Endelig har jeg sommerferie ❤ De næste tre uger har jeg ikke tænkt mig foretage mig andet end nusse om min have, vedligeholde mit sommerhus og drikke rosé.
Hvor boligblokken desværre må overleve som den bedst kan, er store dele af sommerhushaven stadig frodig. Vi har bevidst undladt at slå græsset, så det er lidt langhåret her og der, men også grøn og fin. Personligt forstår jeg heller ikke behovet for at holde en græsplæne som en golfbane.
Årets havetema er ikke desto mindre det muliges kunst, og det vil sige, at der er cosmos/stolt kavaler over det hele, for de har kunnet overleve tørken. Jeg har blandt andet fået etableret Verdens Mindste Potager ved for sjov at smide nogle blandede salatfrø og plante en stolt kavaler ved siden af. Begge dele har tilsyneladende indrettet sig. Jeg ved ikke, hvordan salaten er overlevet, men det er åbenbart ret hårdføre planter.
Her skal jeg i øvrigt uddele ros til Camilla Plum, hvor jeg har købt frøene. De har spiret, så det var en fryd, og der er kommet store, flotte planter ud af det. En anden frøforhandler, som jeg skal undlade at nævne ved navn, har leveret så mange nitter, at jeg ikke gider købe hos hende igen. Det var ikke bare én slags, men 6-8 forskellige slags frø, som overhovedet ikke blev til noget. Men Camilla Plums gror, det skal hun have. Madammen er et rodehoved, og man skal være tålmodig, når man bestiller, men det er værd at vente på.
I køkkenhaven har jeg sået gulerødder, rødbeder, rucola og spinat – og en uventet og foreløbig ukendt kål, som var hoppet med i en af Camillas poser. Jeg nænnede ikke at luge den væk, så nu breder den sig efterhånden ud over det hele. Kålsommerfuglene elsker den, og jeg prøver at forsvare den mod småbitte larver, som gnaver huller i bladene.
Jeg har desuden sat løg og en squashplante (en!! Jeg lærte engang på den hårde måde, at seks planter er for meget til en familie 🙄). Ved siden af står der bjørneøre, såede dahlier og… tadaa… stolt kavaler…
Jeg evakuerede allerede i maj så mange dahlier, som jeg kunne få plads til, og satte dem i krukker, og de første blomster er lige på spring nu. Handyret får lidt tvang af krukkerne, som roder i hans øjne, så på terrassen må jeg have én sirlig række i hver side. Jeg kan ellers ikke se problemet med at stille krukker i grupper og over det hele, men af hensyn til mit ægteskab står de som ønsket. Der er sørme også et par krukker med stolt kavaler. De er virkelig nemme at formere, når man alligevel kniber dem for at få dem mere buskede. Prop topskuddet i jord, og tre uger senere kan det komme ud i bedet som en ekstra plante. Jeg har i hvert fald fået ti planter mere på den måde stort set uden at gøre noget for det.
Handyret har stilfærdigt sat en hylde op under vinduet på værkstedet, så jeg kan have en altankasse 😍 Han er ret god til at se mine behov.
I altankassen er der i øvrigt også salat – og jeg har persille i en anden altankasse. De kunne jo ikke være alene hjemme, så hele dynen er kommet med herop.