Kategori: Uncategorized

Vi har bygget et orangeri ved sommerhuset. I skrivende stund er det ikke helt færdigt, men det er dog så langt, at der er tag på og tilstrækkeligt mange vægge til at det giver varme. Vi har en del fødselsdage i august, og et par af dem slår vi nu sammen i en indvielse.

Selve byggeriet fortjener imidlertid en fortælling. Det har taget et år at nå hertil. Det havde vi nok aldrig forestillet os og havde vi vidst det, havde vi muligvis givet op på forhånd. Men sådan så gården altså ud i august 2019:

Det var en kedelig betonterrasse med et kedeligt rødmalet flethegn, som omkransede hele gården og i øvrigt var bevokset med en gevaldig kravlebusk af den type, som gror i alle skolegårde og kommunale anlæg. Vi brugte den aldrig, og det var bare en død zone på grunden. Den skulle naturligvis gøres til orangeri, drømte vi.

Som sagt, så gjort. Vi begyndte med at nedkæmpe den trælse busk og fjerne flethegnet.

Det var oprindeligt vores naive plan at bruge hegnets bærestolper til at bygge drivhus ud fra, men det viste sig, at de alle var pilrådne ved basen.

Herefter gik vi lidt i sort, og projektet lå stille i en rum tid. Men så hankede vi op i os selv, fik en aftale med en entreprenør med en gravemaskine og anskaffede byggematerialer til fundamentet.

Byggematerialerne bestod af kampesten fra den lokale genbrugsstation og cement / støbemix, som vi fik leveret som big bags på adressen

Vi lånte en betonblander og inviterede et stærkt sjak af familiemedlemmer, og så regnede vi med at det ville komme til at gå rimeligt nemt.

Det gjorde det ikke. Og hvis du nogensinde har prøvet at bygge noget som helst, vil du vide, hvad jeg taler om. Der er intet med et selvbyggerprojekt, som foregår nemt. Det gælder om at være ydmyg fra første skridt og have rigtig, rigtig god margin. Det havde vi ikke, og vi har godt nok fået mange lektioner i ydmyghed undervejs.

Vi valgte eksempelvis omtrent den varmeste dag i 2019 til at udføre delprojektet med at bygge fundament. Allerede fra morgenstunden kunne vi mærke det, da entreprenøren kom og gravede randfundament omkring terrassen.

Undervejs fik vi nogle små overraskelser eksempelvis at kloakledningerne ikke lå, hvor husets tekniske tegninger viste det, men derimod midt i hvor gravemaskinen gravede. Heldigvis nåede han at opdage det, inden han gravede dem over, men det udfordrede jo vores planer om fundamentet lidt. Derfor er der i dag en dør med kvadrer lagt direkte i jorden som dørtrin, så de kan flyttes, hvis vi skal tilgå ledningerne i jorden.

Om formiddagen indfandt arbejdssjakket sig. To mand bemandede betonblanderen, to mand byggede med kampesten og én slæbte i rutefart betonbøren frem og tilbage. I 8-10 timer i 30 graders varme.

Det var fuldstændig overmenneskeligt.

Da aftenen faldt på, endte vi alle med at køre direkte ned på badebroen og gå i vandet med tøj på og en sæbe og skrubbe os derude. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor beskidte og trætte vi var – selv jeg, som ikke kunne deltage i selve arbejdet på grund af overbelastede arme.

Hele dagen rendte jeg rundt og forsøgte at bidrage med at komme med kolde drikke, frokost, chips og så videre. Arbejdssjakket knoklede, som havde de bygget pyramiderne.

Og om aftenen havde vi et støbt fundament, som var en middelalderdomkirke værdigt.

Så var det værste overstået, tænkte vi. Endnu engang: Den slags tanker hører ikke til i et selvbyggerprojekt. Men vi var glade og naive i øjeblikket 😁

Hvordan begynder du på en have, hvis du er en fattigrøv og mangler et sted at plante, du ingen forudsætninger har og du mangler alle frø?

