Denne studenternellike er et helt lille mirakel, for nu har vi nået midten af juni, hylden er brændt af, jorden er brændt af, stauderne falder sammen om hænderne på mig omkring boligblokken, og de små sommerblomster opgiver gispende ævred. De fleste haveejere går vist bare nu og prøver at redde det vigtigste – nyplantede frugttræer og den slags – mens tørken bare bliver ved. Det er faktisk ikke helt sjovt længere. Jeg har mistet fine hortensi- og pibevedstiklinger, som ellers var i sund vækst, mere eksotiske indslag som sommerfuglekarse er døde i kummerne, og selv en chiliplante er ved gud omkommet af tørke, selv om jeg var over dem med få dages mellemrum. 2018 er ikke just en sommer for krukkehaven.
Vi må jo se på de lyse sider, og det er i hvert fald varmt nok til dahlierne og tørt nok til at holde dræbersnegle væk (som om! Det er iberiske skovsnegle.. altså spanske, ja? De kan godt tåle tørke og varme. Men i det mindste gnaver de ikke i mine spirende dahlier lige nu). Jeg slæber vandkander, så jeg er ved at snuble ned ad den udvendig metaltrappe fra min lejlighed. Der er desværre ingen udvendig vandhane i boligblokken, og regnvandstønden er tømt for en måned siden. Det kan lige lykkes at holde æbletræer, dahlier og engletrompeter i live, men mine omhyggelige staudebede fra sidste år er cirka 100 mm regn bagud. Sidste år druknede det hele nærmest. I år må jeg nok bare glæde mig over, at lavendler og sankthansurt har fået godt fat.