Måned: august 2020

Orangeriet – sagaen om byggeriet, del 2: Soklen

I efteråret 2019 stod vi med et støbt fundament, og oven på dette skulle soklen mures. Det virkede egentlig som en overkommelig og lukket opgave, og som du kan se, blev resultatet flot.

Endnu en gang må jeg bare konstatere, at ingen opgave skal undervurderes….

Det er sådan set ikke kompliceret at støbe og mure en sokkel. Det kræver bare enormt meget planlægning og sirlighed.

Inden vi kunne begynde at mure, skulle vi imidlertid støbe en sokkel, som var jævn, oven på fundamentet. Og inden vi kunne støbe, måtte vi fjerne jordbunker for at komme til at arbejde nu var det blevet rigtigt efterår og regnvejr, så der lå omkring 5 tons våd lerjord midt på terrassen.

Dem fjernede handyret sådan:

Lad os sige, at han ikke behøvede mere crossfit den dag.

Vi støbte fundamentet i en grav af støbeplader i den samme bredde som lecablokke.

Jeg havde besluttet, at vi skulle mure af lecablokke, fordi jeg ikke kunne overskue fundablokke med støbt indhold. Det ville komme til at koste omtrent det samme, og lecablokkene var nogenlunde til at håndtere vægtmæssigt. Kun handyret kan bære, og han skulle kunne flytte dem allesammen. Således lecablokke, som vejer 10-12 kg stykket. Dette er i øvrigt et valg, som vi var tilfredse med og ville bruge igen.

Støbearbejdet og blanding af cementen foregik med håndkraft, hvilket vil sige, at jeg hentede spegepølsemadder og handyret knoklede. Men færdigt blev det da.

Og så skulle det lige rettes af i nøjagtig højde nogle dage senere. Handyret blandede og skovlede, og jeg målte målte målte, spændte snore ud, målte, tjekkede og målte. Det her er ikke svært, men kæft det betaler sig at være sirlig. Det var vi så heldigvis fra begyndelsen.

Da vi fjernede støbepladerne og satte de første lecablokke op, kunne vi meget selvtilfredse konstatere, at det ikke bare var i vater men pissemeget i vater 

Tricket her er jo, at det ikke bare skal være i vater på langs, men også på tværs, så vi fik motioneret hjernehalvdelene. Men det var det altså også, yay!

Så kom vi endelig i gang med at mure, hvilket faktisk også gik rimelig nemt. Igen, bare tænk på, at vater både gælder på langs og på tværs samt skal tjekkes fra det ene hjørne til det andet og alle andre veje.

Vi lærte undervejs, at det betaler sig at investere i en rigtig lecasav, så det må hermed anbefales. Med sådan en kan man save i blokkene som var det tørt træ. Men så kom udfordringen: Hvor vil vi have døre og den slags? 勞

Jeg havde egentlig foretaget en masse beregninger men nu fangede bordet jo. Jeg måtte i gang med helt nøjagtige mål på vores vinduer og resten af materialerne. Det betød bla, at teenagerne blev udkommanderet en hel efterårsweekend til at måle længde og bredde på lægter, regler og stolper.

Og til sidst måtte vi kaste os ud i det og beslutte, at dørene skulle være sådan her.

Men nemt skulle det jo ikke være, for her satte regnen ind. Jeg ved ikke om du kan huske det, men efteråret og vinteren 2019-2020 var ikke bare våd. Den var pladrende. Sommerhuset var ingen undtagelse, og vores gamle faskiner kunne slet ikke tage regnmængderne, så vi skøjtede rundt. Vi måtte afbryde arbejdet og lægge afløbsrør til at føre vandet væk.

Men endelig blev murerarbejdet da færdigt, og vi kunne tilkalde et pudsesjak af fantastiske familiemedlemmer. De udførte – endnu en gang – et fuldstændigt overmenneskeligt og beskidt stykke arbejde. Det tog tre mand en dag at pudse soklen to gange på alle flader, så den nærmest var tavleglat ❤️

Og så måtte vi kapitulere for regnen og lade byggeriet stå (overdækket) resten af vinteren. Men en dag blev det forår igen, heldigvis.

