I sne står urt og busk i skjul

Kære dagbog, nu gider jeg faktisk ikke se på mere sne. Det er 28. marts, onsdag op til påske, og påskeliljerne er ikke i nærheden af at vise sig – not even close.

Sidste år begyndte jeg alt for tidligt på at så (i februar), og jeg havde potter stående over det hele uden at kunne få dem videre, fordi der stadig var koldt udenfor. Det skulle blive anderledes i år, besluttede jeg – og det skal jeg love for, at det er blevet. Om et øjeblik er det april, og jeg har endnu ikke sået et frø.

Nu må denne forskydning af årstiderne gerne høre op, så jeg kan komme i gang med arbejdet. Jeg mindes ikke at have set vintergækker i fuldt flor så sent på vinteren – teknisk set en måned inde i foråret. Omslag i vejret nu, tak.

Husk insektblomsterne

En lille bøn: Husk bierne (og de øvrige insekter), når du bestiller frø til sommerblomster. Så gerne nogle flade og åbne som klassiske morgenfruer, stolte kavalerer eller margueritter og også gerne nogle grøftekantsblomster som kornblomster, digitalis og valmuer. Og husk gerne nogle, som åbner sig om natten.

Der er noget galt med vores insekter. De forsvinder i alarmerende fart, og det er bekymrende. Vi kan ikke undvære bierne og de andre bestøvende insekter. Jeg synes også, at de er voldtrælse at få i munden, når jeg løber aftentur ved mosen om sommeren, men hvis de pludselig ikke er der, har vi virkelig krise.

Hjælp vores insekter og lav lidt natur til dem – måske med et lille vildt bed eller med enkle sommerblomster som selskabsplanter. Jeg synes også, at de fyldte stokroser, frøkenhatte og tagetes er flotte, men insekterne kan ikke nå ned til midten. Vælg nogle enkle – og lad også gerne nogle af mælkebøtterne og kløverblomsterne stå i græsplænen.

Tak <3

Italienske terrakottadrømme

Jeg har været en tur i Rom, hvor man får komplet overload af italienske gårdmiljøer med sandsten, krukker, springvand, skulpturer, cypresser, pinjer og palmer. Det ville være lidt pompøst både i guerillahaven og i sommerhuset, men lidt havenørd er man vel altid. Jeg kom således til at tabe et par frøstande af nogle stauder, der voksede i Forum Romanum, ned i lommen. Det er formentlig løvehale, der som udgangspunkt foretrækker mere varm og tør jord, end jeg kan tilbyde, men nu ser vi, om jeg kan få den til at spire. Hvis den vil vokse, kan den få noget grus og en plet i solen. