Det ser ud til, at der er frost på vej, og det huer mig ikke. Man kan dårligt beklage sig over frostvejr i begyndelsen af februar, men nu har guerillahaven jo skud og knopper over det hele, fordi det hidtil har været så lunt. Jeg håber, at de klarer sig.
Hvis De har en manisk haveejer i husstanden, og vedkommende i øjeblikket glor intenst ned i jorden, kan jeg berolige Dem med, at at dette formentlig årsagen:
Er der liv??
Og det er der. Det øverste billede er en rød sankthansurt, som er i gang med at sende følere ud. Jeg har også set skud i blandt andet akelejer og anisisop, og primulaerne er allerede stærkt på vej. Og så er der jo alle skuddene af krokus, hyacinter, tulipaner, påskeliljer, skilla, fuglemælk og perlehyacinter – foruden de erantis og vintergækker, som allerede er kommet op.
Fik jeg nævnt vintergækkerne?! <3 Oh dear, jeg ender som galanthofil. Jeg craver vintergækker lige nu. De lyser så fint op mod den gråbrune jord med både blade og hvide blomster. Jeg er ret ligeglad med specielle sorter med særligt lange kronblade og gul knop og hvad ved jeg. Jeg vil bare have mange! Det har jeg desværre ikke endnu, men efterhånden må jeg formere min eksisterende bestand og rage nogle flere til mig. De står i små spirende totter i mit nærmeste bed, og jeg hepper hver dag på dem.
Til min fryd er der kommet et paradisæbletræ hjem. Tænk, at man kan have blive nødt til at kassere paradisæbletræer! Så må det nødvendigvis blive adopteret af en ny, kærlig ejer. Træet er foreløbig flyttet ind i et af bedene i Trekroner, og så må vi forhandle med naboerne om den endelige placering. Den voldsomme rose til venstre skal i hvert fald holdes i skak, hvis det skal blive stående her. Jeg har puttet det godt med en dyne af græsafklip, så det ikke kommer til at fryse om fødderne her i januarkulden (når den nu endelig er kommet).
Ulempen er så, at jeg ikke ved en bjælde om frugttræer. Og tilsyneladende skal æbletræer helst beskæres i løbet af de første år for at få den rigtige vækstform – både almindelige æbler og paradisæbler. Træet er godt to meter højt, så mit gæt er, at det er tre år. Det er smalt med en tydelig midterstamme og korte sidegrene. Her kommer jeg så til kort. Mon det er et søjleæbletræ? Så skal jeg vel ikke give mig til at beskære det med djævlens vold og magt.
Eller hvad? Tænk, hvis jeg gør det forkert nu, og træet får en helt ulykkelig form, som det slet ikke skulle have haft? Eller hvis jeg lader stå for meget til, så det bare bliver 18 meter højt og aldrig kommer til at blive fint og kroget. Argh, hvor kan jeg gruble.
Jeg må vist have fat i en bog om beskæring, hvis jeg skal finde hoved og hale i det her.
Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.
Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.
Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.
Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.
Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.
Limabønner, juli 2017Kartofler, juli 2017
Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.
Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.
Jeg har begået et plantetyveri af den tilladelige slags. Som udgangspunkt er jeg ellers fundamentalistisk med de vilde planter: Jeg vil kun tage frø, resten må naturen have lov at beholde, for ellers kunne vi hurtigt få ryddet anemoneskovene, engene osv. Men her i mit område er bulldozerne på vej til en byggetomt, og jeg har derfor været forbi for at evakuere planter, inden det hele bliver forvandlet til jord og beton. Det blev til en cykelkurv med kodrivere, og så håber jeg, at de vil indrette sig hos mig.
På byggetomten vokser også dagpragtstjerner, som jeg som tidligere nævnt elsker, når de blomstrer i tæppevis her i skærsommeren. For mig er de lige så vidunderlige som hyld og lupiner, hvoraf sidstnævnte i hvert fald delvis bliver betragtet som en ukrudtsplante. Sådan en skrænt med lupiner og dagpragtstjerner bliver jeg helt henført af. Dem behøver jeg dog ikke grave op og plante igen – dagpragtstjerner skal nok så sig selv fra de frø, jeg kan skaffe.
