Jeg googler lige nu variationer over temaet “blomster i maj og juni”. Det føles helt åndssvagt, for det burde være det tidspunkt, hvor der var fuldt flor i haven, men sidste år havde jeg en utålmodig stilstand i forsommeren, hvor løgene var blomstret af. Det så lidt træls ud med bar jord, slatne krokusblade og strittende, hovedløse tulipanstilke.
I efteråret såede jeg derfor studenternelliker og nogle enkelte hvide kongelys, som nu venter i småpotter på altanen. Desuden må jeg supplere med nogle sommerblomster, som kan lyse op, indtil stauderne kommer. Min nabo havde sidste år nogle søde, lyserødlige morgenfruer, som jeg fik frø af (formentlig Bronzed Beauty), og de burde også kunne times til juniblomstring.
Jeg håber, at det kan lykkes at dyrke mine lysende koboltblå bjergknopurt, som jeg fik taget frø af sidste år. Den blå farve er helt fænomenal. Imidlertid har jeg kun én plante, som jeg reddede fra massakre, før boligselskabet “klargjorde” en af gårdhaverne til den næste beboer – læs: jævnede den med jorden. Bjergknopurten burde kunne sås til april og i teorien blomstre allerede til juni, selv om den er en staude.
Juleroser i januar. Min have er aldrig holdt op med at blomstre. I december stod de sidste stauder, morgenfruer og endda gyldenlakker stadig i blomst. Nu har juleroserne overtaget.
Sidste år lavede jeg en logbog, hvor jeg hver uge registrerede udviklingen i altankasser og bede. Den er jeg så glad for i år. Eksempelvis kan jeg se, at der var masser af krokusskud og tulipanskud i januar, men ingen blomster før henholdsvis marts og april. De første staudespirer har jeg noteret en gang i marts.
Det er virkelig nyttigt for en utålmodig sjæl som mig, for jeg var ved at gå ud af mit gode skind over at gå og holde øje med de spirer. Patience, my young padawan. I denne vinter har jeg i øvrigt allerede i slutningen af december set spirer i blandt andet sankthansurt, men det har også været umanerligt lunt.
Jeg har i loggen også noteret en masse nyttige fejltagelser, eksempelvis komplet fejlplacering af yndige tulipaner i et bed, som svuppede af væde i den sene vinter. Tulipanerne kom, men de trivedes tydeligvis ikke. Der kom endda nogle ynkelige persiske vibeæg, som kæmpede for livet, men druknede. Persiske vibeæg foretrækker knastør og lun jord, og bedet var nærmest en mose. De rådnede allesammen og døde. Jeg kendte ikke jordbundsforholdene, da jeg satte dem, men det blev alt sammen noteret.
Hvis du er nybegynder i haven, kan jeg kun anbefale at sætte dig ind i dine jordbundsforholdene og vælge de planter, der trives på det pågældende sted. Anskaf Jane Schuls geniale havebog “Hvilken plante hvor” – det er en bibel. Hvis du sætter hortensia og kattehaler i tør, elendig jord med masser af byggeaffald, kommer du virkelig til at arbejde for dem. Hvis du sætter lavendler og salvie i den samme jord, bliver de lykkelige. I Trekroner er der virkelig tung og våd jord, så jeg må droppe de tørre middelhavsplanter undtagen i stendrænet langs bygningernes mure. Til gengæld kan jeg dyrke lige så mange hortensia, jeg gider.
I løbet af sommeren 2017 plantede jeg i stedet en masse aflæggere af primula i det ovennævnte mosebed sammen med løvefod, iris, hosta, japansk star og eng-nellikerod, og i efteråret satte jeg 60 almindelige vibeæg – de ternede hvide og purpur. Efter mine beregninger burde bedet eksplodere af lysegule kodrivere og blandede vibeæg en gang i begyndelsen af april.
