Måned: januar 2018

Forberedelser til juniblomstring

Jeg googler lige nu variationer over temaet “blomster i maj og juni”. Det føles helt åndssvagt, for det burde være det tidspunkt, hvor der var fuldt flor i haven, men sidste år havde jeg en utålmodig stilstand  i forsommeren, hvor løgene var blomstret af. Det så lidt træls ud med bar jord, slatne krokusblade og strittende, hovedløse tulipanstilke.

I efteråret såede jeg derfor studenternelliker og nogle enkelte hvide kongelys, som nu venter i småpotter på altanen. Desuden må jeg supplere med nogle sommerblomster, som kan lyse op, indtil stauderne kommer. Min nabo havde sidste år nogle søde, lyserødlige morgenfruer, som jeg fik frø af (formentlig Bronzed Beauty), og de burde også kunne times til juniblomstring.

Jeg håber, at det kan lykkes at dyrke mine lysende koboltblå bjergknopurt, som jeg fik taget frø af sidste år. Den blå farve er helt fænomenal. Imidlertid har jeg kun én plante, som jeg reddede fra massakre, før boligselskabet “klargjorde” en af gårdhaverne til den næste beboer – læs: jævnede den med jorden. Bjergknopurten burde kunne sås til april og i teorien blomstre allerede til juni, selv om den er en staude.

Frøoversigten – min foreløbige beholdning

Jomfru i det grønne

Kornblomster, blandede farver

Valmuer, blandede farver

Morgenfruer, almindelige

Morgenfruer, lyserøde

Amarant/rødlilla callaloo

Dagpragtstjerne

Bjergknopurt

Stolt kavaler, magenta

Stolt kavaler, stribede

Hvid tagetes

Vingetobak

Solsikker, blandede farver og størrelser

Digitalis

Natviol

Akelejer

Primula/kodrivere

Stokroser

Dahlier, blandede farver

Høgeskæg

Moskuskatost

Mamelukærme

Edderkoppeplante

Fornøjelsen ved glemsomhed

Det er en fornøjelse at være distræt havenusser. Jeg har nok haft en plan, men den er for længst glemt, så lige nu kommer der uventede skud af løgblomster op allevegne. Nogle er til at genkende som de lange, smalle blade af våriris – og naturligvis disse små dejligheder, som er i gang med at rette de gule hoveder op. Andre bliver en glædelig overraskelse, når resultatet viser sig. Jeg tror, at jeg kan genkende vintergækkerne på deres grågrønlige tone, og jeg ved, at der må være minipåskeliljer, hyacinter, perlehyacinter og krokus. Måske er der endda nogle overlevende tulipaner? Det bliver en fryd at følge.

Erantis hedder i øvrigt vintergäck på svensk. Vintergækker hedder snödroppar.

Blomstring i januar

Juleroser i januar. Min have er aldrig holdt op med at blomstre. I december stod de sidste stauder, morgenfruer og endda gyldenlakker stadig i blomst. Nu har juleroserne overtaget.

Sidste år lavede jeg en logbog, hvor jeg hver uge registrerede udviklingen i altankasser og bede. Den er jeg så glad for i år. Eksempelvis kan jeg se, at der var masser af krokusskud og tulipanskud i januar, men ingen blomster før henholdsvis marts og april. De første staudespirer har jeg noteret en gang i marts.
Det er virkelig nyttigt for en utålmodig sjæl som mig, for jeg var ved at gå ud af mit gode skind over at gå og holde øje med de spirer. Patience, my young padawan. I denne vinter har jeg i øvrigt allerede i slutningen af december set spirer i blandt andet sankthansurt, men det har også været umanerligt lunt.

Jeg har i loggen også noteret en masse nyttige fejltagelser, eksempelvis komplet fejlplacering af yndige tulipaner i et bed, som svuppede af væde i den sene vinter. Tulipanerne kom, men de trivedes tydeligvis ikke. Der kom endda nogle ynkelige persiske vibeæg, som kæmpede for livet, men druknede. Persiske vibeæg foretrækker knastør og lun jord, og bedet var nærmest en mose. De rådnede allesammen og døde. Jeg kendte ikke jordbundsforholdene, da jeg satte dem, men det blev alt sammen noteret.