Men kids? Don’t try this at home. Lad være med at gå ud og grave vilde planter op, ikke? Lige præcis primula kan man til nød dele og tage halvdelen af, men lad som udgangspunkt blomsterne stå, der hvor de skal være. Hvis de bliver massakreret af en byggeplads, er det dog noget andet.
Dahlierne gror energisk i midterbedet, hvor de står i varme, sol og fugtighed. Der er ikke kommet så mange ud af mine anstrengelser, men til gengæld ser de ud til at trives gevaldigt. Der er efterhånden godt fyldt i bedene, og for at jeg ikke skal jokke på et eller andet, begynder det at blive meget akrobatisk, når jeg skal ind for at luge, så eller plante småplanter ud.
Forestil jer en bredstående yogaøvelse med halvanden meter mellem fødderne og måsen i vejret. Det er sikkert et yndigt syn.
Dahlier gror i øvrigt ret meget som kartofler. Man kan så vidt jeg ved også spise knoldene, men det virker nu ikke så tillokkende.
Jeg får tulipanløg hjem i rå mængder i disse uger, men de skal heldigvis tørre og visne ordentligt ned, før de skal lægges til efteråret. Jeg ville lige nu ikke rigtigt magte at skulle finde en sikker plet mellem de mange knolde og småplanter, som jeg har flyttet ud.
Weekenden har budt på en dejlig overraskelse, som jeg næsten bogstaveligt stod og hvinede og klappede af fryd over: Nogle irisfrø, som jeg havde opgivet, ser alligevel ud til at komme. Jeg købte dem i efteråret, såede dem møjsommeligt i såbakker med minidrivhuslåg, installerede dem på altanen og nussede om dem, sørgede for vand og sol, tog låget af og satte det på igen – og der skete absolut nada, da foråret kom. Ikke en spire >:(
Da jeg for et par uger siden raidede altanen og proppede alle småplanter i jorden, gravede jeg også irisfrøene op for at se, om der dog ikke var skyggen af liv – og det var der. Netop en skygge. En lille grøn prik på ét af frøene. Så røg de i jorden, fordi jeg alligevel nægtede at smide det hele ud efter et halvt års børnepasning, og fandme, om ikke der nu stikker små spidse blade op FIRE steder dernede.
Yay!
Til gengæld kommer vist ingen af de andre frø, jeg havde købt og sået ved samme lejlighed. Det var to slags etageprimula og en lysegul penstemon, og de ville have været yndige i mit sumpbed, men jeg tror ikke meget på dem. Hvis I hører et brøl fra Midtsjælland, er det bare mig, der har fundet nogle overlevere.
Og så er maj næsten gået. Jeg gik rundt som en løve i februar-marts, fordi jeg sådan manglede blomster, og lige pludselig er det juni om et øjeblik. Ud over yogaen dyrker jeg crossfit med vandkander – 120-150 liter hver aften i øjeblikket. Til sankthans er jeg totalt rippet.
Så blev det endelig lunere, og dermed har jeg kunnet komme videre med at plante ud fra drivhuset aka. soveværelset. Den sidste del af april og første del af maj har været så kold, at jeg hverken har kunnet plante de sarte planter ud, så nye ting eller være udenfor uden vinterfrakke og vanter, så der har ikke rigtigt været andet end brok at blogge om. Seriøst, hvad sker der for, at der ikke er nyheder i en have hele den første halvdel af maj?! Se bare billedet herover – kold, våd jord og lukkede tulipaner :/
Men NU er der sket ting i Signes lund. Siden weekenden har jeg været i gang med at flytte ud og afhærde småplanter, og de fleste er foreløbig overlevet. Listen omfatter (bl.a.):
15 lyserøde tallerkensmækkere
20 limegrøn vingetobak
20 pink vingetobak
20 edderkoppeplante
10 blandede lathyrus
8 mamelukærme
4 hvid tagetes
2 violette klatreranker, som er nået to meter i højden og bare ikke kan stå i vinduet længere
Limegrøn vingetobak klar til udplantning.
