Forberedelser til juniblomstring

Jeg googler lige nu variationer over temaet “blomster i maj og juni”. Det føles helt åndssvagt, for det burde være det tidspunkt, hvor der var fuldt flor i haven, men sidste år havde jeg en utålmodig stilstand  i forsommeren, hvor løgene var blomstret af. Det så lidt træls ud med bar jord, slatne krokusblade og strittende, hovedløse tulipanstilke.

I efteråret såede jeg derfor studenternelliker og nogle enkelte hvide kongelys, som nu venter i småpotter på altanen. Desuden må jeg supplere med nogle sommerblomster, som kan lyse op, indtil stauderne kommer. Min nabo havde sidste år nogle søde, lyserødlige morgenfruer, som jeg fik frø af (formentlig Bronzed Beauty), og de burde også kunne times til juniblomstring.

Jeg håber, at det kan lykkes at dyrke mine lysende koboltblå bjergknopurt, som jeg fik taget frø af sidste år. Den blå farve er helt fænomenal. Imidlertid har jeg kun én plante, som jeg reddede fra massakre, før boligselskabet “klargjorde” en af gårdhaverne til den næste beboer – læs: jævnede den med jorden. Bjergknopurten burde kunne sås til april og i teorien blomstre allerede til juni, selv om den er en staude.

Frøoversigten – min foreløbige beholdning

Jomfru i det grønne

Kornblomster, blandede farver

Valmuer, blandede farver

Morgenfruer, almindelige

Morgenfruer, lyserøde

Amarant/rødlilla callaloo

Dagpragtstjerne

Bjergknopurt

Stolt kavaler, magenta

Stolt kavaler, stribede

Hvid tagetes

Vingetobak

Solsikker, blandede farver og størrelser

Digitalis

Natviol

Akelejer

Primula/kodrivere

Stokroser

Dahlier, blandede farver

Høgeskæg

Moskuskatost

Mamelukærme

Edderkoppeplante

Yogalugning og irisoverraskelse

Dahlierne gror energisk i midterbedet, hvor de står i varme, sol og fugtighed. Der er ikke kommet så mange ud af mine anstrengelser, men til gengæld ser de ud til at trives gevaldigt. Der er efterhånden godt fyldt i bedene, og for at jeg ikke skal jokke på et eller andet, begynder det at blive meget akrobatisk, når jeg skal ind for at luge, så eller plante småplanter ud.

Forestil jer en bredstående yogaøvelse med halvanden meter mellem fødderne og måsen i vejret. Det er sikkert et yndigt syn.

Dahlier gror i øvrigt ret meget som kartofler. Man kan så vidt jeg ved også spise knoldene, men det virker nu ikke så tillokkende.

Jeg får tulipanløg hjem i rå mængder i disse uger, men de skal heldigvis tørre og visne ordentligt ned, før de skal lægges til efteråret. Jeg ville lige nu ikke rigtigt magte at skulle finde en sikker plet mellem de mange knolde og småplanter, som jeg har flyttet ud.

Weekenden har budt på en dejlig overraskelse, som jeg næsten bogstaveligt stod og hvinede og klappede af fryd over: Nogle irisfrø, som jeg havde opgivet, ser alligevel ud til at komme. Jeg købte dem i efteråret, såede dem møjsommeligt i såbakker med minidrivhuslåg, installerede dem på altanen og nussede om dem, sørgede for vand og sol, tog låget af og satte det på igen – og der skete absolut nada, da foråret kom. Ikke en spire >:(

Da jeg for et par uger siden raidede altanen og proppede alle småplanter i jorden, gravede jeg også irisfrøene op for at se, om der dog ikke var skyggen af liv – og det var der. Netop en skygge. En lille grøn prik på ét af frøene. Så røg de i jorden, fordi jeg alligevel nægtede at smide det hele ud efter et halvt års børnepasning, og fandme, om ikke der nu stikker små spidse blade op FIRE steder dernede.

Yay!

