Se, hvor det skyder

Jaja, Tivolis bede var allerede for nogle uger siden lige så langt fremme som jeg er nu, men jeg har altså ikke 200 gartnere, drivhuse, perfekt afstemt muldjord, gødning og uanede mængder tid til rådighed. Men mange af både løgene og stauderne stammer som tidligere nævnt fra Tivolis udgåede kollektion, og nu vælter det hele altså også op her – se 🙂

 

Om at plante 1.000 perlehyacinter

Her er et af de områder, som jeg er gået i gang med at forskønne. Trætte buske og en endnu trættere græsplæne med mos trænger i den grad til noget makeup, og jeg har fundet en skat, som jeg har givet mig til at dele ud af: En kvadratmeter med glemte perlehyacinter inde i det kommunale læhegn bag vores bygninger; en grøn plet med hundredvis, måske tusind småbitte løg. De stammer fra en afblomstret potte, som engang er blevet smidt derind af en af naboerne, og de står så tæt, at ingen af dem bliver til noget.

Et enkelt spadestik fra den store klump perlehyacinter.

Jeg har delt perlehyacintløg, så mine fingre var ved at falde af, og jeg har gravet ti kvadratmeter græstørv væk under samtlige af de sømandske eder og forpulede forbandelser, som mit ganske omfattende ordforråd er i stand til at levere, for er I klar over, hvor genstridigt græstørv er? Folk med have nikker eller fniser overbærende her. Der er virkelig en grund til, at man kalder stædige forbruger- og interesseorganisationer for græsrodsbevægelser. Græstørv er ekstremt genstridigt og lader sig sandelig ikke bare luge væk. Jeg kunne ret beset også bare stikke huller i tørven og sætte løgene derned, men jeg vil videreudvikle den bare jord til et rigtigt bed, så det græs skal bare væk for %¤#&/£@#¤%

De første cirka 150 perlehyacintløg – klumpen fra spadestikket ovenfor, her delt ud.

Min mor har doneret erantis til projektet. Jeg er lidt klidmostret anlagt, moderne fællesskabsorienteret segment og alt det der, og jeg kan godt lide genbrugstanken. Dels er der lidt sport i det for mig at kunne flytte blomster og få dem til at overleve og blomstre op til nye haver, og dels er et spørgsmål om ressourcer. Erantis breder sig fornøjet, når de først er blevet sat et sted, de kan lide, og jeg vil gerne gøre det her sted så fantastisk som muligt med så få udgifter som muligt.

Erantis i zinkbakke fra mors have.

Jeg har udtyndet den kedelige halvmåne af trætte buske for lavbegroede grene, og jeg har gravet hele området foran igennem og sat perlehyacinter. Og erantis. Og nogle flere perlehyacinter. Og et par afblomstrede tete-a-tete fra en potte oppe i lejligheden. Og fik jeg nævnt perlehyacinter? Og på det her tidspunkt var mine knæ ret ømme og kolde, så jeg skal have skaffet et underlag. Og så satte jeg nogle flere perlehyacinter. Og gravede græstørv. Og kom til at grave nogle frøer i dvale op. Hovsa. Ned med dem igen *putteputte* Og så nogle flere perlehyacinter. Til sidst har jeg kastet valmue- og akelejefrø ud over området og kørt græstørven hen i skammekrogen bag skuret, så det kan ligge der og blive tørt og dø… mofo… Så kan det måske om nogle måneder bruges som muldjord et andet sted.

Og se så lige, hvordan det går med mine kummer med blomsterløg:

Blomsterkumme i februar: Omkring 50 løgskud , op til 10 cm høje.

Jeg har mistet overblikket over, hvad jeg satte i efteråret, men løgene er åbenbart tilfredse med forholdene. De har gasset sig under grangrene, mens det var koldt. Der bør i hvert fald være tulipaner, påskeliljer, krokus, spansk skilla og hyacinter, men hvad de forskellige skud er, aner jeg ikke. De fleste løg i kummen her er indkøbt, men enkelte er fra Tivoli. Vi fik blandt andet nogle håndfulde slatne, men gevaldige tulipaner, som var afblomstret og skulle kasseres, da tulipansæsonen var ovre i 2016. Jeg håber, at de kommer igen, men man kan jo ikke vide det. Kryds fingre med mig 🙂

 

Begyndelsen

Jeg har aldrig haft en have, før jeg flyttede hertil, men jeg har læst omkring en million sider på nettet og sukket efter at få afløb for mine kriblende grønne fingre. Gennem en del år har jeg dyrket krukker på altanen, og nu og da har jeg kunnet skaffe mig lidt jord at så på, mens jeg boede inde i byen, men det var aldrig rigtigt nok. Nogen burde virkelig udvikle en datingside, som kunne kombinere havehungrende mennesker med folk med for megen og uoverskuelig have.

Pludselig var lejligheden her. Vi flyttede til et lejlighedskompleks med forsømte fællesområder, og min kæreste fik næsten samtidig ansættelse i Tivoli, hvor sæsonens blomsterløg, bunddækkeplanter og stauder blev sat til side til afhentning af interesserede medarbejdere. Planter + braklagte områder = have! Kæresten hjembragte, hvad han kunne bære. Jeg delte sirligt tulipanløg, hyacinter og påskeliljer og lagde dem til tørre under et halvtag, og jeg studerede de hjemkommende stauder og prøvede at regne ud, hvad det var. Min mor fik mange sms’er med “hva’ deeeet?” – eksempelvis denne:

Pink, nærmest neonfarvet hestemynte, sensommeren 2016

Svaret er, at det en hestemynte eller hestemonarda, som i øvrigt en er fin duftende og spiselig staude, som har været brugt som te og medicinplante. Jeg anede det ikke. Det gjorde min mor vist i øvrigt heller ikke, eller også kunne hun ikke genkende den ud fra billedet. Jeg fandt i hvert fald oplysningerne ved at google “pink staude” 😀

Disclaimer: Jeg har lovet min ærekære mor at understrege, at hun guddødeme godt kunne genkende den, da jeg spurgte. Hrmf! Fair nok. JEG anede det ikke, og jeg googlede i hvert fald 😉

Da det efterhånden stod klart, at adgangen til nye planter var konstant og ret omfattende, måtte jeg jo i gang med at undersøge forholdene lidt nærmere. Vi løsnede op i den tunge, våde jord under barkflisen, gravede render og drænede, så jeg med bævende hjerte kunne sætte flotte, saftspændte tulipanløg.

Tulipanløg i højbed, september 2016

Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt og komme ned forbi, når vi gik og munkede. De spurgte interesseret og kom med forslag, og det viste sig, at flere gerne ville være gået i gang, men ingen rigtigt havde fået gjort noget. En dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste – blandt andet denne på billedet – ned til en meters højde, så der kunne blive plads til mine udfoldelser i det bed, som åbenbarede sig nedenunder.

Forvokset tjørn, som kvæler alt om sig, sensommer 2016.

Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.

Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 planter på fællesområderne, og jeg havde samlet så mange frø, jeg overhovedet kunne, til det kommende år. Vi havde plantet kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, akelejer, hindbærbuske, violfrøstjerne, kardinallobelia og salvie. Jeg havde sat løg af tulipaner, hyacinter, påskeliljer, krokus, perlehyacinter, erantis, balkananemone, vintergækker og rosenprydløg. I såbakker på altanen stod sankthansurt, iris, etageprimula og stokroser og ventede på foråret.