Måned: juni 2018

Jeg har to haver for tiden; en virkelig afbrændt, som ligner noget fra den californiske sydkyst, hjemme ved boligblokken og en skyggefuld skovhave ved sommerhuset. Det er lidt personlighedsspaltet (ikke skizofrent, vel? Det holder vi op med at bruge som udtryk lige nu, okay?). I praksis har jeg opgivet den afsvedne boligblokhave og koncentrerer mig om sommerhushaven mellem de høje træer. Der kommer netop nu en velsignelse af ribs, solbær, kirsebær og skovjordbær fra gamle solide buske, som kan finde vand en kilometer nede i jorden. Det er så skønt 😍

Jeg har til gengæld også arvet omkring ti kilometer brændenælderødder, som jeg tålmodigt hiver op meter for meter. Brændenælder giver en fortrinlig gødning, hvis man smider dem i en spand vand, men det stinker helt absurd. Lugten kan bedst sammenlignes med de hvide betændte propper, man nogle gange kommer til at rømme op fra mandlerne 😣 Det er pænt frastødende, men gødningen er effektiv. Mine dahlier stortrives og strækker sig velbehageligt i bede og krukker.

Jeg har myrdet to af de tre trøstesløse roser, som stort set udgjorde hele blomsterfloret, inden vi rykkede ind. Generelt har jeg det svært med roser, og jeg gider slet ikke kigge på en duftløs, nylonagtig laksepink rose, som heller ikke trives som plante. Den sidste viser imidlertid lidt iboende energi og skyder en del, så den for foreløbig lov at stå.

Farven er røvsyg, men busken kan vel skygge lidt på jorden, indtil mine stauder og bunddækkende krydderurter vokser op.

Jeg glæder mig til sommerferie, hvor jeg kan gå og nusse om mine babyer. Jeg har allerede sendt potterne i forvejen og stillet dem i skyggen, godt gennemvandet. De har overlevet min sydvendte, hårdtstegte altan i de seneste to måneder, så de må kunne klare sig, indtil mor kommer. Blandt andet har jeg sukkerrør og rosengeranier, og de står nok bare og gasser sig i varmen.

Denne studenternellike er et helt lille mirakel, for nu har vi nået midten af juni, hylden er brændt af, jorden er brændt af, stauderne falder sammen om hænderne på mig omkring boligblokken, og de små sommerblomster opgiver gispende ævred. De fleste haveejere går vist bare nu og prøver at redde det vigtigste – nyplantede frugttræer og den slags – mens tørken bare bliver ved. Det er faktisk ikke helt sjovt længere. Jeg har mistet fine hortensi- og pibevedstiklinger, som ellers var i sund vækst, mere eksotiske indslag som sommerfuglekarse er døde i kummerne, og selv en chiliplante er ved gud omkommet af tørke, selv om jeg var over dem med få dages mellemrum. 2018 er ikke just en sommer for krukkehaven.

Vi må jo se på de lyse sider, og det er i hvert fald varmt nok til dahlierne og tørt nok til at holde dræbersnegle væk (som om! Det er iberiske skovsnegle.. altså spanske, ja? De kan godt tåle tørke og varme. Men i det mindste gnaver de ikke i mine spirende dahlier lige nu). Jeg slæber vandkander, så jeg er ved at snuble ned ad den udvendig metaltrappe fra min lejlighed. Der er desværre ingen udvendig vandhane i boligblokken, og regnvandstønden er tømt for en måned siden. Det kan lige lykkes at holde æbletræer, dahlier og engletrompeter i live, men mine omhyggelige staudebede fra sidste år er cirka 100 mm regn bagud. Sidste år druknede det hele nærmest. I år må jeg nok bare glæde mig over, at lavendler og sankthansurt har fået godt fat.