Jeg har nu ryddet hele den ene side af græshøjen og udviklet en veritabel høstak, som vores gårdmand forhåbentlig vil hjælpe med at bortskaffe. Det var godt nok en strid omgang, men jeg har fået omkring 2 x 50 meter jord til rådighed til nye blomsterbede. Som det fremgår, har jeg snydt lidt og købt en bakke røde bellis i Lidl, så der kan komme lidt farve derned. Desuden har jeg sået jomfru i det grønne, lyserød høgeskæg og nogle discountfrø af dværgasters. Ellers får højen i al væsentlighed lov at udvikle sit eget blomstrende vildnis.
Closeup af følfod med flittig bi
De knaldgule følfod er meget begejstrede for pludselig at få lys og luft i stedet for at blive kvalt i dødt græs, så de fræser op over det hele. Jeg holder meget af følfod, og det gør bierne tydeligvis også. Det ville vel nok være dejligt at skabe en blomstermark midt i den døde, grønne ørken. Indtil videre er det meste gult og orange.
Forårsblomster i farver og Signe på græshøjen.
Jeg har indført et mere douche og romantisk indslag af lilla og blåt henne ved indgangsdøren. Trækummen er skraldet fra en container i Tivoli.
Blomsterkumme med helleborus, hornvioler, våriris og skilla
Jaja, Tivolis bede var allerede for nogle uger siden lige så langt fremme som jeg er nu, men jeg har altså ikke 200 gartnere, drivhuse, perfekt afstemt muldjord, gødning og uanede mængder tid til rådighed. Men mange af både løgene og stauderne stammer som tidligere nævnt fra Tivolis udgåede kollektion, og nu vælter det hele altså også op her – se 🙂
Det er simpelthen så fedt, at mine naboer hopper med på forskønnelsen. Uden at sige noget til mig lejede et par andre beboere en trailer efter mit seneste raid og kørte tre læs kvas og grene på genbrugsstationen.
Jeg har igen haft en weekend med lettere arbejdsmani, men trods alt ikke så meget som sidst. Nu har jeg kastet mig over naturhøjen, som vi har på fællesområdet, for den kan jeg se fra mit vindue. Højen er groet fuldstændig til i langt, tørt græs, og jeg brugte nogle weekendtimer på at flå døde græstotter op og klippe tuer ned til 5 cm. Det er nok lidt svært at se på billedet, men jeg har ryddet omkring 50 m2 høj for langt, vådt græs.
Denne øvelse virker på den afrikanske savanne, hvor forskellige flokke af græssende dyr vandrer hen over sletterne og græsser tuerne længere og længere ned, så der bliver lys og luft til de nye skud. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men gazellerne kommer vist nok til sidst og nipper græsset helt ned til sokkeholderne. SÅ spirer det, og hele savannen bliver grøn. Jeg håber, at det også virker på en græshøj i nordisk klimazone. Der gemte sig i hvert fald en del grønne skud under de 10 cm kvælende græsfilt, som hele højen er indhyllet i.
Her skal der naturligvis være blomster. Jeg gider dog ikke anlægge et elegant staudebed på højen, som ligger lige op ad boldbanen og legepladsen og skal kunne tåle noget mishandling. Den er bedre tjent med at blive prærie eller et blomstrende vildnis med enkelte organiserede indslag. Sidste år fik jeg nogle solhat fra Tivoli (gule, formoder jeg, men de var afblomstret ved ankomsten), og de blev højens første beboere. I det tilstødende læhegn har jeg fundet en velvoksen sankthansurt, som jeg fluks har gravet op og taget små nye planter af. Den er vist ret hårdfør og fremfor alt gratis.
Jeg er ret forelsket i Piet Oudolfs haver (billedgoogle og drøm!), men forudsætningen her er som sagt en brugshave med begrænsede ressourcer. Jeg har flyttet nogle knaldgule følfod om fra den modsatte side af højen, og jeg har hentet en masse små kimplanter af rundbladet storkenæb omme fra græsplænen ved kaninen. Deromme er de spredt ukrudt, men her kan de få lov at blive til en lyslilla/rosa plet rundt om de nyetablerede sankthansurt. Det ser ikke ud af så meget endnu, men til sommer burde det blive fint.
Vildnisbed med følfod, lysegrønne sankthansurt og små rundbladet storkenæb
Desuden har jeg lidt modvilligt sået morgenfruer på et større område og lidt mere villigt kornblomster på et andet større område. Jeg bryder mig ikke særligt om morgenfruer, men de må siges at være nemme og lyse godt op. Højen ligger et pænt stykke fra alles vinduer, så den skal ikke ligefrem beskues på mikroplanet. Store og farvestrålende partier er bedre.
