februar 2017 – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Livets cyklus – et dødsfald og løvspring

Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.

Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.

Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!

Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje

Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!

Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!

Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.

Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.

Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.

Klimasikring i en mosehave

Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.

Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.

Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.

Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.

På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.

Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.

Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016

Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.

Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:

Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.

Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.

Om at plante 1.000 perlehyacinter

Her er et af de områder, som jeg er gået i gang med at forskønne. Trætte buske og en endnu trættere græsplæne med mos trænger i den grad til noget makeup, og jeg har fundet en skat, som jeg har givet mig til at dele ud af: En kvadratmeter med glemte perlehyacinter inde i det kommunale læhegn bag vores bygninger; en grøn plet med hundredvis, måske tusind småbitte løg. De stammer fra en afblomstret potte, som engang er blevet smidt derind af en af naboerne, og de står så tæt, at ingen af dem bliver til noget.

Et enkelt spadestik fra den store klump perlehyacinter.

Jeg har delt perlehyacintløg, så mine fingre var ved at falde af, og jeg har gravet ti kvadratmeter græstørv væk under samtlige af de sømandske eder og forpulede forbandelser, som mit ganske omfattende ordforråd er i stand til at levere, for er I klar over, hvor genstridigt græstørv er? Folk med have nikker eller fniser overbærende her. Der er virkelig en grund til, at man kalder stædige forbruger- og interesseorganisationer for græsrodsbevægelser. Græstørv er ekstremt genstridigt og lader sig sandelig ikke bare luge væk. Jeg kunne ret beset også bare stikke huller i tørven og sætte løgene derned, men jeg vil videreudvikle den bare jord til et rigtigt bed, så det græs skal bare væk for %¤#&/£@#¤%

De første cirka 150 perlehyacintløg – klumpen fra spadestikket ovenfor, her delt ud.

Min mor har doneret erantis til projektet. Jeg er lidt klidmostret anlagt, moderne fællesskabsorienteret segment og alt det der, og jeg kan godt lide genbrugstanken. Dels er der lidt sport i det for mig at kunne flytte blomster og få dem til at overleve og blomstre op til nye haver, og dels er et spørgsmål om ressourcer. Erantis breder sig fornøjet, når de først er blevet sat et sted, de kan lide, og jeg vil gerne gøre det her sted så fantastisk som muligt med så få udgifter som muligt.

Jeg har udtyndet den kedelige halvmåne af trætte buske for lavbegroede grene, og jeg har gravet hele området foran igennem og sat perlehyacinter. Og erantis. Og nogle flere perlehyacinter. Og et par afblomstrede tete-a-tete fra en potte oppe i lejligheden. Og fik jeg nævnt perlehyacinter? Og på det her tidspunkt var mine knæ ret ømme og kolde, så jeg skal have skaffet et underlag. Og så satte jeg nogle flere perlehyacinter. Og gravede græstørv. Og kom til at grave nogle frøer i dvale op. Hovsa. Ned med dem igen *putteputte* Og så nogle flere perlehyacinter. Til sidst har jeg kastet valmue- og akelejefrø ud over området og kørt græstørven hen i skammekrogen bag skuret, så det kan ligge der og blive tørt og dø… mofo… Så kan det måske om nogle måneder bruges som muldjord et andet sted.

Og se så lige, hvordan det går med mine kummer med blomsterløg:

Blomsterkumme i februar: Omkring 50 løgskud , op til 10 cm høje.

Jeg har mistet overblikket over, hvad jeg satte i efteråret, men løgene er åbenbart tilfredse med forholdene. De har gasset sig under grangrene, mens det var koldt. Der bør i hvert fald være tulipaner, påskeliljer, krokus, spansk skilla og hyacinter, men hvad de forskellige skud er, aner jeg ikke. De fleste løg i kummen her er indkøbt, men enkelte er fra Tivoli. Vi fik blandt andet nogle håndfulde slatne, men gevaldige tulipaner, som var afblomstret og skulle kasseres, da tulipansæsonen var ovre i 2016. Jeg håber, at de kommer igen, men man kan jo ikke vide det. Kryds fingre med mig 🙂