Til gengæld kommer vist ingen af de andre frø, jeg havde købt og sået ved samme lejlighed. Det var to slags etageprimula og en lysegul penstemon, og de ville have været yndige i mit sumpbed, men jeg tror ikke meget på dem. Hvis I hører et brøl fra Midtsjælland, er det bare mig, der har fundet nogle overlevere.

Og så er maj næsten gået. Jeg gik rundt som en løve i februar-marts, fordi jeg sådan manglede blomster, og lige pludselig er det juni om et øjeblik. Ud over yogaen dyrker jeg crossfit med vandkander – 120-150 liter hver aften i øjeblikket. Til sankthans er jeg totalt rippet.

Oh maj du søde milde – så rykker vi

Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.

Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.

Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?

Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.

Status:

Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.

Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.

Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.

Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.

Utålmodighed og svuppende jord

Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.

Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.

Aprilvejr i marts – øsregn over mosen

Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.

Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.

Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.

Om at plante 1.000 perlehyacinter

Her er et af de områder, som jeg er gået i gang med at forskønne. Trætte buske og en endnu trættere græsplæne med mos trænger i den grad til noget makeup, og jeg har fundet en skat, som jeg har givet mig til at dele ud af: En kvadratmeter med glemte perlehyacinter inde i det kommunale læhegn bag vores bygninger; en grøn plet med hundredvis, måske tusind småbitte løg. De stammer fra en afblomstret potte, som engang er blevet smidt derind af en af naboerne, og de står så tæt, at ingen af dem bliver til noget.

Et enkelt spadestik fra den store klump perlehyacinter.

Jeg har delt perlehyacintløg, så mine fingre var ved at falde af, og jeg har gravet ti kvadratmeter græstørv væk under samtlige af de sømandske eder og forpulede forbandelser, som mit ganske omfattende ordforråd er i stand til at levere, for er I klar over, hvor genstridigt græstørv er? Folk med have nikker eller fniser overbærende her. Der er virkelig en grund til, at man kalder stædige forbruger- og interesseorganisationer for græsrodsbevægelser. Græstørv er ekstremt genstridigt og lader sig sandelig ikke bare luge væk. Jeg kunne ret beset også bare stikke huller i tørven og sætte løgene derned, men jeg vil videreudvikle den bare jord til et rigtigt bed, så det græs skal bare væk for %¤#&/£@#¤%

De første cirka 150 perlehyacintløg – klumpen fra spadestikket ovenfor, her delt ud.

Min mor har doneret erantis til projektet. Jeg er lidt klidmostret anlagt, moderne fællesskabsorienteret segment og alt det der, og jeg kan godt lide genbrugstanken. Dels er der lidt sport i det for mig at kunne flytte blomster og få dem til at overleve og blomstre op til nye haver, og dels er et spørgsmål om ressourcer. Erantis breder sig fornøjet, når de først er blevet sat et sted, de kan lide, og jeg vil gerne gøre det her sted så fantastisk som muligt med så få udgifter som muligt.

Erantis i zinkbakke fra mors have.

Jeg har udtyndet den kedelige halvmåne af trætte buske for lavbegroede grene, og jeg har gravet hele området foran igennem og sat perlehyacinter. Og erantis. Og nogle flere perlehyacinter. Og et par afblomstrede tete-a-tete fra en potte oppe i lejligheden. Og fik jeg nævnt perlehyacinter? Og på det her tidspunkt var mine knæ ret ømme og kolde, så jeg skal have skaffet et underlag. Og så satte jeg nogle flere perlehyacinter. Og gravede græstørv. Og kom til at grave nogle frøer i dvale op. Hovsa. Ned med dem igen *putteputte* Og så nogle flere perlehyacinter. Til sidst har jeg kastet valmue- og akelejefrø ud over området og kørt græstørven hen i skammekrogen bag skuret, så det kan ligge der og blive tørt og dø… mofo… Så kan det måske om nogle måneder bruges som muldjord et andet sted.

Og se så lige, hvordan det går med mine kummer med blomsterløg:

Blomsterkumme i februar: Omkring 50 løgskud , op til 10 cm høje.

