Vi har bygget et orangeri ved sommerhuset. I skrivende stund er det ikke helt færdigt, men det er dog så langt, at der er tag på og tilstrækkeligt mange vægge til at det giver varme. Vi har en del fødselsdage i august, og et par af dem slår vi nu sammen i en indvielse.
Selve byggeriet fortjener imidlertid en fortælling. Det har taget et år at nå hertil. Det havde vi nok aldrig forestillet os og havde vi vidst det, havde vi muligvis givet op på forhånd. Men sådan så gården altså ud i august 2019:
Det var en kedelig betonterrasse med et kedeligt rødmalet flethegn, som omkransede hele gården og i øvrigt var bevokset med en gevaldig kravlebusk af den type, som gror i alle skolegårde og kommunale anlæg. Vi brugte den aldrig, og det var bare en død zone på grunden. Den skulle naturligvis gøres til orangeri, drømte vi.
Som sagt, så gjort. Vi begyndte med at nedkæmpe den trælse busk og fjerne flethegnet.
Det var oprindeligt vores naive plan at bruge hegnets bærestolper til at bygge drivhus ud fra, men det viste sig, at de alle var pilrådne ved basen.
Herefter gik vi lidt i sort, og projektet lå stille i en rum tid. Men så hankede vi op i os selv, fik en aftale med en entreprenør med en gravemaskine og anskaffede byggematerialer til fundamentet.
Byggematerialerne bestod af kampesten fra den lokale genbrugsstation og cement / støbemix, som vi fik leveret som big bags på adressen
Vi lånte en betonblander og inviterede et stærkt sjak af familiemedlemmer, og så regnede vi med at det ville komme til at gå rimeligt nemt.
Det gjorde det ikke. Og hvis du nogensinde har prøvet at bygge noget som helst, vil du vide, hvad jeg taler om. Der er intet med et selvbyggerprojekt, som foregår nemt. Det gælder om at være ydmyg fra første skridt og have rigtig, rigtig god margin. Det havde vi ikke, og vi har godt nok fået mange lektioner i ydmyghed undervejs.
Vi valgte eksempelvis omtrent den varmeste dag i 2019 til at udføre delprojektet med at bygge fundament. Allerede fra morgenstunden kunne vi mærke det, da entreprenøren kom og gravede randfundament omkring terrassen.
Undervejs fik vi nogle små overraskelser eksempelvis at kloakledningerne ikke lå, hvor husets tekniske tegninger viste det, men derimod midt i hvor gravemaskinen gravede. Heldigvis nåede han at opdage det, inden han gravede dem over, men det udfordrede jo vores planer om fundamentet lidt. Derfor er der i dag en dør med kvadrer lagt direkte i jorden som dørtrin, så de kan flyttes, hvis vi skal tilgå ledningerne i jorden.
Om formiddagen indfandt arbejdssjakket sig. To mand bemandede betonblanderen, to mand byggede med kampesten og én slæbte i rutefart betonbøren frem og tilbage. I 8-10 timer i 30 graders varme.
Det var fuldstændig overmenneskeligt.
Da aftenen faldt på, endte vi alle med at køre direkte ned på badebroen og gå i vandet med tøj på og en sæbe og skrubbe os derude. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor beskidte og trætte vi var – selv jeg, som ikke kunne deltage i selve arbejdet på grund af overbelastede arme.
Hele dagen rendte jeg rundt og forsøgte at bidrage med at komme med kolde drikke, frokost, chips og så videre. Arbejdssjakket knoklede, som havde de bygget pyramiderne.
Og om aftenen havde vi et støbt fundament, som var en middelalderdomkirke værdigt.
Så var det værste overstået, tænkte vi. Endnu engang: Den slags tanker hører ikke til i et selvbyggerprojekt. Men vi var glade og naive i øjeblikket 😁