Jeg googler lige nu variationer over temaet “blomster i maj og juni”. Det føles helt åndssvagt, for det burde være det tidspunkt, hvor der var fuldt flor i haven, men sidste år havde jeg en utålmodig stilstand i forsommeren, hvor løgene var blomstret af. Det så lidt træls ud med bar jord, slatne krokusblade og strittende, hovedløse tulipanstilke.
I efteråret såede jeg derfor studenternelliker og nogle enkelte hvide kongelys, som nu venter i småpotter på altanen. Desuden må jeg supplere med nogle sommerblomster, som kan lyse op, indtil stauderne kommer. Min nabo havde sidste år nogle søde, lyserødlige morgenfruer, som jeg fik frø af (formentlig Bronzed Beauty), og de burde også kunne times til juniblomstring.
Jeg håber, at det kan lykkes at dyrke mine lysende koboltblå bjergknopurt, som jeg fik taget frø af sidste år. Den blå farve er helt fænomenal. Imidlertid har jeg kun én plante, som jeg reddede fra massakre, før boligselskabet “klargjorde” en af gårdhaverne til den næste beboer – læs: jævnede den med jorden. Bjergknopurten burde kunne sås til april og i teorien blomstre allerede til juni, selv om den er en staude.
Haveterapi virker for vildt, må jeg endnu en gang konstatere. Jeg går i øjeblikket og bokser lidt med nogle af de ting, som vi alle bokser med i perioder, og det er hverken blevet til ret meget i haven eller på bloggen. Jeg har været lidt mistrøstig over al den regn, og jeg synes heller ikke rigtigt, at jeg har kunnet nyde området i den grad, som jeg havde fortjent *indsæt brok og mukkeri*
Forleden kom handyret imidlertid hjem fra Tivoli med et vognlæs, som krævede opmærksomhed. I går nossede jeg mig så sammen, selv om jeg absolut ikke gad og i øvrigt havde hjertebanken og hvinen i ørerne efter familiekomsammen, var træt og hellere ville smide mig et glas hvidvin og han var en nar, fuglene larmede, blæsten var kold og ungerne skreg for højt. Først gik vi en tur på fem kvarter, og så gik jeg i gang med at luge og grave i bedene, mens handyret rendte rundt og etablerede nye områder til mig. Vi lægger skinnerne, mens vi kører, som man siger på djøf-sprog.
Tre timer senere begyndte det at skumre, og jeg kom ind og var møgbeskidt, træt og glad. Der er virkelig en grund til, at man sætter stressede og ptsd-ramte soldater ind i haver, hvor de kan gå rundt og munke og bruge en masse kræfter i stedet for at være i hjerneselvsving døgnet rundt. Jeg ved ikke, hvor meget det hjælper dem resten af tiden, men jeg håber, at det smitter lidt af på hele deres tilværelse.
Lysende hvid hortensia i aftenskumring. Hvide haver er lidt kedelige, men sindssygt flotte om aftenen.
Jeg fik i hvert fald plantet stokroser, brudeslør, alunrod <3 (ENDELIG fik han nogle med hjem), en stor og flot geranium, jakobsstiger, dahlier, prydbasilikum og nogle lignende med afblomstrede spir samt nogle store potter af noget, som både lignede roser og juleroser i bladene, men som jeg ikke umiddelbart kunne genkende. En hel del af det, jeg får, aner jeg ikke hvad er, så det viser sig først året efter, som jeg sat det rigtigt. Tørt? Vådt? Skygge? Hvem ved… Hvis det kommer op igen, er det godt.
Lidt forpjusket alunrod, som nu skal få TLC og kaninlort i rigelige mængder
Sommeren 2017 i omtrentlige tal:
Antal brændenælder, jeg har luget væk: 832
Antal tidsler, jeg har luget væk: 1.421
Antal dræbersnegle, jeg har hakket, kvast og trådt ihjel: 16.291
Antal blomsterbuketter, jeg har plukket: 3
Antal gange, jeg har siddet ude med en bog, et glas hvidvin, en skål cornflakes eller lignende: 5
Antal gange jeg er trukket i gummistøvler for at sjoske ned til kaninen i styrtregn: 34
Foråret er hvidt og gult, højsommeren er blå og lilla og sensommeren er brændt orange, rød og pink. Lige nu er guerillahaven fyldt med blålige og lilla nuancer, som hist og her afbrydes af knaldgule og højrøde pletter, hvor perikon og valmuer får lov at passe sig selv. Jeg fjerner valmuerne, når de er blomstret af – de er trods alt lidt for energisk selvsående – men under blomstringen summer de af liv.