Jeg har masser af valmuefrø tilbage og både jomfru i det grønne og fattigmandsorkidé i skuffen til når vejret bliver lidt lunere. Det bliver ikke så douche og Piet Oudolf, men det giver noget bedre forhold for bier, sommerfugle og blomsterbuketter end den der døde græsørken. Hvis der så ryger en fodbold ind i blomsterne, må de rejse sig igen.
Må jeg præsentere Romeo, min partner in crime og utrættelige leverandør af gødning til haven. Romeo er en cirka halvandet år gammel dværgvædderkanin, som bor nede på fællesarealet. Egentlig skulle han have været opstaldet oppe i ungernes klub, men der var ikke plads, og til sidst flyttede han ind her og har sådan set aldrig været indendørs (bortset fra i sit bur, som altid står åbent). Han er for tiden lige så tyk, som han er lang, og han kværner fornøjet de afklippede grene fra hindbær (uden torne), æble og kirsebær og leverer gødning til gengæld. Jeg fodrer så at sige mine planter med sig selv, men det er vel moralsk forsvarligt, når det nu er naturens kredsløb og sådan noget.
Og gødning kommer der i fuldstændig usandsynlige mængder. Hvis du aldrig har haft en kanin, kan du nok ikke forestille dig det. Jeg begyndte i efteråret at etablere en kompostbunke, og den er siden et par gang om ugen blevet suppleret op med kaninlort. Kaningødning indeholder åbenbart umådelige mængder kvælstof – og her står jeg lidt af på det tekniske, men kvælstof er godt for planterne, som suger det ud af jorden, dvs at kvælstof løbende skal tilføres. Det gør det så med kanin. Meget. Det er ikke til små sarte spirer, kan jeg ligesom forstå. Det er bedre at fyre det i komposten og lade det blive blandet til en lidt mere omgængelig sammensætning – lidt som at opløse en bouillonterning i stedet for at tage en bid af den med et glas vand til.
Det er virkelig nørdet at interessere sig for kompost, men here goes: Duften af kompost er som at stikke næsen ned i en skovbund eller en levende surdej, som er klar til give liv. Det er en helt henrivende og let syrlig duft. Det er svært at forestille sig, at det har været lort og rådne æbler, for når komposten først er udviklet, er den lækker, blød og let.
Kompostbunken har holdt flyttedag i denne weekend. Den har siden efteråret holdt til i et stort cementrør, som på 10. år lå og flød omme bag skuret, og som – da vi fik rejst det op – udmærket kunne bruges som beholder. Ligefrem optimalt var det ikke, for kompost skal kunne trække vejret nedefra, og cementrøret står, hvor det står på jorden, men det er da efterhånden sunket i bunken. Jeg har løbende raget op i den med ukrudtsjernet og vandet bunken, når vejret var for tørt, og der ER faktisk syrlig, duftende skovbund at finde i bunden af røret nu.
Nu har vi så investeret i to rigtige kompostbeholdere, som forhåbentlig kan fremstille noget fantastisk jord til bedene. Jeg er sikker på, at Romeo fortsætter ufortrødent. I løbet af vinteren har han stået i læ for vinden, og i hans løbegård er græsset fræset fuldstændig ned, men inden så længe kan vi igen begynde at flytte rundt på ham. Så får vi klippet græsset nogle kvadratmeter ad gangen, og kaninen får nogle nye oplevelser.
Lørdag eksploderede foråret, og jeg var udendørs i så mange timer, at jeg havde feberrøde kinder og var helt underlig i øjnene, da jeg endelig kom ind igen. Kæresten havde nogle stumper rullegræs med hjem fra Tivoli, og min plan var egentlig bare at få det placeret, men så greb projektet om sig:
Læhegnet langs fællesarealerne har længe været overgroet og fyldt med gamle kævler, grene og kvas, døde urtepotter og alt muligt afklip, som folk bare har smidt derind i ly af det tætte krat. Forleden gav kæresten det imidlertid med grovfilen og barberede krattet to meter ind på plads, hvor det hørte til, så nu er der pludselig åben adgang til et lyst woodland og ikke bare en uigennemtrængelig jungle. Til gengæld har man også fået frit udsyn til alt det have- og træaffald, som ligger derinde, og det var ikke noget kønt syn.
Under et æbletræ lige midt i læhegnet var jorden helt bar efter flere år med total skygge, så der kunne græsset komme til nytte. Jeg begyndte med at samle fire spande små, halvrådne æbler, hvilket i øvrigt burde have været gjort for længst, fordi frugt kan sprede svampesygdommen monilia. Nu dyrker jeg ikke frugt dernede, men der er ingen grund til at beholde svampesygdomme i økosystemet, hvis vi nu skulle få lyst til det. Æblerne travede jeg således et stykke væk med, ned til området fjernest i læhegnet, hvor der i forvejen lå noget kvas i en mere etableret bunke.
