Her i maj dukker de yndigste vildstauder op over det hele. Jeg er fuldstændig vild med de nikkende kodriver, som har invaderet hele området med lysegule blomster – eller som her er dukket op i en rød variant. Jeg har markeret dem, så jeg kan snuppe frø, når de kommer.
Primula, dagpragtstjerne, kærmindesøster, katost, digitalis og akelejer – de voksne siger, at det er ukrudt, men jeg elsker de vilde planter. De skal få lov at sprede sig over hele guerillahaven. Man kunne godt få det indtryk, at jeg går efter så opulente tivolibede som muligt, men i virkeligheden er det de små romantiske indslag, jeg bliver mest henført af.
“O se så många blommor som redan slagit ut på ängen: Gullviva, mandelblom, kattfot o blå viol… “
Så blev det endelig lunere, og dermed har jeg kunnet komme videre med at plante ud fra drivhuset aka. soveværelset. Den sidste del af april og første del af maj har været så kold, at jeg hverken har kunnet plante de sarte planter ud, så nye ting eller være udenfor uden vinterfrakke og vanter, så der har ikke rigtigt været andet end brok at blogge om. Seriøst, hvad sker der for, at der ikke er nyheder i en have hele den første halvdel af maj?! Se bare billedet herover – kold, våd jord og lukkede tulipaner :/
Men NU er der sket ting i Signes lund. Siden weekenden har jeg været i gang med at flytte ud og afhærde småplanter, og de fleste er foreløbig overlevet. Listen omfatter (bl.a.):
15 lyserøde tallerkensmækkere
20 limegrøn vingetobak
20 pink vingetobak
20 edderkoppeplante
10 blandede lathyrus
8 mamelukærme
4 hvid tagetes
2 violette klatreranker, som er nået to meter i højden og bare ikke kan stå i vinduet længere
En del af det er røget i bedene, men jeg har stadig en mellemstation på altanen, hvor jeg kan pylre om de helt små lidt endnu.
Desuden er min engletrompet rykket udenfor – og den er ved at sætte blomster! Jeg er lige ved at implodere af stolthed.
De første tulipanbede er blevet ryddet for afblomstrede tulipaner. Jeg har møjsommeligt taget løgene op og sorteret dem efter farver og lagt dem til tørre. Det er formentlig sådan noget, man kun får gjort de første år, mens man stadig er ambitiøst genbrugs-guerillahavemenneske. Løgene har klaret sig forbavsende godt i betragtning af, at de har stået i sump, men jeg vil nu alligevel flytte dem et andet sted hen til næste år.
Det har været helt trist at gå og se på bedene de seneste par uger, for efter det første løgflor er det blevet grå og kedelig maj med bar jord, mens stauderne stadig er små. Det går jo ikke – det er meningen, at maj skal være årets store brag – så jeg må lige have det in mente, når jeg planlægger den kommende forårssæson.
I det mindste har det sene tulipanbed leveret et flammehav i en uges tid nu. Det holder så til gengæld fantastisk, fordi det har været så koldt. Noget godt er der da at sige om det.
Og de første porcelænsyndige akelejer er begyndt at blomstre <3