Min grøftekant er af kornblomster og morgenfruer lysende blå og orange, hvilket egentlig er farver, jeg ikke er voldsomt begejstret for sammen. Det spraglede bælte gør dog lykke blandt bier og sommerfugle, så jeg lader blomsterne være og nyder aktiviteten. For en stenbrotøs er det helt hypnotiserende at betragte den blå farve, som kornblomster har. Ikke grumset, ikke blålilla; klart og lysende blå som en pergola i Grækenland.
Kattehalerne er ved at folde sig ud, selv om de nu ironisk nok står for tørt og ikke bliver helt så imponerende som dem, der sopper i vand nede ved mosen. Bedene heroppe er generelt i for dårlig forfatning rent jordmæssigt, hvilket betyder sump om vinteren og beton om sommeren. Jeg har foreløbig sået ét til med olieræddike og planlægger at fortsætte, indtil der viser sig en forbedring. Og så skal der kompost på. Det står ikke helt klart for mig, om kompost skal lægges ud om efteråret eller foråret – kilderne oplyser forskellige ting – men nu prøver jeg med efterår og håber på en mere samarbejdsvillig muld til næste år.
Åhr, hvor jeg drømmer om et sommerhus, hvor jeg kan have min helt egen have. Vi har kigget på mindst hundrede huse, kørt ud til dem, mærket stedet, overvejet, beregnet lån og økonomi og vejet for imod. Det gode er, at jeg er ved at have en meget sikker fornemmelse for, hvad jeg kan lide.
Bjælkehus, træterrasse, højt beliggende, udsigt til åbent vand mod vest, tre værelser + stue, lukket grund uden indkig, træer bagved, gedigent, trægulve, romantisk, velholdt, brændeovn, max 60 min kørsel, udestue, varmepumpe, uprætentiøst.
Når jeg en dag anskaffer sådan et, skifter Signes lund nok scene, men foreløbig nyder jeg, hvad jeg har lige uden for døren: Farver, liv og frodighed. Det viser sig, at min samling af potter og skjulere er blevet tilflugtssted for frøer, som putter sig i bunden. Der står regnvand og lumrer med myggelarver og snask, og det er sikkert et fortræffeligt miljø. Jeg kom til at forstyrre et par padder i går, da jeg skulle potte stiklinger og tømte potter, og jeg har pligtskyldigst sat nyt vand frem til dem. Frøerne vil jeg sandelig ikke af med.
Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.
Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.
Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.
Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.
Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.
Limabønner, juli 2017Kartofler, juli 2017
Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.
Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.
Kender I det, når man kigger væk et øjeblik, og pludselig er hele haven løbet sin vej?
Jeg er i den fase af mit arbejdsliv, hvor man kan komme ud af en måned med 65 overarbejdstimer og hvor man har set sine kolleger mere end sine børn. Det er helt stressende for mig, at juni allerede er slut, og selv om jeg har prøvet at nyde midsommeren og resultaterne af anstrengelserne i haven, er det hovedsageligt blevet til et kvarter på altanen i de sidste solstråler. Lige pludselig er alting således groet en halv meter højere derude; jeg fik ikke samlet frø af helleborus, fordi de smed det hele, mens jeg var på arbejde på folkemøde på Bornholm, og der er langt græs under alle buskene, hvor jeg møjsommeligt fjernede det i foråret.
Gyldenlak og selvsået sennep (?)
Nuvel, jeg har snart sommerferie, og så vidt jeg kan se, er der nogenlunde overlevelse rundt omkring på arealerne. Der er kommet ottehundrede blomster i den grøftekant, vi såede i foråret, der er tæpper af de mest eksotiske valmuer, dahlierne er lige ved at springe ud, violfrøstjernerne svajer med skudklare lilla skyer i 180 cm’s højde, og noget, jeg troede var anisisop, er sprunget ud med de mest hypnotiserende blå aks og er vist nok staudesalvier. Der er også kommet digitalis, som dog allesammen er blevet cirka 40 cm og ikke en meter, som jeg havde forventet, og lavendelstiklingerne langs muren trives og har sat i alt én blomst.
Lavendelhæk, juni 2017. Vi vender tilbage.
Så i overvejende grad har det, jeg prøvede at få til at virke, virket, selv om det måske er blevet mindre overdådigt nogle steder. Skulderklap til mig selv og til handyret, som i april og maj slæbte så mange kubikmeter vand, at han ikke behøvede at dyrke yderligere crossfit. Og man må i det mindste sige, at det i øjeblikket ikke er nødvendigt at vande.