Orangeriet – sagaen om byggeriet, del 1: Fundamentet

Vi har bygget et orangeri ved sommerhuset. I skrivende stund er det ikke helt færdigt, men det er dog så langt, at der er tag på og tilstrækkeligt mange vægge til at det giver varme. Vi har en del fødselsdage i august, og et par af dem slår vi nu sammen i en indvielse.

Selve byggeriet fortjener imidlertid en fortælling. Det har taget et år at nå hertil. Det havde vi nok aldrig forestillet os og havde vi vidst det, havde vi muligvis givet op på forhånd. Men sådan så gården altså ud i august 2019:

Det var en kedelig betonterrasse med et kedeligt rødmalet flethegn, som omkransede hele gården og i øvrigt var bevokset med en gevaldig kravlebusk af den type, som gror i alle skolegårde og kommunale anlæg. Vi brugte den aldrig, og det var bare en død zone på grunden. Den skulle naturligvis gøres til orangeri, drømte vi.

Som sagt, så gjort. Vi begyndte med at nedkæmpe den trælse busk og fjerne flethegnet.

Det var oprindeligt vores naive plan at bruge hegnets bærestolper til at bygge drivhus ud fra, men det viste sig, at de alle var pilrådne ved basen.

Herefter gik vi lidt i sort, og projektet lå stille i en rum tid. Men så hankede vi op i os selv, fik en aftale med en entreprenør med en gravemaskine og anskaffede byggematerialer til fundamentet.

Byggematerialerne bestod af kampesten fra den lokale genbrugsstation og cement / støbemix, som vi fik leveret som big bags på adressen

Vi lånte en betonblander og inviterede et stærkt sjak af familiemedlemmer, og så regnede vi med at det ville komme til at gå rimeligt nemt.

Det gjorde det ikke. Og hvis du nogensinde har prøvet at bygge noget som helst, vil du vide, hvad jeg taler om. Der er intet med et selvbyggerprojekt, som foregår nemt. Det gælder om at være ydmyg fra første skridt og have rigtig, rigtig god margin. Det havde vi ikke, og vi har godt nok fået mange lektioner i ydmyghed undervejs.

Vi valgte eksempelvis omtrent den varmeste dag i 2019 til at udføre delprojektet med at bygge fundament. Allerede fra morgenstunden kunne vi mærke det, da entreprenøren kom og gravede randfundament omkring terrassen.

Undervejs fik vi nogle små overraskelser eksempelvis at kloakledningerne ikke lå, hvor husets tekniske tegninger viste det, men derimod midt i hvor gravemaskinen gravede. Heldigvis nåede han at opdage det, inden han gravede dem over, men det udfordrede jo vores planer om fundamentet lidt. Derfor er der i dag en dør med kvadrer lagt direkte i jorden som dørtrin, så de kan flyttes, hvis vi skal tilgå ledningerne i jorden.

Om formiddagen indfandt arbejdssjakket sig. To mand bemandede betonblanderen, to mand byggede med kampesten og én slæbte i rutefart betonbøren frem og tilbage. I 8-10 timer i 30 graders varme.

Det var fuldstændig overmenneskeligt.

Da aftenen faldt på, endte vi alle med at køre direkte ned på badebroen og gå i vandet med tøj på og en sæbe og skrubbe os derude. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor beskidte og trætte vi var – selv jeg, som ikke kunne deltage i selve arbejdet på grund af overbelastede arme.

Hele dagen rendte jeg rundt og forsøgte at bidrage med at komme med kolde drikke, frokost, chips og så videre. Arbejdssjakket knoklede, som havde de bygget pyramiderne.

Og om aftenen havde vi et støbt fundament, som var en middelalderdomkirke værdigt.

Så var det værste overstået, tænkte vi. Endnu engang: Den slags tanker hører ikke til i et selvbyggerprojekt. Men vi var glade og naive i øjeblikket 😁

Chiliernes vidunderlige sanselige verden

En af mine yndlingschilier er citronchili, som er voldstærk og har en duft og aroma af citrus.

Chilier smager forskelligt.

De første sekunder kan de smage så vidunderligt som tropisk frugt, som citrus, som friske ærter, som aloe vera eller som en sød drink med paraply – lige inden de smækker én over tungen med en elastik og får svælget til at gispe automatisk efter luft. De sekunder er det, man lever for som chilifan, og man tager lykkeligt de brændende flammer med i handlen bare for at opleve dem.

