løg – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Der er hak i musikken – vi vender tilbage…

Jeg føler mig lidt som en komponist, som udarbejder et komplet værk fra det første anslag til finalen. Lige nu står koret og symfoniorkestret så ganske vist og venter på mine ideer, mens publikum begynder at rykke sig utålmodigt i stolene. Der er masser af visne blade efter løgenes første sats og masser af knopper, som antyder den kommende staudesats.

Men næsten ingen blomster, mest grønt og bar jord. Hrmf.

Så løg er åbenbart noget med blomster i marts, april og maj, og stauder er noget med blomster i juli, august og september. Det svære tidspunkt er slutningen af maj og begyndelsen af juni (dafuq? Er det ikke der, alting blomstrer?).

Højgravide helleborus, men det hjælper jo ligesom ikke, vel?

Til næste år bliver der således behov for noget, som kan blomstre efter tulipaner, hyacinter og påskeliljer, før valmuerne, sommerblomsterne og stauderne overtager, kan jeg godt se. Akelejerne pipper lidt i et af bedene, men de har endnu ikke fået et omfang, hvor de kan trænge igennem.

Det er åbenbart her, de toårige kommer ind i billedet. En del af dem blomstrer netop på mellemtidspunktet, og de er åbenbart ret nemme at have med at gøre, bare man er tålmodig. De kommer først til næste år, så man sår dem som investering.

Jeg har overtaget omkring 50 planter af gyldenlak i tre forskellige farver, og især de purpurrøde vil være smukke sammen med akelejerne. Det kan blive en fin løsning til næste forår, hvis ellers gyldenlakkerne vil vokse omme i det lidt tunge bed. Lige nu står de og kommer sig efter flytningen på et mere gennemarbejdet sted. Ellers må jeg sætte min lid til, at akelejerne overtager efterhånden. De lader ikke til at være svære at overtale, så jeg kan formentlig få hele tæpper af akelejer, hvis de får at brede sig.

Desuden har jeg fået en haveejer med judaspenge til at lade nogle stykker stå til at udvikle frø. De voksne mener vist, at judaspenge er ukrudt, men det er jeg lidt ligeglad med – de er fine. Løvefod opfører sig også som ukrudt, og den bruger vi som staude. Jeg har allerede løvefod nok til at kunne dække hele boligforeningen med grønt, og de triste gravsteder af barkflis må gerne overtages af noget levende.

Så til næste år håber jeg at have judaspenge, akelejer og gyldenlak i forsommeren, inden stauderne rigtigt kommer i gang. Jeg har desuden nogle løjtnantshjerter, som blev behandlet lidt brutalt sidste år, da de blev sat. Jeg troede faktisk, at de var kreperet, men de er overlevet og skal formentlig lige have lov at etablere sig i de kommende år.

Apropos ukrudt er jeg bedåret af dagpragtstjerne, som vist heller ikke er comme il faut i haven. Men gå lige ud til grøftekanterne og se på dem. Et hav af lyserøde blomster sammen med lupinerne – what´s not to like?

Yogalugning og irisoverraskelse

Dahlierne gror energisk i midterbedet, hvor de står i varme, sol og fugtighed. Der er ikke kommet så mange ud af mine anstrengelser, men til gengæld ser de ud til at trives gevaldigt. Der er efterhånden godt fyldt i bedene, og for at jeg ikke skal jokke på et eller andet, begynder det at blive meget akrobatisk, når jeg skal ind for at luge, så eller plante småplanter ud.

Forestil jer en bredstående yogaøvelse med halvanden meter mellem fødderne og måsen i vejret. Det er sikkert et yndigt syn.

Dahlier gror i øvrigt ret meget som kartofler. Man kan så vidt jeg ved også spise knoldene, men det virker nu ikke så tillokkende.

Jeg får tulipanløg hjem i rå mængder i disse uger, men de skal heldigvis tørre og visne ordentligt ned, før de skal lægges til efteråret. Jeg ville lige nu ikke rigtigt magte at skulle finde en sikker plet mellem de mange knolde og småplanter, som jeg har flyttet ud.