Nogenlunde der begyndte jeg selv for et par år siden, og derfor kan jeg komme med nogle forslag, som dog hverken lever op til Isabellas, havedesignerne eller de fancy frøproducenter. Dette er fremgangsmåden for dig, som vil prøve i det helt små og måske give dig selv lidt tilskud til husholdningen.

Svar nr. 1, at du skal samle frø over det hele, tørre dem og så dem til foråret. Når du passerer en morgenfrue, som er gået i frø, stopper du lidt frøkapsler i lommen. Når du har spist en dejlig moden peberfrugt eller tomat, skraber du frø af og tørrer dem.

De rigtige havefolk vil fortælle dig, at det ikke kan lade sig gøre, men det kan det. Jeg er ikke havedesigner, jeg er hobbit og  havekone – og jeg gør det selv. Hele tiden.

Du kan også gå på opdagelse i køkkenskabet. Du kan så dine popmajs, i hvert fald hvis de er fra eksempelvis Urtekram og ikke en mikrobølgepose (måske kan man også så dem, men jeg har ikke prøvet). Du kan så solsikkefrø, hør, birkes, tørrede brune bønner og i vindueskarmen fx chiafrø. Principielt kan du så ris, men de kræver så besværlige forhold, at det ikke kan betale sig.

Kornblomster i grøftekanten er nemme at tage frø af. Hornvioler – også de billige, som du køber 6 stk af i en bakke fra Rema om foråret – laver frø som du kan gemme eller så netop nu i sensommeren. Så er det gratis blomster til næste forår. Du kan så alt muligt og får en blomstrende have uden at trække en øre op af lommen.

Vi er et landbrugsland i Danmark, men vi har glemt hvordan man dyrker. Min mand bliver vanvittig hver sensommer og efterår, fordi jeg sætter små tørreskåle med frø overalt (undskyld, handyr), men det er meget, meget få frø, jeg køber om foråret. Sådan kan du også komme i gang.

Har du ingen have at plante i? Heller ikke en altan? Så kan du tage vindueskarmen i brug, dyrke peberfrugter, chili og tomater, og måske sætte salat og hvidløg til forspiring i køleskabet og dyrke dem i potter. Der findes tomatsorter som er helt lave, men alligevel mange tomater. Sådan én kan du have i vinduet eller i en stor krukke på gulvet i solen.

Jeg ville glæde mig, hvis hvert klasseværelse, hvert kollegieværelse, hver en trang lille lejlighed blev fyldt med frøsåede grøntsager og blomster. Hvorfor ikke dyrke en chili som prydplante i stedet for en pelargonie? Chilier kan leve i årevis, overvintre og både blomstre smukt og levere mad til dig.

Jeg har ikke blogget i lang, lang tid, fordi mine hænder har været smertende og sygemeldt. Nu har jeg lært mig selv at bruge tale-til-tekst-program, og jeg blevet opfordret til at genoptage bloggen. Så fra i dag går jeg i gang med bloggen igen med udgangspunkt i min sommerhushave i Odsherred – en 1.200 m2 ret bevokset skovgrund, som jeg langsomt er ved at omdanne til hobbyselvforsyning. Handyret graver, bygger og flytter kompost, og jeg piller med frø.

Kom med tilbage på sporet. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Det er blevet forrygende forår, og for en havenørd er det jubelsæson. Det ville have været nu, jeg spredte min dejlige kompost ud over bedene for at forbedre den hårdt stampede byggeplads-undergrund, som vi bor på her i Trekroner. Men hear me out: Roskilde Kommune har forlangt, at vi fjerner komposten nede fra baghaven og læhegnet. Det er åbenbart pludselig blevet politik over hele kommunen, og det falder tilfældigvis sammen med, at Roskilde har indført affaldssortering, så kommunen selv kan tjene penge på borgernes kompost. Pludselig er det meget vigtigt, at vi private ikke selv komposterer i fællesbunker, men smider det til kommunen.