Vinterbadere har det nok på samme måde. Det er selvpåført og henrivende ubehag, som er det hele værd… to gange. Jeg er sikker på, at det er direkte dopaminudløsende, i hvert fald ved indtagelsen.

Det her opdager man dog sjældent, før man selv begynder at kaste sig ud i dyrkningen. Udvalget i supermarkederne er enten milde eller stærke og typisk grønne eller røde, aflange jalapeno-typer.
Jeg har tygget mig igennem en del af dem og de er godt nok ikke beregnet til at få befolkningen til at elske chili. De smager som peberfrugter, som regel nærmest uden styrke og i bedste fald stærkt, så man i det mindste kan bruge dem i madlavning. Aroma er der ikke megen af. Slet ingen lykke.

Selv om de ser dødbringende ud, kan chilier være helt uden styrke, fx denne Habanero Dulce. Den kan dog krydse med andre sorter i drivhuset, så jeg skal lige prøvesmage den først

Men det er der altså ved rigtige chilier. De kan være bitre, citrusagtige, søde og nærmest som ananas. Duften af en habanerochili, som man lige har skåret over, er frugtagtig og lige så kraftig som basilikum og går op i en højere enhed med koriander – ligesom tomater og basilikum er skabt for hinanden af guds engle. Jeg dyrker chilier, som får øjnene til at løbe i vand, og skønheden og smagen ved små blanke eller vortede brune, orange, knaldgule, røde eller ferskenfarvede chilier er to die for.

Så forstår man pludselig, hvordan mexicanerne kan lave så vidunderlig mad og hvordan de der hot sauces fra sydstaterne kan have smag. Det er ikke bare tilsætningsstoffer, det er selve råvaren, som er helt forskellig fra de grønne, kedelige jalapenoer fra Brugsen. (COOP, op jer! I kan jo godt med andre slags grønt!)

Christmas pepper med lilla blade modsiger egentlig mit indlæg, for den er mest stærk uden synderlig aroma. Men den er skideflot, så jeg dyrker den til dekoration 😍

Nu er du måske blevet nysgerrig og ærgrer dig over, at du ikke dyrkede chili i foråret. Det er der imidlertid råd for, og som med så meget andet skal du bevæge dig væk fra dagligvarebutikkerne. De sælger afgrøder fra industrien, som producerer så meget som muligt og ikke så godt som muligt.

I stedet kan du begive dig ned på dit lokale grøntmarked eller finde en chilinørd i området (hvis du er i Odsherred, kan du fx finde mig, men mit udvalg er ikke så stort endnu, vent nogle uger). De kommende måneder er der gode muligheder. Jeg fandt selv lykken på en torvedag, hvor en fyr havde mindst 30 sorter med og fortalte passioneret om dem alle. Jeg købte et udvalg, gispede og spruttede mig igennem dem og blev aldrig det samme menneske igen.

Mine stærkeste chilier er Bhut Jolokia, styrke 12, her den røde sort. Dette er ikke for begyndere og knap nok for mig selv, men jeg dyrker den alligevel, fordi det er sjovt 😁

Jeg dyrker fem slags habanero, inkl en Dulce, som er helt uden styrke, knaldgule, vidunderlige citronchili, hængende Aji, strittende lilla Christmas Pepper, som mest er dekoration, og røde og brune Bhut Jolokia, som flammer, så selv Chili-Klaus til at nikke anerkendende. Planterne er smukke og helt forskellige lige fra høje, spinkle paraplyer til lave tykke buske med brede, blanke blade.

Chilier er planter til drivhus eller vindueskarmen, det er der ingen diskussion om. De elsker sol og varme, og det giver ikke ret stor mening at forsøge sig med et par af de pjaltede, som har stået og frosset i blæsten udenfor Silvan. Du skal bruge et drivhus og forkæle dem, for de kommer fra troperne og elsker 30 grader.

Orange habanerochili, som endnu har et stykke vej til modning. Denne uges varmebølge gør dem godt, men de er næppe klar før 1. september. Jo stærkere en chili er, desto længere tid er den om at blive moden.

Jeg har mine chilier i et lille drivhus bestående af gamle vinduer rundt om en palle, og det fungerer faktisk udemærket selvom sommeren har været kold. Årets helt store projekt er at bygge et orangeri, hvor jeg kan dyrke dem. Det bliver først helt færdigt til næste års afgrøder, men det gør ikke noget. Chiliplanter kan overvintre, hvis man har et lyst og køligt sted, eksempelvis et sommerhus, som bliver holdt frostfrit. Jeg har mine planter i store gulvkrukker, og de er 60-70 cm høje med træagtig stamme.

Spørg mig gerne ovre på Instagram @signe.lund , hvis du er nysgerrig, men lidt nervøs om chilier.

Gratis mad – sådan dyrker du fra frø

 

Hvordan begynder du på en have, hvis du er en fattigrøv og mangler et sted at plante, du ingen forudsætninger har og du mangler alle frø?

Nogenlunde der begyndte jeg selv for et par år siden, og derfor kan jeg komme med nogle forslag, som dog hverken lever op til Isabellas, havedesignerne eller de fancy frøproducenter. Dette er fremgangsmåden for dig, som vil prøve i det helt små og måske give dig selv lidt tilskud til husholdningen.

Svar nr. 1, at du skal samle frø over det hele, tørre dem og så dem til foråret. Når du passerer en morgenfrue, som er gået i frø, stopper du lidt frøkapsler i lommen. Når du har spist en dejlig moden peberfrugt eller tomat, skraber du frø af og tørrer dem.

Peberfrugt, hokkaidogræskar og tomater sået fra grøntsager, jeg har spist og gemt frø af. Bare fra supermarkedet. Intet fancy.

De rigtige havefolk vil fortælle dig, at det ikke kan lade sig gøre, men det kan det. Jeg er ikke havedesigner, jeg er hobbit og  havekone – og jeg gør det selv. Hele tiden.

Du kan også gå på opdagelse i køkkenskabet. Du kan så dine popmajs, i hvert fald hvis de er fra eksempelvis Urtekram og ikke en mikrobølgepose (måske kan man også så dem, men jeg har ikke prøvet). Du kan så solsikkefrø, hør, birkes, tørrede brune bønner og i vindueskarmen fx chiafrø. Principielt kan du så ris, men de kræver så besværlige forhold, at det ikke kan betale sig.

Kornblomster i grøftekanten er nemme at tage frø af. Hornvioler – også de billige, som du køber 6 stk af i en bakke fra Rema om foråret – laver frø som du kan gemme eller så netop nu i sensommeren. Så er det gratis blomster til næste forår. Du kan så alt muligt og får en blomstrende have uden at trække en øre op af lommen.

Vi er et landbrugsland i Danmark, men vi har glemt hvordan man dyrker. Min mand bliver vanvittig hver sensommer og efterår, fordi jeg sætter små tørreskåle med frø overalt (undskyld, handyr), men det er meget, meget få frø, jeg køber om foråret. Sådan kan du også komme i gang.

Har du ingen have at plante i? Heller ikke en altan? Så kan du tage vindueskarmen i brug, dyrke peberfrugter, chili og tomater, og måske sætte salat og hvidløg til forspiring i køleskabet og dyrke dem i potter. Der findes tomatsorter som er helt lave, men alligevel mange tomater. Sådan én kan du have i vinduet eller i en stor krukke på gulvet i solen.

Dværgtomaten Tigerette bliver cirka 70 cm høj, men bugner af tomater. Også dyrket fra frø af en tomat fra sidste år.

Jeg ville glæde mig, hvis hvert klasseværelse, hvert kollegieværelse, hver en trang lille lejlighed blev fyldt med frøsåede grøntsager og blomster. Hvorfor ikke dyrke en chili som prydplante i stedet for en pelargonie? Chilier kan leve i årevis, overvintre og både blomstre smukt og levere mad til dig.

Jeg har ikke blogget i lang, lang tid, fordi mine hænder har været smertende og sygemeldt. Nu har jeg lært mig selv at bruge tale-til-tekst-program, og jeg blevet opfordret til at genoptage bloggen. Så fra i dag går jeg i gang med bloggen igen med udgangspunkt i min sommerhushave i Odsherred – en 1.200 m2 ret bevokset skovgrund, som jeg langsomt er ved at omdanne til hobbyselvforsyning. Handyret graver, bygger og flytter kompost, og jeg piller med frø.

Kom med tilbage på sporet. Jeg glæder mig til at høre fra dig.