Hvis du er nybegynder i haven, kan jeg kun anbefale at sætte dig ind i dine jordbundsforholdene og vælge de planter, der trives på det pågældende sted. Anskaf Jane Schuls geniale havebog “Hvilken plante hvor” – det er en bibel. Hvis du sætter hortensia og kattehaler i tør, elendig jord med masser af byggeaffald, kommer du virkelig til at arbejde for dem. Hvis du sætter lavendler og salvie i den samme jord, bliver de lykkelige. I Trekroner er der virkelig tung og våd jord, så jeg må droppe de tørre middelhavsplanter undtagen i stendrænet langs bygningernes mure. Til gengæld kan jeg dyrke lige så mange hortensia, jeg gider.

I løbet af sommeren 2017 plantede jeg i stedet en masse aflæggere af primula i det ovennævnte mosebed sammen med løvefod, iris, hosta, japansk star og eng-nellikerod, og i efteråret satte jeg 60 almindelige vibeæg – de ternede hvide og purpur. Efter mine beregninger burde bedet eksplodere af lysegule kodrivere og blandede vibeæg en gang i begyndelsen af april.

Paradisæblegrubleri

Til min fryd er der kommet et paradisæbletræ hjem. Tænk, at man kan have blive nødt til at kassere paradisæbletræer! Så må det nødvendigvis blive adopteret af en ny, kærlig ejer. Træet er foreløbig flyttet ind i et af bedene i Trekroner, og så må vi forhandle med naboerne om den endelige placering. Den voldsomme rose til venstre skal i hvert fald holdes i skak, hvis det skal blive stående her. Jeg har puttet det godt med en dyne af græsafklip, så det ikke kommer til at fryse om fødderne her i januarkulden (når den nu endelig er kommet).

Ulempen er så, at jeg ikke ved en bjælde om frugttræer. Og tilsyneladende skal æbletræer helst beskæres i løbet af de første år for at få den rigtige vækstform – både almindelige æbler og paradisæbler. Træet er godt to meter højt, så mit gæt er, at det er tre år. Det er smalt med en tydelig midterstamme og korte sidegrene. Her kommer jeg så til kort. Mon det er et søjleæbletræ? Så skal jeg vel ikke give mig til at beskære det med djævlens vold og magt.

Eller hvad? Tænk, hvis jeg gør det forkert nu, og træet får en helt ulykkelig form, som det slet ikke skulle have haft? Eller hvis jeg lader stå for meget til, så det bare bliver 18 meter højt og aldrig kommer til at blive fint og kroget. Argh, hvor kan jeg gruble.

Jeg må vist have fat i en bog om beskæring, hvis jeg skal finde hoved og hale i det her.

Forårsstemning i frostvejr

På en strålende kold frostdag som denne bliver jeg sindssyg, hvis jeg skal være indendørs. Uanset om jeg får blå tæer og røde lår, render jeg rundt ude i timevis og labber sol i mig. Handyret forcerede i formiddags vores storskraldegård og hentede nogle juletræer til mig, og nu er flere bede nydeligt pakket ind i gran. Derefter gik vi tur med en saks og snuppede lidt stiklinger fra blandt andet guldpilen her under fuglekvidder og lunende sol i lækrogene.

Den der vinter kan godt droppe det nu – det kan alligevel ikke betale sig. Kom bare, forår.

Det tredje haveår er begyndt

Nu er haveåret begyndt igen, og guerillahaven går ind i sit tredje år. Billedet er faktisk fra 22. december, hvor krokusspirerne allerede stod sprøde og strittende i vintervarmen. Handyret og jeg har her til formiddag i fællesskab gravet cirka 300 efterladte, spirende tulipanløg ned i jorden. Løgene er efterkommere af Tivolis formidable El Niño-tulipaner, og de har ligget i mit skur siden forsommeren 2017. Det ene tog det andet efter sommerferien, og jeg fik aldrig lavet de utallige potter, som jeg havde tænkt. I stedet er de fleste af løgene nu røget i jorden, og jeg håber på en benzineksplosion af orangerøde tulipaner til maj.

De største og flotteste løg er dog kommet i potter – både tulipanerne og hyacinter (lilla og pink) og påskeliljer (almindelige og Bridal Crown). Hvis du vil have fingre i nogle af dem, tager jeg dem med på Forårsplantemarkedet i Søborg 15. april. Bridal Crown-narcisserne deler sig helt enormt og bliver til tuer allerede første år. Dem vil jeg virkelig anbefale.

Hyacinter nytårsaften 2017

Sidselsminde

Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.

Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.

Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.