Ventetid, mens jorden er frysetørret

Foto: Retning mod vest. Til venstre monsterhøje birketræer i sydskellet. Fjernest handyr under birken i vesthjørnet. Marts 2018.

Jeg sidder med kaffe og en strålende solopgang lige i ansigtet og hører Cornelis Vreeswijk. Det kunne være værre. Den sibiriske blæst (chillfactor cirka -15) gør det ellers en anelse vanskeligt at nyde foråret lige nu, og jeg er indebrændt utålmodig for at komme i jorden. Udenfor omkring Sidselsminde står små stædige tuer af vintergækker, som jeg nåede at flytte, inden kulden for alvor slog til. De har heldigvis overlevet den barske behandling at blive flyttet inden blomstringen, og de skal få lov at befolke jorden i hele min udsigt fra stuevinduerne.

Mens jeg venter på foråret, laver jeg lister. Sommerhushaven er som tidligere nævnt overgroet som et gammelt eventyrslot, hvor tiden er stået stille i årtier. Vi har fældet de første fistne træer, som stod alt for tæt og nærmest var bare bortset fra en lille dusk grene otte meter oppe. De lignede træernes svar på en nytårsraket fra Harald Nyborg. Desuden har vi ryddet ud i det tætte krat af selvsåede hasselbuske, som takket være havens flittige egern skyder op over det hele.

I stedet har jeg plantet paradisæbletræer, rød hyld, mahonie og nogle små nåletræer, som kan blive holdt i ave i de kommende år. Dertil skal der så småningom komme bærbuske, blomstrende træer og vilde skovbundsplanter, som vi selv eller dyrene kan spise. Vilde planter fra den dansk natur – hæg, slåen, havtorn, pil, primula, ramsløg osv. Og så ryger nogle af de kolossale birke altså. Der står flere birketræer på 25 meter lige i vores sydsol, og hvor flotte og sunde de end er, kommer de godt nok til at tage meget af lyset, når bladene kommer.