En del af det er røget i bedene, men jeg har stadig en mellemstation på altanen, hvor jeg kan pylre om de helt små lidt endnu.
Desuden er min engletrompet rykket udenfor – og den er ved at sætte blomster! Jeg er lige ved at implodere af stolthed.
De første tulipanbede er blevet ryddet for afblomstrede tulipaner. Jeg har møjsommeligt taget løgene op og sorteret dem efter farver og lagt dem til tørre. Det er formentlig sådan noget, man kun får gjort de første år, mens man stadig er ambitiøst genbrugs-guerillahavemenneske. Løgene har klaret sig forbavsende godt i betragtning af, at de har stået i sump, men jeg vil nu alligevel flytte dem et andet sted hen til næste år.
Det har været helt trist at gå og se på bedene de seneste par uger, for efter det første løgflor er det blevet grå og kedelig maj med bar jord, mens stauderne stadig er små. Det går jo ikke – det er meningen, at maj skal være årets store brag – så jeg må lige have det in mente, når jeg planlægger den kommende forårssæson.
I det mindste har det sene tulipanbed leveret et flammehav i en uges tid nu. Det holder så til gengæld fantastisk, fordi det har været så koldt. Noget godt er der da at sige om det.
Flammende El Niño-tulipaner (med bi) #nofilter
Og de første porcelænsyndige akelejer er begyndt at blomstre <3
Blå akeleje fra Tivoli, maj 2017. Kun 10 cm høj? Sært.
Jeg var for nylig ude at hente mine dahliaknolde (eller georginer om man vil) på vinterhotellet, fordi marts jo var så fin og lun – og så skal jeg ellers love for, at jeg siden har måttet rende og pylre. Da jeg først havde fået dem op af kassen, sorteret og gjort ved og plantet dem i henholdsvis potter og en stor, lys spirekasse på altanen, blev det frost. Og ikke bare frost – der har i den forgangne uge været både hagl og snebyger, rusk og storm. Mine stakkels knolde er således blevet taget ud af en kedelig, kølig og stabil temperatur i udhuset til nogle temperatursvingninger på 20-25 grader fra middagssol til morgenfrost. Argh.
Jeg har været ude med tæpper og puttet potterne som babyer, lagt låg på flamingokassen og glemt at tage det af igen, taget det af og glemt at lægge det på igen, overtrukket potterne med plasticposer med hul, kommet hjem om eftermiddagen til helt tilduggede potter, som gispede efter vejret og kommet ud om morgenen til helt udækkede potter, som jeg havde glemt at overdække igen. Forleden var jeg væk i et døgn, mens det haglede og sneede, og potterne stod ubeskyttet imens.
For lidt siden har jeg været ude at hælde vand ud af flamingokassen, så alle knoldene rullede rundt, fordi jeg havde overset, at der ikke var dræn i bunden, så det nok havde været smart med et låg mod regnen i nat.
Suk.
Det er nu stået på i nogle uger, og jeg er ærligt talt i tvivl om, om der nogensinde kommer planter ud af det. Man kan købe spirende dahliaknolde til en tyver i Fakta og fire færdige planter til en halvtredser i Bauhaus, og det er sgu snart nemmere end alt det her roderi. Når jeg alligevel prøver, er det naturligvis, fordi der er gået lidt sport i det. Knoldene kom hjem fra Tivoli i efteråret – store som håndbolde og med stængler så tykke som grene – og de havde vist nok båret store, flotte pink kaktusformede blomster (det er dem, der stritter). Det var i hvert fald dem, jeg lagde mærke til derinde. Det kunne være så fedt at få netop dem til at lykkes herude, men ellers dropper jeg det. De små forkølede fra byggemarkedet er ikke det samme.
