Duften af stille sommerregn

 

Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.

Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.

Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.

Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.

Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.

Limabønner, juli 2017
Kartofler, juli 2017

Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.

Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.

Lilla grøftekant, udsnit, juli 2017

Maj er vågnet i guerillahaven

Så blev det endelig lunere, og dermed har jeg kunnet komme videre med at plante ud fra drivhuset aka. soveværelset. Den sidste del af april og første del af maj har været så kold, at jeg hverken har kunnet plante de sarte planter ud, så nye ting eller være udenfor uden vinterfrakke og vanter, så der har ikke rigtigt været andet end brok at blogge om. Seriøst, hvad sker der for, at der ikke er nyheder i en have hele den første halvdel af maj?! Se bare billedet herover – kold, våd jord og lukkede tulipaner :/

Men NU er der sket ting i Signes lund. Siden weekenden har jeg været i gang med at flytte ud og afhærde småplanter, og de fleste er foreløbig overlevet. Listen omfatter (bl.a.):

15 lyserøde tallerkensmækkere

20 limegrøn vingetobak

20 pink vingetobak

20 edderkoppeplante

10 blandede lathyrus

8 mamelukærme

4 hvid tagetes

2 violette klatreranker, som er nået to meter i højden og bare ikke kan stå i vinduet længere

Limegrøn vingetobak klar til udplantning.

En del af det er røget i bedene, men jeg har stadig en mellemstation på altanen, hvor jeg kan pylre om de helt små lidt endnu.

Desuden er min engletrompet rykket udenfor – og den er ved at sætte blomster! Jeg er lige ved at implodere af stolthed.

De første tulipanbede er blevet ryddet for afblomstrede tulipaner. Jeg har møjsommeligt taget løgene op og sorteret dem efter farver og lagt dem til tørre. Det er formentlig sådan noget, man kun får gjort de første år, mens man stadig er ambitiøst genbrugs-guerillahavemenneske. Løgene har klaret sig forbavsende godt i betragtning af, at de har stået i sump, men jeg vil nu alligevel flytte dem et andet sted hen til næste år.

Det har været helt trist at gå og se på bedene de seneste par uger, for efter det første løgflor er det blevet grå og kedelig maj med bar jord, mens stauderne stadig er små. Det går jo ikke – det er meningen, at maj skal være årets store brag – så jeg må lige have det in mente, når jeg planlægger den kommende forårssæson.

I det mindste har det sene tulipanbed leveret et flammehav i en uges tid nu. Det holder så til gengæld fantastisk, fordi det har været så koldt. Noget godt er der da at sige om det.

Flammende El Niño-tulipaner (med bi) #nofilter

Og de første porcelænsyndige akelejer er begyndt at blomstre <3

Blå akeleje fra Tivoli, maj 2017. Kun 10 cm høj? Sært.