Jeg føler mig lidt som en komponist, som udarbejder et komplet værk fra det første anslag til finalen. Lige nu står koret og symfoniorkestret så ganske vist og venter på mine ideer, mens publikum begynder at rykke sig utålmodigt i stolene. Der er masser af visne blade efter løgenes første sats og masser af knopper, som antyder den kommende staudesats.
Men næsten ingen blomster, mest grønt og bar jord. Hrmf.
Så løg er åbenbart noget med blomster i marts, april og maj, og stauder er noget med blomster i juli, august og september. Det svære tidspunkt er slutningen af maj og begyndelsen af juni (dafuq? Er det ikke der, alting blomstrer?).
Højgravide helleborus, men det hjælper jo ligesom ikke, vel?
Til næste år bliver der således behov for noget, som kan blomstre efter tulipaner, hyacinter og påskeliljer, før valmuerne, sommerblomsterne og stauderne overtager, kan jeg godt se. Akelejerne pipper lidt i et af bedene, men de har endnu ikke fået et omfang, hvor de kan trænge igennem.
Det er åbenbart her, de toårige kommer ind i billedet. En del af dem blomstrer netop på mellemtidspunktet, og de er åbenbart ret nemme at have med at gøre, bare man er tålmodig. De kommer først til næste år, så man sår dem som investering.
Jeg har overtaget omkring 50 planter af gyldenlak i tre forskellige farver, og især de purpurrøde vil være smukke sammen med akelejerne. Det kan blive en fin løsning til næste forår, hvis ellers gyldenlakkerne vil vokse omme i det lidt tunge bed. Lige nu står de og kommer sig efter flytningen på et mere gennemarbejdet sted. Ellers må jeg sætte min lid til, at akelejerne overtager efterhånden. De lader ikke til at være svære at overtale, så jeg kan formentlig få hele tæpper af akelejer, hvis de får at brede sig.
Purpurlillaorange gyldenlak
Desuden har jeg fået en haveejer med judaspenge til at lade nogle stykker stå til at udvikle frø. De voksne mener vist, at judaspenge er ukrudt, men det er jeg lidt ligeglad med – de er fine. Løvefod opfører sig også som ukrudt, og den bruger vi som staude. Jeg har allerede løvefod nok til at kunne dække hele boligforeningen med grønt, og de triste gravsteder af barkflis må gerne overtages af noget levende.
Så til næste år håber jeg at have judaspenge, akelejer og gyldenlak i forsommeren, inden stauderne rigtigt kommer i gang. Jeg har desuden nogle løjtnantshjerter, som blev behandlet lidt brutalt sidste år, da de blev sat. Jeg troede faktisk, at de var kreperet, men de er overlevet og skal formentlig lige have lov at etablere sig i de kommende år.
Apropos ukrudt er jeg bedåret af dagpragtstjerne, som vist heller ikke er comme il faut i haven. Men gå lige ud til grøftekanterne og se på dem. Et hav af lyserøde blomster sammen med lupinerne – what´s not to like?
Dahlierne gror energisk i midterbedet, hvor de står i varme, sol og fugtighed. Der er ikke kommet så mange ud af mine anstrengelser, men til gengæld ser de ud til at trives gevaldigt. Der er efterhånden godt fyldt i bedene, og for at jeg ikke skal jokke på et eller andet, begynder det at blive meget akrobatisk, når jeg skal ind for at luge, så eller plante småplanter ud.
Forestil jer en bredstående yogaøvelse med halvanden meter mellem fødderne og måsen i vejret. Det er sikkert et yndigt syn.
Dahlier gror i øvrigt ret meget som kartofler. Man kan så vidt jeg ved også spise knoldene, men det virker nu ikke så tillokkende.
Jeg får tulipanløg hjem i rå mængder i disse uger, men de skal heldigvis tørre og visne ordentligt ned, før de skal lægges til efteråret. Jeg ville lige nu ikke rigtigt magte at skulle finde en sikker plet mellem de mange knolde og småplanter, som jeg har flyttet ud.
Weekenden har budt på en dejlig overraskelse, som jeg næsten bogstaveligt stod og hvinede og klappede af fryd over: Nogle irisfrø, som jeg havde opgivet, ser alligevel ud til at komme. Jeg købte dem i efteråret, såede dem møjsommeligt i såbakker med minidrivhuslåg, installerede dem på altanen og nussede om dem, sørgede for vand og sol, tog låget af og satte det på igen – og der skete absolut nada, da foråret kom. Ikke en spire >:(
Da jeg for et par uger siden raidede altanen og proppede alle småplanter i jorden, gravede jeg også irisfrøene op for at se, om der dog ikke var skyggen af liv – og det var der. Netop en skygge. En lille grøn prik på ét af frøene. Så røg de i jorden, fordi jeg alligevel nægtede at smide det hele ud efter et halvt års børnepasning, og fandme, om ikke der nu stikker små spidse blade op FIRE steder dernede.
