På en strålende kold frostdag som denne bliver jeg sindssyg, hvis jeg skal være indendørs. Uanset om jeg får blå tæer og røde lår, render jeg rundt ude i timevis og labber sol i mig. Handyret forcerede i formiddags vores storskraldegård og hentede nogle juletræer til mig, og nu er flere bede nydeligt pakket ind i gran. Derefter gik vi tur med en saks og snuppede lidt stiklinger fra blandt andet guldpilen her under fuglekvidder og lunende sol i lækrogene.
Den der vinter kan godt droppe det nu – det kan alligevel ikke betale sig. Kom bare, forår.
Nu er haveåret begyndt igen, og guerillahaven går ind i sit tredje år. Billedet er faktisk fra 22. december, hvor krokusspirerne allerede stod sprøde og strittende i vintervarmen. Handyret og jeg har her til formiddag i fællesskab gravet cirka 300 efterladte, spirende tulipanløg ned i jorden. Løgene er efterkommere af Tivolis formidable El Niño-tulipaner, og de har ligget i mit skur siden forsommeren 2017. Det ene tog det andet efter sommerferien, og jeg fik aldrig lavet de utallige potter, som jeg havde tænkt. I stedet er de fleste af løgene nu røget i jorden, og jeg håber på en benzineksplosion af orangerøde tulipaner til maj.
De største og flotteste løg er dog kommet i potter – både tulipanerne og hyacinter (lilla og pink) og påskeliljer (almindelige og Bridal Crown). Hvis du vil have fingre i nogle af dem, tager jeg dem med på Forårsplantemarkedet i Søborg 15. april. Bridal Crown-narcisserne deler sig helt enormt og bliver til tuer allerede første år. Dem vil jeg virkelig anbefale.
Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.
Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.
Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.
Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.
Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.
Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.
Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.
På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.
Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.
Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016
Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.
Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:
Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.
Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.
Jeg har aldrig haft en have, før jeg flyttede hertil, men jeg har læst omkring en million sider på nettet og sukket efter at få afløb for mine kriblende grønne fingre. Gennem en del år har jeg dyrket krukker på altanen, og nu og da har jeg kunnet skaffe mig lidt jord at så på, mens jeg boede inde i byen, men det var aldrig rigtigt nok. Nogen burde virkelig udvikle en datingside, som kunne kombinere havehungrende mennesker med folk med for megen og uoverskuelig have.
Pludselig var lejligheden her. Vi flyttede til et lejlighedskompleks med forsømte fællesområder, og min kæreste fik næsten samtidig ansættelse i Tivoli, hvor sæsonens blomsterløg, bunddækkeplanter og stauder blev sat til side til afhentning af interesserede medarbejdere. Planter + braklagte områder = have! Kæresten hjembragte, hvad han kunne bære. Jeg delte sirligt tulipanløg, hyacinter og påskeliljer og lagde dem til tørre under et halvtag, og jeg studerede de hjemkommende stauder og prøvede at regne ud, hvad det var. Min mor fik mange sms’er med “hva’ deeeet?” – eksempelvis denne:
Svaret er, at det en hestemynte eller hestemonarda, som i øvrigt en er fin duftende og spiselig staude, som har været brugt som te og medicinplante. Jeg anede det ikke. Det gjorde min mor vist i øvrigt heller ikke, eller også kunne hun ikke genkende den ud fra billedet. Jeg fandt i hvert fald oplysningerne ved at google “pink staude” 😀
Disclaimer: Jeg har lovet min ærekære mor at understrege, at hun guddødeme godt kunne genkende den, da jeg spurgte. Hrmf! Fair nok. JEG anede det ikke, og jeg googlede i hvert fald 😉
Da det efterhånden stod klart, at adgangen til nye planter var konstant og ret omfattende, måtte jeg jo i gang med at undersøge forholdene lidt nærmere. Vi løsnede op i den tunge, våde jord under barkflisen, gravede render og drænede, så jeg med bævende hjerte kunne sætte flotte, saftspændte tulipanløg.
Tulipanløg i højbed, september 2016
Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt og komme ned forbi, når vi gik og munkede. De spurgte interesseret og kom med forslag, og det viste sig, at flere gerne ville være gået i gang, men ingen rigtigt havde fået gjort noget. En dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste – blandt andet denne på billedet – ned til en meters højde, så der kunne blive plads til mine udfoldelser i det bed, som åbenbarede sig nedenunder.
Forvokset tjørn, som kvæler alt om sig, sensommer 2016.
Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.
Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 planter på fællesområderne, og jeg havde samlet så mange frø, jeg overhovedet kunne, til det kommende år. Vi havde plantet kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, akelejer, hindbærbuske, violfrøstjerne, kardinallobelia og salvie. Jeg havde sat løg af tulipaner, hyacinter, påskeliljer, krokus, perlehyacinter, erantis, balkananemone, vintergækker og rosenprydløg. I såbakker på altanen stod sankthansurt, iris, etageprimula og stokroser og ventede på foråret.