Til min fryd er der kommet et paradisæbletræ hjem. Tænk, at man kan have blive nødt til at kassere paradisæbletræer! Så må det nødvendigvis blive adopteret af en ny, kærlig ejer. Træet er foreløbig flyttet ind i et af bedene i Trekroner, og så må vi forhandle med naboerne om den endelige placering. Den voldsomme rose til venstre skal i hvert fald holdes i skak, hvis det skal blive stående her. Jeg har puttet det godt med en dyne af græsafklip, så det ikke kommer til at fryse om fødderne her i januarkulden (når den nu endelig er kommet).
Ulempen er så, at jeg ikke ved en bjælde om frugttræer. Og tilsyneladende skal æbletræer helst beskæres i løbet af de første år for at få den rigtige vækstform – både almindelige æbler og paradisæbler. Træet er godt to meter højt, så mit gæt er, at det er tre år. Det er smalt med en tydelig midterstamme og korte sidegrene. Her kommer jeg så til kort. Mon det er et søjleæbletræ? Så skal jeg vel ikke give mig til at beskære det med djævlens vold og magt.
Eller hvad? Tænk, hvis jeg gør det forkert nu, og træet får en helt ulykkelig form, som det slet ikke skulle have haft? Eller hvis jeg lader stå for meget til, så det bare bliver 18 meter højt og aldrig kommer til at blive fint og kroget. Argh, hvor kan jeg gruble.
Jeg må vist have fat i en bog om beskæring, hvis jeg skal finde hoved og hale i det her.
På en strålende kold frostdag som denne bliver jeg sindssyg, hvis jeg skal være indendørs. Uanset om jeg får blå tæer og røde lår, render jeg rundt ude i timevis og labber sol i mig. Handyret forcerede i formiddags vores storskraldegård og hentede nogle juletræer til mig, og nu er flere bede nydeligt pakket ind i gran. Derefter gik vi tur med en saks og snuppede lidt stiklinger fra blandt andet guldpilen her under fuglekvidder og lunende sol i lækrogene.
Den der vinter kan godt droppe det nu – det kan alligevel ikke betale sig. Kom bare, forår.
Nu er haveåret begyndt igen, og guerillahaven går ind i sit tredje år. Billedet er faktisk fra 22. december, hvor krokusspirerne allerede stod sprøde og strittende i vintervarmen. Handyret og jeg har her til formiddag i fællesskab gravet cirka 300 efterladte, spirende tulipanløg ned i jorden. Løgene er efterkommere af Tivolis formidable El Niño-tulipaner, og de har ligget i mit skur siden forsommeren 2017. Det ene tog det andet efter sommerferien, og jeg fik aldrig lavet de utallige potter, som jeg havde tænkt. I stedet er de fleste af løgene nu røget i jorden, og jeg håber på en benzineksplosion af orangerøde tulipaner til maj.
De største og flotteste løg er dog kommet i potter – både tulipanerne og hyacinter (lilla og pink) og påskeliljer (almindelige og Bridal Crown). Hvis du vil have fingre i nogle af dem, tager jeg dem med på Forårsplantemarkedet i Søborg 15. april. Bridal Crown-narcisserne deler sig helt enormt og bliver til tuer allerede første år. Dem vil jeg virkelig anbefale.
Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.
Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.
Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.
Jeg har nogle bestemte blomsteraversioner, som formentlig aldrig lader sig rokke. Eksempelvis kan jeg ikke fordrage orange tagetes og slet ikke sammen med røde pelargonier, sådan som de stod på den mest friserede måde i min farmors have.
Jeg kan ikke døje liljer, som i lighed med thujaer lugter af kirkegård og begravelse, og jeg er meget lidt begejstret for almindelige morgenfruer, som er så hysterisk skrigende orange, at jeg får helt stress i øjnene. Og sommerblomster som frøkenhat/zinnia er bare røvkedelige og har grimme og hysteriske farver.
Stive buskroser er i det hele taget bare nederen, især når de står alene i bede og især når de er postkasserøde (de er garanteret også fyldt med lus. Møgplanter).