Yay!
Til gengæld kommer vist ingen af de andre frø, jeg havde købt og sået ved samme lejlighed. Det var to slags etageprimula og en lysegul penstemon, og de ville have været yndige i mit sumpbed, men jeg tror ikke meget på dem. Hvis I hører et brøl fra Midtsjælland, er det bare mig, der har fundet nogle overlevere.
Og så er maj næsten gået. Jeg gik rundt som en løve i februar-marts, fordi jeg sådan manglede blomster, og lige pludselig er det juni om et øjeblik. Ud over yogaen dyrker jeg crossfit med vandkander – 120-150 liter hver aften i øjeblikket. Til sankthans er jeg totalt rippet.
Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.
Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.
Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?
Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.
Status:
Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.
Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.
Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.
Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.
Her i maj dukker de yndigste vildstauder op over det hele. Jeg er fuldstændig vild med de nikkende kodriver, som har invaderet hele området med lysegule blomster – eller som her er dukket op i en rød variant. Jeg har markeret dem, så jeg kan snuppe frø, når de kommer.
Primula, dagpragtstjerne, kærmindesøster, katost, digitalis og akelejer – de voksne siger, at det er ukrudt, men jeg elsker de vilde planter. De skal få lov at sprede sig over hele guerillahaven. Man kunne godt få det indtryk, at jeg går efter så opulente tivolibede som muligt, men i virkeligheden er det de små romantiske indslag, jeg bliver mest henført af.
“O se så många blommor som redan slagit ut på ängen: Gullviva, mandelblom, kattfot o blå viol… “
Så blev det endelig lunere, og dermed har jeg kunnet komme videre med at plante ud fra drivhuset aka. soveværelset. Den sidste del af april og første del af maj har været så kold, at jeg hverken har kunnet plante de sarte planter ud, så nye ting eller være udenfor uden vinterfrakke og vanter, så der har ikke rigtigt været andet end brok at blogge om. Seriøst, hvad sker der for, at der ikke er nyheder i en have hele den første halvdel af maj?! Se bare billedet herover – kold, våd jord og lukkede tulipaner :/
Men NU er der sket ting i Signes lund. Siden weekenden har jeg været i gang med at flytte ud og afhærde småplanter, og de fleste er foreløbig overlevet. Listen omfatter (bl.a.):
15 lyserøde tallerkensmækkere
20 limegrøn vingetobak
20 pink vingetobak
20 edderkoppeplante
10 blandede lathyrus
8 mamelukærme
4 hvid tagetes
2 violette klatreranker, som er nået to meter i højden og bare ikke kan stå i vinduet længere
Limegrøn vingetobak klar til udplantning.
En del af det er røget i bedene, men jeg har stadig en mellemstation på altanen, hvor jeg kan pylre om de helt små lidt endnu.
Desuden er min engletrompet rykket udenfor – og den er ved at sætte blomster! Jeg er lige ved at implodere af stolthed.
De første tulipanbede er blevet ryddet for afblomstrede tulipaner. Jeg har møjsommeligt taget løgene op og sorteret dem efter farver og lagt dem til tørre. Det er formentlig sådan noget, man kun får gjort de første år, mens man stadig er ambitiøst genbrugs-guerillahavemenneske. Løgene har klaret sig forbavsende godt i betragtning af, at de har stået i sump, men jeg vil nu alligevel flytte dem et andet sted hen til næste år.
Det har været helt trist at gå og se på bedene de seneste par uger, for efter det første løgflor er det blevet grå og kedelig maj med bar jord, mens stauderne stadig er små. Det går jo ikke – det er meningen, at maj skal være årets store brag – så jeg må lige have det in mente, når jeg planlægger den kommende forårssæson.
I det mindste har det sene tulipanbed leveret et flammehav i en uges tid nu. Det holder så til gengæld fantastisk, fordi det har været så koldt. Noget godt er der da at sige om det.
Flammende El Niño-tulipaner (med bi) #nofilter
Og de første porcelænsyndige akelejer er begyndt at blomstre <3
Blå akeleje fra Tivoli, maj 2017. Kun 10 cm høj? Sært.