Det ironiske er, at kommunen herude bruger skønhed og herlighedsværdi som argument. Vi må ikke have en kompostbunke i læhegnet, fordi det er grimt. Fordi læhegnet er et rekreativt område (!) Altså det læhegn, som er et uigennemtrængeligt krat af torne og brændenælder, hvor jeg har ryddet affald, invasive planter og lort i årevis, og hvor jeg på SYV ÅRS BEBOELSE her aldrig nogensinde har set en kommunal medarbejder. Læhegnet er aldrig blevet holdt, træerne aldrig blevet beskåret, området aldrig renset – og ingen kan få adgang uden kampuniform. Det område er pludselig blevet til et “fællesareal” som skal dyrkes for sin yndighed. Rend mig i Pedersen. Det her handler om penge og intet andet.

Min datter har lige samlet seks poser affald på en time i det forkrøblede krat.

Den dag, Roskilde Kommune letter sig og selv udfører dét arbejde, skal jeg nok anerkende det. Indtil da må jeg opfatte dem som en flok skrankepaver, som kun vil udstikke regler for reglernes skyld, som ønsker forhindre deres egne borgere i helt basal selvforsyning og arbejder for at ødelægge små lokale projekter for vilde bier og sommerfugle. Men så flytter jeg da bare komposten. Ikke tale om, at jeg opgiver min dyrbare kompost. Jeg bruger den bare i sommerhuset.

Og jeg holder naturligvis øjeblikkeligt op med at rydde op dernede.

PS: Hvis du tilfældigvis også skal bruge kompostorm i altanportioner, kan du købe dem hos www.ormeposten.dk . Så får du på tre måneder fin kompost ud af dit køkkenaffald i stedet for at spilde det på Roskilde Komm.. *host* smide det ud.

Endelig har jeg sommerferie ❤ De næste tre uger har jeg ikke tænkt mig foretage mig andet end nusse om min have, vedligeholde mit sommerhus og drikke rosé.

Hvor boligblokken desværre må overleve som den bedst kan, er store dele af sommerhushaven stadig frodig. Vi har bevidst undladt at slå græsset, så det er lidt langhåret her og der, men også grøn og fin. Personligt forstår jeg heller ikke behovet for at holde en græsplæne som en golfbane.

Årets havetema er ikke desto mindre det muliges kunst, og det vil sige, at der er cosmos/stolt kavaler over det hele, for de har kunnet overleve tørken. Jeg har blandt andet fået etableret Verdens Mindste Potager ved for sjov at smide nogle blandede salatfrø og plante en stolt kavaler ved siden af. Begge dele har tilsyneladende indrettet sig. Jeg ved ikke, hvordan salaten er overlevet, men det er åbenbart ret hårdføre planter.

Her skal jeg i øvrigt uddele ros til Camilla Plum, hvor jeg har købt frøene. De har spiret, så det var en fryd, og der er kommet store, flotte planter ud af det. En anden frøforhandler, som jeg skal undlade at nævne ved navn, har leveret så mange nitter, at jeg ikke gider købe hos hende igen. Det var ikke bare én slags, men 6-8 forskellige slags frø, som overhovedet ikke blev til noget. Men Camilla Plums gror, det skal hun have. Madammen er et rodehoved, og man skal være tålmodig, når man bestiller, men det er værd at vente på.

I køkkenhaven har jeg sået gulerødder, rødbeder, rucola og spinat – og en uventet og foreløbig ukendt kål, som var hoppet med i en af Camillas poser. Jeg nænnede ikke at luge den væk, så nu breder den sig efterhånden ud over det hele. Kålsommerfuglene elsker den, og jeg prøver at forsvare den mod småbitte larver, som gnaver huller i bladene.

Jeg har desuden sat løg og en squashplante (en!! Jeg lærte engang på den hårde måde, at seks planter er for meget til en familie 🙄). Ved siden af står der bjørneøre, såede dahlier og… tadaa… stolt kavaler…

Jeg evakuerede allerede i maj så mange dahlier, som jeg kunne få plads til, og satte dem i krukker, og de første blomster er lige på spring nu. Handyret får lidt tvang af krukkerne, som roder i hans øjne, så på terrassen må jeg have én sirlig række i hver side. Jeg kan ellers ikke se problemet med at stille krukker i grupper og over det hele, men af hensyn til mit ægteskab står de som ønsket. Der er sørme også et par krukker med stolt kavaler. De er virkelig nemme at formere, når man alligevel kniber dem for at få dem mere buskede. Prop topskuddet i jord, og tre uger senere kan det komme ud i bedet som en ekstra plante. Jeg har i hvert fald fået ti planter mere på den måde stort set uden at gøre noget for det.