Weekenden har budt på en dejlig overraskelse, som jeg næsten bogstaveligt stod og hvinede og klappede af fryd over: Nogle irisfrø, som jeg havde opgivet, ser alligevel ud til at komme. Jeg købte dem i efteråret, såede dem møjsommeligt i såbakker med minidrivhuslåg, installerede dem på altanen og nussede om dem, sørgede for vand og sol, tog låget af og satte det på igen – og der skete absolut nada, da foråret kom. Ikke en spire >:(

Da jeg for et par uger siden raidede altanen og proppede alle småplanter i jorden, gravede jeg også irisfrøene op for at se, om der dog ikke var skyggen af liv – og det var der. Netop en skygge. En lille grøn prik på ét af frøene. Så røg de i jorden, fordi jeg alligevel nægtede at smide det hele ud efter et halvt års børnepasning, og fandme, om ikke der nu stikker små spidse blade op FIRE steder dernede.

Yay!

Til gengæld kommer vist ingen af de andre frø, jeg havde købt og sået ved samme lejlighed. Det var to slags etageprimula og en lysegul penstemon, og de ville have været yndige i mit sumpbed, men jeg tror ikke meget på dem. Hvis I hører et brøl fra Midtsjælland, er det bare mig, der har fundet nogle overlevere.

Og så er maj næsten gået. Jeg gik rundt som en løve i februar-marts, fordi jeg sådan manglede blomster, og lige pludselig er det juni om et øjeblik. Ud over yogaen dyrker jeg crossfit med vandkander – 120-150 liter hver aften i øjeblikket. Til sankthans er jeg totalt rippet.

Oh maj du søde milde – så rykker vi

Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.

Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.

Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?

Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.

Status:

Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.

Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.

Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.

Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.

Maj er vågnet i guerillahaven

Så blev det endelig lunere, og dermed har jeg kunnet komme videre med at plante ud fra drivhuset aka. soveværelset. Den sidste del af april og første del af maj har været så kold, at jeg hverken har kunnet plante de sarte planter ud, så nye ting eller være udenfor uden vinterfrakke og vanter, så der har ikke rigtigt været andet end brok at blogge om. Seriøst, hvad sker der for, at der ikke er nyheder i en have hele den første halvdel af maj?! Se bare billedet herover – kold, våd jord og lukkede tulipaner :/

Men NU er der sket ting i Signes lund. Siden weekenden har jeg været i gang med at flytte ud og afhærde småplanter, og de fleste er foreløbig overlevet. Listen omfatter (bl.a.):

15 lyserøde tallerkensmækkere

20 limegrøn vingetobak

20 pink vingetobak

20 edderkoppeplante

10 blandede lathyrus

8 mamelukærme

4 hvid tagetes

2 violette klatreranker, som er nået to meter i højden og bare ikke kan stå i vinduet længere

Limegrøn vingetobak klar til udplantning.

En del af det er røget i bedene, men jeg har stadig en mellemstation på altanen, hvor jeg kan pylre om de helt små lidt endnu.

Desuden er min engletrompet rykket udenfor – og den er ved at sætte blomster! Jeg er lige ved at implodere af stolthed.

De første tulipanbede er blevet ryddet for afblomstrede tulipaner. Jeg har møjsommeligt taget løgene op og sorteret dem efter farver og lagt dem til tørre. Det er formentlig sådan noget, man kun får gjort de første år, mens man stadig er ambitiøst genbrugs-guerillahavemenneske. Løgene har klaret sig forbavsende godt i betragtning af, at de har stået i sump, men jeg vil nu alligevel flytte dem et andet sted hen til næste år.

Det har været helt trist at gå og se på bedene de seneste par uger, for efter det første løgflor er det blevet grå og kedelig maj med bar jord, mens stauderne stadig er små. Det går jo ikke – det er meningen, at maj skal være årets store brag – så jeg må lige have det in mente, når jeg planlægger den kommende forårssæson.

I det mindste har det sene tulipanbed leveret et flammehav i en uges tid nu. Det holder så til gengæld fantastisk, fordi det har været så koldt. Noget godt er der da at sige om det.

Flammende El Niño-tulipaner (med bi) #nofilter

Og de første porcelænsyndige akelejer er begyndt at blomstre <3

Blå akeleje fra Tivoli, maj 2017. Kun 10 cm høj? Sært.

Utålmodighed og svuppende jord

Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.

Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.

Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.

Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.

Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.

Klimasikring i en mosehave

Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.

Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.

Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.

Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.

På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.

Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.

Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016

Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.

Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:

Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.

Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.