Den forsømte midsommer

Kender I det, når man kigger væk et øjeblik, og pludselig er hele haven løbet sin vej?

Jeg er i den fase af mit arbejdsliv, hvor man kan komme ud af en måned med 65 overarbejdstimer og hvor man har set sine kolleger mere end sine børn. Det er helt stressende for mig, at juni allerede er slut, og selv om jeg har prøvet at nyde midsommeren og resultaterne af anstrengelserne i haven, er det hovedsageligt blevet til et kvarter på altanen i de sidste solstråler. Lige pludselig er alting således groet en halv meter højere derude; jeg fik ikke samlet frø af helleborus, fordi de smed det hele, mens jeg var på arbejde på folkemøde på Bornholm, og der er langt græs under alle buskene, hvor jeg møjsommeligt fjernede det i foråret.

Gyldenlak og selvsået sennep (?)

Nuvel, jeg har snart sommerferie, og så vidt jeg kan se, er der nogenlunde overlevelse rundt omkring på arealerne. Der er kommet ottehundrede blomster i den grøftekant, vi såede i foråret, der er tæpper af de mest eksotiske valmuer, dahlierne er lige ved at springe ud, violfrøstjernerne svajer med skudklare lilla skyer i 180 cm’s højde, og noget, jeg troede var anisisop, er sprunget ud med de mest hypnotiserende blå aks og er vist nok staudesalvier. Der er også kommet digitalis, som dog allesammen er blevet cirka 40 cm og ikke en meter, som jeg havde forventet, og lavendelstiklingerne langs muren trives og har sat i alt én blomst.

Lavendelhæk, juni 2017. Vi vender tilbage.

Så i overvejende grad har det, jeg prøvede at få til at virke, virket, selv om det måske er blevet mindre overdådigt nogle steder. Skulderklap til mig selv og til handyret, som i april og maj slæbte så mange kubikmeter vand, at han ikke behøvede at dyrke yderligere crossfit. Og man må i det mindste sige, at det i øjeblikket ikke er nødvendigt at vande.

Bonsai-digitalis

De stjaalne Kodrivere

Jeg har begået et plantetyveri af den tilladelige slags. Som udgangspunkt er jeg ellers fundamentalistisk med de vilde planter: Jeg vil kun tage frø, resten må naturen have lov at beholde, for ellers kunne vi hurtigt få ryddet anemoneskovene, engene osv. Men her i mit område er bulldozerne på vej til en byggetomt, og jeg har derfor været forbi for at evakuere planter, inden det hele bliver forvandlet til jord og beton. Det blev til en cykelkurv med kodrivere, og så håber jeg, at de vil indrette sig hos mig.

På byggetomten vokser også dagpragtstjerner, som jeg som tidligere nævnt elsker, når de blomstrer i tæppevis her i skærsommeren. For mig er de lige så vidunderlige som hyld og lupiner, hvoraf sidstnævnte i hvert fald delvis bliver betragtet som en ukrudtsplante. Sådan en skrænt med lupiner og dagpragtstjerner bliver jeg helt henført af. Dem behøver jeg dog ikke grave op og plante igen – dagpragtstjerner skal nok så sig selv fra de frø, jeg kan skaffe.

Men kids? Don’t try this at home. Lad være med at gå ud og grave vilde planter op, ikke? Lige præcis primula kan man til nød dele og tage halvdelen af, men lad som udgangspunkt blomsterne stå, der hvor de skal være. Hvis de bliver massakreret af en byggeplads, er det dog noget andet.

Der er hak i musikken – vi vender tilbage…

Jeg føler mig lidt som en komponist, som udarbejder et komplet værk fra det første anslag til finalen. Lige nu står koret og symfoniorkestret så ganske vist og venter på mine ideer, mens publikum begynder at rykke sig utålmodigt i stolene. Der er masser af visne blade efter løgenes første sats og masser af knopper, som antyder den kommende staudesats.

Men næsten ingen blomster, mest grønt og bar jord. Hrmf.

Så løg er åbenbart noget med blomster i marts, april og maj, og stauder er noget med blomster i juli, august og september. Det svære tidspunkt er  slutningen af maj og begyndelsen af juni (dafuq? Er det ikke der, alting blomstrer?).

Højgravide helleborus, men det hjælper jo ligesom ikke, vel?

Til næste år bliver der således behov for noget, som kan blomstre efter tulipaner, hyacinter og påskeliljer, før valmuerne, sommerblomsterne og stauderne overtager, kan jeg godt se. Akelejerne pipper lidt i et af bedene, men de har endnu ikke fået et omfang, hvor de kan trænge igennem.

Det er åbenbart her, de toårige kommer ind i billedet. En del af dem blomstrer netop på mellemtidspunktet, og de er åbenbart ret nemme at have med at gøre, bare man er tålmodig. De kommer først til næste år, så man sår dem som investering.

Jeg har overtaget omkring 50 planter af gyldenlak i tre forskellige farver, og især de purpurrøde vil være smukke sammen med akelejerne. Det kan blive en fin løsning til næste forår, hvis ellers gyldenlakkerne vil vokse omme i det lidt tunge bed. Lige nu står de og kommer sig efter flytningen på et mere gennemarbejdet sted. Ellers må jeg sætte min lid til, at akelejerne overtager efterhånden. De lader ikke til at være svære at overtale, så jeg kan formentlig få hele tæpper af akelejer, hvis de får at brede sig.

Purpurlillaorange gyldenlak

Desuden har jeg fået en haveejer med judaspenge til at lade nogle stykker stå til at udvikle frø. De voksne mener vist, at judaspenge er ukrudt, men det er jeg lidt ligeglad med – de er fine. Løvefod opfører sig også som ukrudt, og den bruger vi som staude. Jeg har allerede løvefod nok til at kunne dække hele boligforeningen med grønt, og de triste gravsteder af barkflis må gerne overtages af noget levende.

Så til næste år håber jeg at have judaspenge, akelejer og gyldenlak i forsommeren, inden stauderne rigtigt kommer i gang. Jeg har desuden nogle løjtnantshjerter, som blev behandlet lidt brutalt sidste år, da de blev sat. Jeg troede faktisk, at de var kreperet, men de er overlevet og skal formentlig lige have lov at etablere sig i de kommende år.

Apropos ukrudt er jeg bedåret af dagpragtstjerne, som vist heller ikke er comme il faut i haven. Men gå lige ud til grøftekanterne og se på dem. Et hav af lyserøde blomster sammen med lupinerne – what´s not to like?