Handyret har stilfærdigt sat en hylde op under vinduet på værkstedet, så jeg kan have en altankasse 😍 Han er ret god til at se mine behov.

I altankassen er der i øvrigt også salat – og jeg har persille i en anden altankasse. De kunne jo ikke være alene hjemme, så hele dynen er kommet med herop.

Jeg har to haver for tiden; en virkelig afbrændt, som ligner noget fra den californiske sydkyst, hjemme ved boligblokken og en skyggefuld skovhave ved sommerhuset. Det er lidt personlighedsspaltet (ikke skizofrent, vel? Det holder vi op med at bruge som udtryk lige nu, okay?). I praksis har jeg opgivet den afsvedne boligblokhave og koncentrerer mig om sommerhushaven mellem de høje træer. Der kommer netop nu en velsignelse af ribs, solbær, kirsebær og skovjordbær fra gamle solide buske, som kan finde vand en kilometer nede i jorden. Det er så skønt 😍

Jeg har til gengæld også arvet omkring ti kilometer brændenælderødder, som jeg tålmodigt hiver op meter for meter. Brændenælder giver en fortrinlig gødning, hvis man smider dem i en spand vand, men det stinker helt absurd. Lugten kan bedst sammenlignes med de hvide betændte propper, man nogle gange kommer til at rømme op fra mandlerne 😣 Det er pænt frastødende, men gødningen er effektiv. Mine dahlier stortrives og strækker sig velbehageligt i bede og krukker.

Jeg har myrdet to af de tre trøstesløse roser, som stort set udgjorde hele blomsterfloret, inden vi rykkede ind. Generelt har jeg det svært med roser, og jeg gider slet ikke kigge på en duftløs, nylonagtig laksepink rose, som heller ikke trives som plante. Den sidste viser imidlertid lidt iboende energi og skyder en del, så den for foreløbig lov at stå.

Farven er røvsyg, men busken kan vel skygge lidt på jorden, indtil mine stauder og bunddækkende krydderurter vokser op.

Jeg glæder mig til sommerferie, hvor jeg kan gå og nusse om mine babyer. Jeg har allerede sendt potterne i forvejen og stillet dem i skyggen, godt gennemvandet. De har overlevet min sydvendte, hårdtstegte altan i de seneste to måneder, så de må kunne klare sig, indtil mor kommer. Blandt andet har jeg sukkerrør og rosengeranier, og de står nok bare og gasser sig i varmen.

Denne studenternellike er et helt lille mirakel, for nu har vi nået midten af juni, hylden er brændt af, jorden er brændt af, stauderne falder sammen om hænderne på mig omkring boligblokken, og de små sommerblomster opgiver gispende ævred. De fleste haveejere går vist bare nu og prøver at redde det vigtigste – nyplantede frugttræer og den slags – mens tørken bare bliver ved. Det er faktisk ikke helt sjovt længere. Jeg har mistet fine hortensi- og pibevedstiklinger, som ellers var i sund vækst, mere eksotiske indslag som sommerfuglekarse er døde i kummerne, og selv en chiliplante er ved gud omkommet af tørke, selv om jeg var over dem med få dages mellemrum. 2018 er ikke just en sommer for krukkehaven.

Vi må jo se på de lyse sider, og det er i hvert fald varmt nok til dahlierne og tørt nok til at holde dræbersnegle væk (som om! Det er iberiske skovsnegle.. altså spanske, ja? De kan godt tåle tørke og varme. Men i det mindste gnaver de ikke i mine spirende dahlier lige nu). Jeg slæber vandkander, så jeg er ved at snuble ned ad den udvendig metaltrappe fra min lejlighed. Der er desværre ingen udvendig vandhane i boligblokken, og regnvandstønden er tømt for en måned siden. Det kan lige lykkes at holde æbletræer, dahlier og engletrompeter i live, men mine omhyggelige staudebede fra sidste år er cirka 100 mm regn bagud. Sidste år druknede det hele nærmest. I år må jeg nok bare glæde mig over, at lavendler og sankthansurt har fået godt fat.