Jeg elsker derimod blide pastelfarver, overdådig frodighed, romantik og cottagehaver, digitalis, pæoner, akelejer, katost og den slags. Der passer neonorange morgenfruer og skrigrøde roser jo ikke, vel? Og purpursolhatte er ligesom stolte kavalerer for… blomsteragtige. Tegneserieblomster. Irriterende. Sådan noget som børn tegner.
Hortensia (Limelight), også fra TivoliKatost vokser i rigelige mængder her. Yndig!
Ikke desto mindre må jeg konstatere, at acquired taste også findes inden for haver og at jeg pludselig tænker næææææh om blomster, der viser sig at være af en slags, jeg ellers ikke kan lide.
Hvide tagetes er eksempelvis rigtigt fine. Purpursolhatte er stadig stærkt irriterende, men se nu de hvide, som jeg fik fra Tivolis kasserede containere sidste år (White Swan? Måske?). Og dem på det øverste billede er jo egentlig også ret charmerende.
Hvide purpursolhat, juli 2017
Visse roser er endda okay, hvis det drejer sig om duftende, abrikosfarvede slyngroser. Morgenfruerne ‘Bronzed Beauty’ og ‘Pink Surprise’ er smukke og vil passe fantastisk ind i min sensommerhave – og minsandten om jeg nu ikke også har fundet zinnia, som jeg godt kan lide. Eksempelvis ligner ‘Pink Señorita’ jo nærmest en dahlia og kunne være noget nemmere at have med at gøre, hvis man ikke skulle vinteropbevare den.
Så måske udvikler smag i blomster sig også, ligesom tilvænning til koriander, som jeg de første gange afskyede for smagen af vaskepulver, men som jeg nu er kommet til at elske helt afsindigt.
Men orange tagetes… nope. Not gonna happen.
Til gengæld en anbefaling: Tag forbi Klunkerkranich, hvis I er Berlin. Det er den vildeste taghave på toppen af et p-hus. Råt, urbant, pallemøbler, badekar, skrammel og afskallet maling – og en helt overdådig frodighed. Der stod de lyserøde purpursolhatte med fantastisk udsigt over hustagene.
Lavendler ved nedkørslen til p-huset, juli 2017Have med udsigt, Klunkerkranich, juli 2017
Jeg har begået et plantetyveri af den tilladelige slags. Som udgangspunkt er jeg ellers fundamentalistisk med de vilde planter: Jeg vil kun tage frø, resten må naturen have lov at beholde, for ellers kunne vi hurtigt få ryddet anemoneskovene, engene osv. Men her i mit område er bulldozerne på vej til en byggetomt, og jeg har derfor været forbi for at evakuere planter, inden det hele bliver forvandlet til jord og beton. Det blev til en cykelkurv med kodrivere, og så håber jeg, at de vil indrette sig hos mig.
På byggetomten vokser også dagpragtstjerner, som jeg som tidligere nævnt elsker, når de blomstrer i tæppevis her i skærsommeren. For mig er de lige så vidunderlige som hyld og lupiner, hvoraf sidstnævnte i hvert fald delvis bliver betragtet som en ukrudtsplante. Sådan en skrænt med lupiner og dagpragtstjerner bliver jeg helt henført af. Dem behøver jeg dog ikke grave op og plante igen – dagpragtstjerner skal nok så sig selv fra de frø, jeg kan skaffe.
Men kids? Don’t try this at home. Lad være med at gå ud og grave vilde planter op, ikke? Lige præcis primula kan man til nød dele og tage halvdelen af, men lad som udgangspunkt blomsterne stå, der hvor de skal være. Hvis de bliver massakreret af en byggeplads, er det dog noget andet.
Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.
Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.
Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?
Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.
Status:
Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.
Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.
Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.
Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.
Jeg er lidt i en venteposition lige nu, for første hold forårsblomster skyder lystigt op, og andetholdet er stadig for sarte til at blive plantet ud. Forleden kom handyret dog hjem fra Tivoli med tre kasser hyacinter, som han havde fisket op af en container. Tre forskellige farver og en bil, som hørmede af wunderbaum. Meget overvældende. Jeg kan ikke døje lugten af hyacinter, liljer eller syrener indendørs, men de er dælme smukke at se på, og udendørs kan den kraftige duft bedre gå.
