Tivolihaven i Trekroner

Velkommen til min guerillahave. Min have er ikke afgrænset, den er ikke planlagt, og den er ikke engang min. Min have er et fællesareal i min boligforening. Et af de der grønne områder, som, før jeg i 2016 begyndte på mine skarnsstreger, bestod af mosgroede græsplæner, triste buske og bede dækket med brun barkflis.

Boligforeningen er kun lidt over ti år, og den består af lave, enkeltstående blokke med grønt imellem. Nogen har anlagt de der bede og formodentlig haft en tanke om dejlige, blomstrende fællesarealer, hvor man ville sætte sig ned og hygge med naboerne, og måske en frodig køkkenhave? I stedet var boligforeningen blevet en grøn ørken med gravsteder af barkflis i græsplænerne. Vi havde en boldbane, en forsømt legeplads, nogle gangstier og – det har vi stadig – en gårdmand, som nu og da slår græsset med en traktor.

Du kan se området for dig, ikke?

Sådan ser det ikke ud længere.

I 2016 begyndte jeg at snige blomster ned i et af bedene. Det begyndte med nogle blomsterløg i foråret, da min kærestes arbejdsplads ryddede ud, og i løbet af sommeren fulgte både sommerblomster og stauder. Jeg vidste ærligt talt ikke meget om de forskellige planter, men han tog dem troligt med hjem, fordi damer jo godt kan lide blomster, og jeg prøvede at plante dem i barkflisbedene. Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt, og en dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut nogle af bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste ned til en meters højde. Særdeles tiltrængt.

Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.

Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 individuelle planter på fællesområderne. Kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, tulipaner, hyacinter, akelejer, hindbærbuske, krokus, perlehyacinter, violfrøstjerne, salvie og adskillige flere slags, som jeg ikke nåede at identificere, fordi de var afblomstret ved ankomsten.

Fra 2017 begyndte det sjove.