udsnit, juli 2017

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *