juli 2017 – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Om acquired taste i blomsterbedet

Jeg har nogle bestemte blomsteraversioner, som formentlig aldrig lader sig rokke. Eksempelvis kan jeg ikke fordrage orange tagetes og slet ikke sammen med røde pelargonier, sådan som de stod på den mest friserede måde i min farmors have.

Jeg kan ikke døje liljer, som i lighed med thujaer lugter af kirkegård og begravelse, og jeg er meget lidt begejstret for almindelige morgenfruer, som er så hysterisk skrigende orange, at jeg får helt stress i øjnene. Og sommerblomster som frøkenhat/zinnia er bare røvkedelige og har grimme og hysteriske farver.

Stive buskroser er i det hele taget bare nederen, især når de står alene i bede og især når de er postkasserøde (de er garanteret også fyldt med lus. Møgplanter).

Jeg elsker derimod blide pastelfarver, overdådig frodighed, romantik og cottagehaver, digitalis, pæoner, akelejer, katost og den slags. Der passer neonorange morgenfruer og skrigrøde roser jo ikke, vel? Og purpursolhatte er ligesom stolte kavalerer for… blomsteragtige. Tegneserieblomster. Irriterende. Sådan noget som børn tegner.

Katost vokser i rigelige mængder her. Yndig!

Ikke desto mindre må jeg konstatere, at acquired taste også findes inden for haver og at jeg pludselig tænker næææææh om blomster, der viser sig at være af en slags, jeg ellers ikke kan lide.

Hvide tagetes er eksempelvis rigtigt fine. Purpursolhatte er stadig stærkt irriterende, men se nu de hvide, som jeg fik fra Tivolis kasserede containere sidste år (White Swan? Måske?). Og dem på det øverste billede er jo egentlig også ret charmerende.

Visse roser er endda okay, hvis det drejer sig om duftende, abrikosfarvede slyngroser. Morgenfruerne ‘Bronzed Beauty’ og ‘Pink Surprise’ er smukke og vil passe fantastisk ind i min sensommerhave – og minsandten om jeg nu ikke også har fundet zinnia, som jeg godt kan lide. Eksempelvis ligner ‘Pink Señorita’ jo nærmest en dahlia og kunne være noget nemmere at have med at gøre, hvis man ikke skulle vinteropbevare den.

Så måske udvikler smag i blomster sig også, ligesom tilvænning til koriander, som jeg de første gange afskyede for smagen af vaskepulver, men som jeg nu er kommet til at elske helt afsindigt.

Men orange tagetes… nope. Not gonna happen.

Til gengæld en anbefaling: Tag forbi Klunkerkranich, hvis I er Berlin. Det er den vildeste taghave på toppen af et p-hus. Råt, urbant, pallemøbler, badekar, skrammel og afskallet maling – og en helt overdådig frodighed. Der stod de lyserøde purpursolhatte med fantastisk udsigt over hustagene.

Lavendler ved nedkørslen til p-huset, juli 2017

Have med udsigt, Klunkerkranich, juli 2017

Farveskift og drømme

Foråret er hvidt og gult, højsommeren er blå og lilla og sensommeren er brændt orange, rød og pink. Lige nu er guerillahaven fyldt med blålige og lilla nuancer, som hist og her afbrydes af knaldgule og højrøde pletter, hvor perikon og valmuer får lov at passe sig selv. Jeg fjerner valmuerne, når de er blomstret af – de er trods alt lidt for energisk selvsående – men under blomstringen summer de af liv.

Min grøftekant er af kornblomster og morgenfruer lysende blå og orange, hvilket egentlig er farver, jeg ikke er voldsomt begejstret for sammen. Det spraglede bælte gør dog lykke blandt bier og sommerfugle, så jeg lader blomsterne være og nyder aktiviteten. For en stenbrotøs er det helt hypnotiserende at betragte den blå farve, som kornblomster har. Ikke grumset, ikke blålilla; klart og lysende blå som en pergola i Grækenland.

Kattehalerne er ved at folde sig ud, selv om de nu ironisk nok står for tørt og ikke bliver helt så imponerende som dem, der sopper i vand nede ved mosen. Bedene heroppe er generelt i for dårlig forfatning rent jordmæssigt, hvilket betyder sump om vinteren og beton om sommeren. Jeg har foreløbig sået ét til med olieræddike og planlægger at fortsætte, indtil der viser sig en forbedring. Og så skal der kompost på. Det står ikke helt klart for mig, om kompost skal lægges ud om efteråret eller foråret – kilderne oplyser forskellige ting – men nu prøver jeg med efterår og håber på en mere samarbejdsvillig muld til næste år.

Åhr, hvor jeg drømmer om et sommerhus, hvor jeg kan have min helt egen have. Vi har kigget på mindst hundrede huse, kørt ud til dem, mærket stedet, overvejet, beregnet lån og økonomi og vejet for imod. Det gode er, at jeg er ved at have en meget sikker fornemmelse for, hvad jeg kan lide.

Bjælkehus, træterrasse, højt beliggende, udsigt til åbent vand mod vest, tre værelser + stue, lukket grund uden indkig, træer bagved, gedigent, trægulve, romantisk, velholdt, brændeovn, max 60 min kørsel, udestue, varmepumpe, uprætentiøst.

Når jeg en dag anskaffer sådan et, skifter Signes lund nok scene, men foreløbig nyder jeg, hvad jeg har lige uden for døren: Farver, liv og frodighed. Det viser sig, at min samling af potter og skjulere er blevet tilflugtssted for frøer, som putter sig i bunden. Der står regnvand og lumrer med myggelarver og snask, og det er sikkert et fortræffeligt miljø. Jeg kom til at forstyrre et par padder i går, da jeg skulle potte stiklinger og tømte potter, og jeg har pligtskyldigst sat nyt vand frem til dem. Frøerne vil jeg sandelig ikke af med.

Duften af stille sommerregn

Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.

Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.

Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.

Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.

Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.

Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.

Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.