Åhr, denne her maj, altså 😍 Jeg vil aldrig i seng igen. Luften er aftenblød, og jeg lytter til de sidste solsorte. Dahlierne er flyttet hjem fra vibterhotellet, og vi har plantet de første tyve her til aften – endda en smule tjekket med farvekoordinering og jeg ved ikke hvad. Det bør blive fabülöz til juli-august.

Tulipanerne

Tulipanerne har overgået sig selv, og jeg har elsket de korte, smukke uger, hvor de gik amok. Det har været vidunderligt varmt, så de holdt ikke længe, men de var fantastiske imens. Lyserøde, æggegule, pink og lysrøde med striber i hvidt. Pangfarvede lilla, røde, orange liljeblomstrende. Små, tykke og fyldte. Og så naturligvis El Niño’erne ovenfor – knaldende rødorange, så det ser ud som om der er lagt farvefilter på billedet. Det er der ikke.

Sommerhuset

Vi har knoklet denne vinter og det barske tidlige forår for at gøre sommerhuset brugbart – og det begynder at ligne noget. Vi har fældet ni (9!) træer, savet grene, bundtet grebe, kværnet kviste, skovet krat, flået vildskud op, gravet bede, hakket røddet, ryddet cirka 7.000 m2 skvalderkål og 35 km brændenælder. Vi har fået vabler, revet os på torne, brændt os på brændenælder, slået hul i hovedet, hakket os over foden med spaden, fjernet flåter, været blåfrosne, bandet og svovlet over det pisselortehelvedes buskads og svedt som heste.

Og i weekenden lå jeg på min egen drømmeseng i skyggen i min egen have og betragtede dansende insekter, mens kaninen jumsede rundt i sin 20 m2 indhegning ved siden af og kom med små, tilfredse gnubbelyde. Det var lunt og luftigt og sommer. Jeg var faktisk ret lykkelig og taknemmelig der.

Sidste år gik jeg med vinterfrakke 15. maj. I år må jeg smide sandalerne på arbejde, fordi det er så varmt. Tak, maj – du er tilgivet for en tid.

Og nu kommer stauderne og prydløgene som afløsere for tulipanerne. Jeg har akelejer lige ved udspring overalt. Det bliver så smukt.

Fire højbede med tulipaner i bløde sorbetfarver. Jeg er så vild med dem, at jeg falder helt i svime hver dag, når jeg passerer. Sidste år blev de fisket op af Tivolis containere og hjembragt, hvor jeg lod dem visne helt ned, tørrede dem og plantede dem i september. Jeg forstår sådan set godt, at de ikke har tid til den slags i Tivoli, men jeg er heldigvis ikke gartner, og jeg kan godt leve med, at enkelte ikke kommer.

Det ser endda ud til, at der kommer et par allium – se fx til højre i billedet. Ih, det bliver spændende! 😍

For to år siden var dette et gravsted, et mosebed i en boligblok-græsplæne, dækket af barkflis og uden en eneste blomst. Jeg spurgte ingen, før jeg gik i gang – og ingen har heldigvis beklaget sig.

Jeg er SÅ vild med min lille eng her. Kodriverne blev evakueret fra en brakmark, hvor lige nu er bulldozere og gravemaskiner, perlehyacinterne er en arv fra afdøde nabo M, og vibeæggene købte jeg selv i efteråret og satte (60 stk), fordi jeg elsker netop denne kombination. Senere kommer der også rabarber, hvidløg, torskemund og rosenkatost – og mon ikke nogle af sommerblomsterne fra vindueskarmen kan flytte herned?

I det fjerne ses højbedet med tulipaner, som alle er kommet igen i år, og det andet mosebed med hortensia, iris, bregner, løvefod, star, astilbe og engnellikerod. Iris og engnellikerod har jeg købt på Haveselskabets plantemarked – resten er hentet og arvet.