Lyserøde hyacinter. Ingen ide om sort og navn, men de er fine.
Der var omkring 40-50 af hver slags, og jeg har sat de lysrosa nede i et bed, som allerede indeholder abrikosfarvede Tivoli-påskeliljer og en del perlehyacinter. Hyacinterne blev gravet et spadestik ned, og de har både fået sand og alt muligt, så de burde komme jublende igen til næste år. Naboerne har fået nogle stykker, og min familie aftager resten (jaaaa!).
Det ser lidt værre ud for de fritillaria persica (persisk vibeæg), jeg fik hjem sidste år. Jeg har bare gravet dem ned et sted, som senere viste sig at være tungt, vådt og leret, hvilket vil sige nogenlunde det modsatte af planternes ønske. Ikke desto mindre har de mast nogle forkrøblede spirer op af jorden for at prøve at overleve. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lover at tage jer op og flytte jer til dejlig lun og tør sandjord, når sæsonen er forbi. Måske burde jeg gøre det allerede nu, dunno, men om en måneds tid kan jeg i hvert fald nok gøre det. Her føler jeg mig virkelig som en novice – burde jeg give dem kunstigt åndedræt og nødflytte dem til en sandkasse, indtil de selv visner, eller bør jeg bare lade dem stå og flytte dem til bedre vilkår senere? Fisk…
Tulipanerne burde heller ikke komme i det våde bed, men det gør de altså – fine lyserøde og lysegule. Enkelte af dem klasker dog sammen, formentlig af råd ved jordoverfladen, og dem graver jeg løbende op og lægger til tørre. Nøj, de er flotte. Så er jeg ligeglad med, at det er et mas at grave dem op og sætte dem igen.
I et af de mere tørre bede stod tulipanerne knejsende flot for så at skvatte sammen allesammen forleden, da der var nattefrost. Jeg blev lidt forskrækket, men de rejste sig igen. Helleborus (påskeklokker) gør det samme, så man skal åbenbart bare lære, hvordan planter tænker.
Tulipanbed efter nattefrost i april. De rejste sig heldigvis igen.
Jeg forstår dog ikke altid, hvordan planter opfører sig. Her har jeg eksempelvis sået tre slags tallerkensmækkere på samme dag. De er købt hos samme forhandler, står på samme sted, har fået samme jord og lige meget vand, sol og plads. Alligevel er én slags kommet for fulde gardiner, mens de to andre er i dvale. Dafuq?
Tre slags tallerkensmækkere. Kun én er spiret. Farven burde være eneste forskel. Que?
Fra samme forhandler købte jeg bla. klokkeranke, stedmoderblomst og hornvioler i vinter. Jeg såede alle tre slags på samme dag i februar. 11 frø af klokkeranke, violet og hvid, og de er blevet til to levedygtige planter – kun violet. Hornviolerne spirede aldrig trods intensiv opmærksomhed, vand og kunstigt lys. Stedmoderblomsterne spirede fint, og så gik de i stå. Forleden smed jeg bakken ud, da der efter tre måneder stadig kun stod kimplanter. Så er det altså nemmere og noget mere pladsbesparende for mig at købe en bakke med ti stk. til 18,- i Rema og sætte dem i en krukke. Og i øvrigt billigere, når de ikke bliver til noget. Note to self: Man gider ikke så hornvioler og stedmoderblomster.
Nuvel, men så var det jo, at det gerne måtte blive varmere, så jeg kunne komme ud at nyde foråret. Jeg har lagt trægulv på min altan, som er skabt med et praktisk, skridsikkert og iskoldt/brandvarmt metalunderlag, og det har nogenlunde forbedret min livskvalitet med 419 procent. Så var det bare foråret, vi kom fra, thank you very much…
Nyt teaktræsgulv på altanen. Til venstre kan man skimte det oprindelige underlag af metal.