De første blomster er sået

Haven er dækket af sne lige nu, så jeg har benyttet lejligheden til at så nogle af de tidlige frø: Klokkeranke (hvid og violet), hornviol og stedmoderblomster – og et par enkelte lathyrus, selv om det stadig er fyfy. Man skal først så lathyrus hen midt i marts, for ellers bliver de lange og ranglede af lysmangel, siger havefolket. Nu prøver jeg alligevel at så et par stykker, og så får de ekstra lys i form af et par daglige timer med en lysterapilampe, når solen er gået ned. Jeg har ikke adgang til et drivhus eller et lyst, koldt og frostfrit rum, men jeg har da et soveværelse med vinduer mod øst og syd i det ene hjørne, og der står mine spirebakker nu. Forhåbentlig er det køligt nok.

Min såproces foregår virkelig elegant i gamle æggebakker, toiletruller og aflagte plasticbeholdere fra supermarkedet. Planterne er nok ligeglade. Når man vender en æggebakke om, kan man så enkelte af de frø, som skyder dybe rødder, så de kan forstyrres sjældnere. Jeg har sået klokkerankerne på den måde, og så må hornviolerne og stedmoderblomsterne, som er sået i ganske almindelige æggebakker, prikles på et tidspunkt. Indledningsvis sår jeg de små frø meget sirligt og med pincet, så jeg ikke behøver rode for meget rundt med dem og tynde brutalt ud efterfølgende. Det er lidt meditativt at løfte hvert enkelt meget lille frø på plads på jorden.

I den kommende uge skulle det blive mere forårsagtigt, og så drøner jeg ned på fællesområdet og letter på grangrenene. Jeg har kigget forsigtigt under dynen til skuddene, og der kommer en guds velsignelse af blomsterløg over det hele i både kummer og bede. Der røg eddermaneme også mange løg ned i efteråret, så det manglede ærligt talt bare.

Mange timer på knæ med planteskovl og blomsterløg, sensommeren 2016

Ude på altanen har jeg flere rigtige såbakker med staudefrø, og dem er jeg gevaldigt spændt på. De har stået der siden i efteråret, så de har fået frost og tø, lune og kulde efter naturens egen cyklus. Stauder er kuldekimere, hvilket vil sige, at de skal have en frostperiode for at spire (hvilket er forståeligt nok, for planten skal jo helst være sikker på, at det HAR været vinter og nu er forår). Man kan efterligne dette ved at smide sine frø i køleskabet og lidt i fryseren nogle dage og tilbage igen, og det har jeg også gjort med den portion, jeg ikke havde plads til at så – bla. nogle håndfulde valmuefrø. Hen over vinteren har jeg flyttet rundt på en pose med frøposer inkl. morgenfruefrø, som velsagtens er verdens nemmeste blomst og ret indifferent over for nogen som helst særbehandling, men som alligevel kunne ryge med rundt, fordi jeg så vidste, hvor jeg havde frøene.

Jeg har også et mindre misbrug af blomsterløg i potter stående ud på altanen… men hallo? Jeg har fundet botaniske tulipaner på en ganske almindelig tilbudsvogn i Fakta i dag. Jeg har raget overspirede tazetter til mig – og tilmed lyserøde perlehyacinter – til halv pris fra havecenteret, fordi de åbenbart ikke kunne sælges. Foruden, naturligvis, de sædvanlige tete-a-tete, som er ren gul plastic, men som lige redder min vinter med deres lysende farver. De lyserøde perlehyacinter har straks besluttet sig for at begå selvmord, mugne i løget og blive brune i skuddene, men så let slipper de ikke, så jeg har i sinde at lade dem stå og skamme sig, indtil de kommer på bedre tanker.