Da jeg endelig havde ryddet området for æbler og børstet jorden fri for blade og kviste, rullede jeg et patchwork af rullegræs ud. Det vil sige, at jeg først hentede det ovre ved bilen med en sækkevogn og slæbte det hen til læhegnet, og rullegræs vejer altså som død og helvede, så det lyder mere henkastet, end det var. Men på plads kom det. Det ser meget grønt og frisk ud i sammenligning, men det justerer sig vel ind efterhånden. En masse små løg skyder op under træet nu, hvor der er kommet lys, og dem sørgede jeg naturligvis for at rulle udenom. Det kunne godt ligne snepryd. og så kommer der en skrigende blå lille tue lige om lidt.
Her var jeg så nødt til lige at tage en pause og smide overfrakken. Det var blevet strålende sol og temmelig lunt.
Resten af græsset er blevet til Plænen i Tivoli, og disse stumper er blevet en landingsbane ved et læhegn. Rock’n’roll \m/
Nuvel, jeg kunne ikke holde ud at se på alt det rod i underskoven lige op ad mit nydeligt oprydedde område, så jeg gik i gang med at fjerne kævler, grene og kvas, så langt ind man kunne se. Omkring 300 m2 rodet skov blev ryddet, og jeg kørte frem og tilbage med sækkevognen til den bunke, hvor jeg havde smidt æblerne, byggede en lille mur af de smalle kævler, så vi fik et markeret sted, og smed kvas og grene oveni.
Undervejs så jeg noget signalrødt på jorden ved siden af kvasbunken, og pludselig stod jeg med en rabarberknold i hånden. Heureka! Den er helt sikkert en arv fra min afdøde nabo, som sidste år dyrkede dem i sin kolonihave og prøvede lidt hernede, men ikke rigtigt havde kræfterne til at få dem brugt.
Rabarberknold, som ikke vidste, at den var blevet smidt ud, så den nu spirede med røde knopper.
Jeg hjulede op til bedet med knolden, hentede en sæk leca og fik den gravet ned med dræn i bunden og halløj. Men naboen talte da om flere slags rabarber, ikke…? Jeg ledte ved kvasbunken – og ganske rigtigt: Jeg fandt fire knolde mere. Nu får vi den ondelyneme rabarber i bedet om en måneds tid. Tak, M.
Jeg samlede nogle af kævlerne i en stabel med lidt plads under. Trods alt er vi ikke de eneste, der bor her, og det ville være praktisk med pindsvin i haven, så nu er der indrettet pindsvine-liebhaverbolig i læhegnet. Indflytningsklar patriciavilla tæt på lækre cafeer med snegle og frøer, rolige omgivelser og sikret mod ræve. Nu skal pindsvinene bare vågne og opdage det.
Mens jeg samlede grene, kævler og kvas, kom min yngste ned og indrettede sig i solen på et tæppe. Hun blev udpeget som runner og medbragte vand, så jeg kunne knokle løs.
Efter et par timer var underskoven forvandlet til det, der så trendy hedder et woodland. Jeg fortsatte på fællesområdet med først at sprede græsfrø på de bare pletter og derefter sprede plænegødning med antimosbehandling på de mosgroede områder, hvilket vil sige det meste, fordi her er så fugtigt. Selv i fuld sol er plænerne mere mos end græs. Jeg ved ikke, om det rigtigt virker at kalke, men nu ville vi prøve.
Pyh… pause. Nu var klokken halv to, og jeg havde været så optaget, at jeg ikke havde spist siden klokken seks i morges.
Ud igen – jeg havde alt for meget solenergi til at sidde inde. Det der med woodland er noget med en blomstrende skovbund, og vores kunne bedst betegnes som brun og dækket med blade – men det var der råd for. Oppe i den modsatte ende af læhegnet vokser omkring 382.691 erantis, så jeg gik på rov med spanden og gravede et par tuer op. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville stjæle planter, men her flyttede jeg dem altså lidt – ned til den ende, hvor vi kan se dem. Så kan de få lov at sprede sig videre derfra. Kæft,sådan et par gule klatter lyser op i det brune.
Overgroede krokus og minipåskeliljer i et andet bed
Jeg havde desuden lokaliseret nogle sammenmaste tete-a-tete på området, og dem gravede jeg også op, delte tuen og satte den ned igen og tog resten med over til læhegnet. Ungen blev sat til at grave totter af perlehyacinter (dem har vi jo rigeligt af) ned mellem træerne, og så satte jeg totter af minipåskeliljer, så de kan lyse op under træerne. Se, så begynder det at ligne et woodland.
Og så var jeg også ved at være træt og solbims i hovedet efter syv timers arbejdslørdag, men det blev vel nok pænt.
Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.
Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.
Aprilvejr i marts – øsregn over mosen
Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.
Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.
Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.