Jeg har mistet overblikket over, hvad jeg satte i efteråret, men løgene er åbenbart tilfredse med forholdene. De har gasset sig under grangrene, mens det var koldt. Der bør i hvert fald være tulipaner, påskeliljer, krokus, spansk skilla og hyacinter, men hvad de forskellige skud er, aner jeg ikke. De fleste løg i kummen her er indkøbt, men enkelte er fra Tivoli. Vi fik blandt andet nogle håndfulde slatne, men gevaldige tulipaner, som var afblomstret og skulle kasseres, da tulipansæsonen var ovre i 2016. Jeg håber, at de kommer igen, men man kan jo ikke vide det. Kryds fingre med mig 🙂

 

Begyndelsen

Jeg har aldrig haft en have, før jeg flyttede hertil, men jeg har læst omkring en million sider på nettet og sukket efter at få afløb for mine kriblende grønne fingre. Gennem en del år har jeg dyrket krukker på altanen, og nu og da har jeg kunnet skaffe mig lidt jord at så på, mens jeg boede inde i byen, men det var aldrig rigtigt nok. Nogen burde virkelig udvikle en datingside, som kunne kombinere havehungrende mennesker med folk med for megen og uoverskuelig have.

Pludselig var lejligheden her. Vi flyttede til et lejlighedskompleks med forsømte fællesområder, og min kæreste fik næsten samtidig ansættelse i Tivoli, hvor sæsonens blomsterløg, bunddækkeplanter og stauder blev sat til side til afhentning af interesserede medarbejdere. Planter + braklagte områder = have! Kæresten hjembragte, hvad han kunne bære. Jeg delte sirligt tulipanløg, hyacinter og påskeliljer og lagde dem til tørre under et halvtag, og jeg studerede de hjemkommende stauder og prøvede at regne ud, hvad det var. Min mor fik mange sms’er med “hva’ deeeet?” – eksempelvis denne:

Pink, nærmest neonfarvet hestemynte, sensommeren 2016

Svaret er, at det en hestemynte eller hestemonarda, som i øvrigt en er fin duftende og spiselig staude, som har været brugt som te og medicinplante. Jeg anede det ikke. Det gjorde min mor vist i øvrigt heller ikke, eller også kunne hun ikke genkende den ud fra billedet. Jeg fandt i hvert fald oplysningerne ved at google “pink staude” 😀

Disclaimer: Jeg har lovet min ærekære mor at understrege, at hun guddødeme godt kunne genkende den, da jeg spurgte. Hrmf! Fair nok. JEG anede det ikke, og jeg googlede i hvert fald 😉

Da det efterhånden stod klart, at adgangen til nye planter var konstant og ret omfattende, måtte jeg jo i gang med at undersøge forholdene lidt nærmere. Vi løsnede op i den tunge, våde jord under barkflisen, gravede render og drænede, så jeg med bævende hjerte kunne sætte flotte, saftspændte tulipanløg.

Tulipanløg i højbed, september 2016

Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt og komme ned forbi, når vi gik og munkede. De spurgte interesseret og kom med forslag, og det viste sig, at flere gerne ville være gået i gang, men ingen rigtigt havde fået gjort noget. En dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste – blandt andet denne på billedet – ned til en meters højde, så der kunne blive plads til mine udfoldelser i det bed, som åbenbarede sig nedenunder.

Forvokset tjørn, som kvæler alt om sig, sensommer 2016.

Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.

Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 planter på fællesområderne, og jeg havde samlet så mange frø, jeg overhovedet kunne, til det kommende år. Vi havde plantet kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, akelejer, hindbærbuske, violfrøstjerne, kardinallobelia og salvie. Jeg havde sat løg af tulipaner, hyacinter, påskeliljer, krokus, perlehyacinter, erantis, balkananemone, vintergækker og rosenprydløg. I såbakker på altanen stod sankthansurt, iris, etageprimula og stokroser og ventede på foråret.