Forsømmelse – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Sidselsminde

Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.

Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.

Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.

Haveterapi for et stresset sind

Haveterapi virker for vildt, må jeg endnu en gang konstatere. Jeg går i øjeblikket og bokser lidt med nogle af de ting, som vi alle bokser med i perioder, og det er hverken blevet til ret meget i haven eller på bloggen. Jeg har været lidt mistrøstig over al den regn, og jeg synes heller ikke rigtigt, at jeg har kunnet nyde området i den grad, som jeg havde fortjent *indsæt brok og mukkeri*

Forleden kom handyret imidlertid hjem fra Tivoli med et vognlæs, som krævede opmærksomhed. I går nossede jeg mig så sammen, selv om jeg absolut ikke gad og i øvrigt havde hjertebanken og hvinen i ørerne efter familiekomsammen, var træt og hellere ville smide mig et glas hvidvin og han var en nar, fuglene larmede, blæsten var kold og ungerne skreg for højt. Først gik vi en tur på fem kvarter, og så gik jeg i gang med at luge og grave i bedene, mens handyret rendte rundt og etablerede nye områder til mig. Vi lægger skinnerne, mens vi kører, som man siger på djøf-sprog.

Tre timer senere begyndte det at skumre, og jeg kom ind og var møgbeskidt, træt og glad. Der er virkelig en grund til, at man sætter stressede og ptsd-ramte soldater ind i haver, hvor de kan gå rundt og munke og bruge en masse kræfter i stedet for at være i hjerneselvsving døgnet rundt. Jeg ved ikke, hvor meget det hjælper dem resten af tiden, men jeg håber, at det smitter lidt af på hele deres tilværelse.

Lysende hvid hortensia i aftenskumring. Hvide haver er lidt kedelige, men sindssygt flotte om aftenen.

Jeg fik i hvert fald plantet stokroser, brudeslør, alunrod <3 (ENDELIG fik han nogle med hjem), en stor og flot geranium, jakobsstiger, dahlier, prydbasilikum og nogle lignende med afblomstrede spir samt nogle store potter af noget, som både lignede roser og juleroser i bladene, men som jeg ikke umiddelbart kunne genkende. En hel del af det, jeg får, aner jeg ikke hvad er, så det viser sig først året efter, som jeg sat det rigtigt. Tørt? Vådt? Skygge? Hvem ved… Hvis det kommer op igen, er det godt.

Lidt forpjusket alunrod, som nu skal få TLC og kaninlort i rigelige mængder

Sommeren 2017 i omtrentlige tal:

Antal brændenælder, jeg har luget væk: 832
Antal tidsler, jeg har luget væk: 1.421
Antal dræbersnegle, jeg har hakket, kvast og trådt ihjel: 16.291
Antal blomsterbuketter, jeg har plukket: 3
Antal gange, jeg har siddet ude med en bog, et glas hvidvin, en skål cornflakes eller lignende: 5
Antal gange jeg er trukket i gummistøvler for at sjoske ned til kaninen i styrtregn: 34

Purpursolhat, arvestykke fra Tivoli 2016. Ih! <3

Den forsømte midsommer

Kender I det, når man kigger væk et øjeblik, og pludselig er hele haven løbet sin vej?

Jeg er i den fase af mit arbejdsliv, hvor man kan komme ud af en måned med 65 overarbejdstimer og hvor man har set sine kolleger mere end sine børn. Det er helt stressende for mig, at juni allerede er slut, og selv om jeg har prøvet at nyde midsommeren og resultaterne af anstrengelserne i haven, er det hovedsageligt blevet til et kvarter på altanen i de sidste solstråler. Lige pludselig er alting således groet en halv meter højere derude; jeg fik ikke samlet frø af helleborus, fordi de smed det hele, mens jeg var på arbejde på folkemøde på Bornholm, og der er langt græs under alle buskene, hvor jeg møjsommeligt fjernede det i foråret.

Nuvel, jeg har snart sommerferie, og så vidt jeg kan se, er der nogenlunde overlevelse rundt omkring på arealerne. Der er kommet ottehundrede blomster i den grøftekant, vi såede i foråret, der er tæpper af de mest eksotiske valmuer, dahlierne er lige ved at springe ud, violfrøstjernerne svajer med skudklare lilla skyer i 180 cm’s højde, og noget, jeg troede var anisisop, er sprunget ud med de mest hypnotiserende blå aks og er vist nok staudesalvier. Der er også kommet digitalis, som dog allesammen er blevet cirka 40 cm og ikke en meter, som jeg havde forventet, og lavendelstiklingerne langs muren trives og har sat i alt én blomst.

Lavendelhæk, juni 2017. Vi vender tilbage.

Så i overvejende grad har det, jeg prøvede at få til at virke, virket, selv om det måske er blevet mindre overdådigt nogle steder. Skulderklap til mig selv og til handyret, som i april og maj slæbte så mange kubikmeter vand, at han ikke behøvede at dyrke yderligere crossfit. Og man må i det mindste sige, at det i øjeblikket ikke er nødvendigt at vande.