Og der ER spirer i dahliapotterne. Jeg tør bare ikke rigtigt tro på det endnu. Måske får jeg to i år… Jeg håber!
Oh well. Det er nok lidt svært at undgå, at ungerne jorder blomsterne ned, når de render rundt. Jeg har fået en favnfuld påskeliljer af min trofaste leverandør, og de ville lyse dejligt op på græshøjen, hvor jeg kan se dem. Imidlertid er en hel del af dem foreløbig endt i min vase, fordi jeg har fundet dem knækket af ude på jorden. Måske er det skarnsstreger eller måske er det bare træthed i stilken hos de nyplantede blomster, som hang noget med hovedet lige efter plantning. Jeg håber det sidste og holder øje med, hvor ungerne løber, så jeg ikke sætter blomster lige midt på trækruten.
Nogle af dem har jeg selv plukket til den fine forårsbuket ovenfor som værtindegave. Det føles meget rigt at have så mange påskeklokker og påskeliljer, at man kan plukke af dem. Måske er det også det, ungerne oplever. Jeg håber, at der kommer små buketter hjem til mødrene i blokken.
*dyb indånding*
Jeg må for en sikkerheds skyld sørge for at plante så mange blomster, at det bliver kedeligt at hærge dem. Bare mine gule solhat kan få lov at stå i fred, går resten nok. Påskeliljer er ikke ligefrem sarte, så de kommer bare igen til næste år. Og se lige de forskellige slags, jeg efterhånden har samlet <3
Kummerne kan til gengæld fint stå i fred, så det er ikke fordi her generelt bliver hærget. De er så flotte lige nu – her for en uges tid siden.
Blomsterkummer 31. marts med krokus og minipåskeliljer
Det ser ud til, at sommeren bliver lige så fyldt med blomster, selv om jeg laver nogle rookie mistakes. Jeg har blandt andet lært, at vingetobak skal sås temmelig tyndt.
Overbefolkning i såpotten
Jeg har ikke tidligere prøvet at prikle, men eftersom såpotten var ved at eksplodere, måtte jeg jo til det. Da jeg havde priklet 22 limegrøn vingetobak, forærede jeg resten af spirerne til almindelig fordeling i familien. Så vidt jeg så, da jeg snuppede frøene, bliver hver plante en meters penge bred og høj, så der er vel grænser for, hvor mange man kan få plads til. Og det var kun de limegrønne til at begynde med. Jeg har også sået pink vingetobak, mamelukærme, edderkoppeplante (kald den dog cleome, den stakkels blomst), lathyrus, hvid tagetes, klatreranke og stedmoderblomst, så lige nu ligner min vindueskarm et mindre erhvervsgartneri.
Bagfra: Edderkoppeplante, grøn vingetobak, mamelukærme og pink vingetobak.Fra venstre: Grøn vingetobak, lathyrus, pink vingetobak og i forgrunden tagetes og flere lathyrus
Selv om det er blevet lidt råkoldt igen, har mirabellerne forstået budskabet og er sprunget ud i hvide skyer over mine staudebede, og tulipanerne står parat i boksen og afventer startskuddet om 3…2…
Der er kommet fine små blade på hostaskuddene, og rabarberne (alle seks knolde) har håndfladestore blade og korte røde stilke. Løjtnantshjerter og violfrøstjerner er pludselig 20-25 cm høje og har foldet sig ud med det yndigste løv i forskellige nuancer. Det ser ud til, at der både kan være hvide (neonlysegrønt løv) og lyserøde (mørkegrønt løv) løjtnantshjerter – ih!
Og så er de første lam kommet hos naboen. Der plejer at komme 20-25 stykker i løbet af læmmeugerne, så vi følger ivrigt med lige nu.
Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.
Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.
Aprilvejr i marts – øsregn over mosen
Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.
Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.
Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.
Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.
Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.
Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!
Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje
Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!
Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!
Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.
Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.
Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.