Dahliaknold som en håndbold, sensommeren 2016

Min kæreste slæbte adskillige dahliaknolde hjem fra Tivoli i det tidlige efterår, og jeg elsker dahlier og håber virkelig, at eksperimentet lykkes. Dahlier er nogle primadonnaer med overvintring, for det må ikke være for varmt og heller ikke frost, og de må ikke tørre ud, men de må slet ikke rådne. Og i øvrigt kan musene godt lide dem – vi andre kunne såmænd også spise dem, hvis vi skulle have noget i skrutten, men de smager mest af pap. Det er lidt besværlige odds, når man bor i lejlighed, hvor der enten er stuetemperatur, hvilket er for varmt, eller frost nede i cykelskuret. Jeg tørrede dem under et halvtag, delte dem forsigtigt og lagde dem i gennemhullede flamingokasser med avispapir imellem. Så blev de kørt på hotel hos noget familie, som har et frostfrit skur, og så håber jeg at kunne hente dem engang i foråret og begynde at forspire dem. Ikeas bedrollers skulle være fremragende til det formål

Begyndelsen

Jeg har aldrig haft en have, før jeg flyttede hertil, men jeg har læst omkring en million sider på nettet og sukket efter at få afløb for mine kriblende grønne fingre. Gennem en del år har jeg dyrket krukker på altanen, og nu og da har jeg kunnet skaffe mig lidt jord at så på, mens jeg boede inde i byen, men det var aldrig rigtigt nok. Nogen burde virkelig udvikle en datingside, som kunne kombinere havehungrende mennesker med folk med for megen og uoverskuelig have.

Pludselig var lejligheden her. Vi flyttede til et lejlighedskompleks med forsømte fællesområder, og min kæreste fik næsten samtidig ansættelse i Tivoli, hvor sæsonens blomsterløg, bunddækkeplanter og stauder blev sat til side til afhentning af interesserede medarbejdere. Planter + braklagte områder = have! Kæresten hjembragte, hvad han kunne bære. Jeg delte sirligt tulipanløg, hyacinter og påskeliljer og lagde dem til tørre under et halvtag, og jeg studerede de hjemkommende stauder og prøvede at regne ud, hvad det var. Min mor fik mange sms’er med “hva’ deeeet?” – eksempelvis denne:

Pink, nærmest neonfarvet hestemynte, sensommeren 2016

Svaret er, at det en hestemynte eller hestemonarda, som i øvrigt en er fin duftende og spiselig staude, som har været brugt som te og medicinplante. Jeg anede det ikke. Det gjorde min mor vist i øvrigt heller ikke, eller også kunne hun ikke genkende den ud fra billedet. Jeg fandt i hvert fald oplysningerne ved at google “pink staude” 😀

Disclaimer: Jeg har lovet min ærekære mor at understrege, at hun guddødeme godt kunne genkende den, da jeg spurgte. Hrmf! Fair nok. JEG anede det ikke, og jeg googlede i hvert fald 😉

Da det efterhånden stod klart, at adgangen til nye planter var konstant og ret omfattende, måtte jeg jo i gang med at undersøge forholdene lidt nærmere. Vi løsnede op i den tunge, våde jord under barkflisen, gravede render og drænede, så jeg med bævende hjerte kunne sætte flotte, saftspændte tulipanløg.

Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt og komme ned forbi, når vi gik og munkede. De spurgte interesseret og kom med forslag, og det viste sig, at flere gerne ville være gået i gang, men ingen rigtigt havde fået gjort noget. En dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste – blandt andet denne på billedet – ned til en meters højde, så der kunne blive plads til mine udfoldelser i det bed, som åbenbarede sig nedenunder.

Forvokset tjørn, som kvæler alt om sig, sensommer 2016.

Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.

Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 planter på fællesområderne, og jeg havde samlet så mange frø, jeg overhovedet kunne, til det kommende år. Vi havde plantet kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, akelejer, hindbærbuske, violfrøstjerne, kardinallobelia og salvie. Jeg havde sat løg af tulipaner, hyacinter, påskeliljer, krokus, perlehyacinter, erantis, balkananemone, vintergækker og rosenprydløg. I såbakker på altanen stod sankthansurt, iris, etageprimula og stokroser og ventede på foråret.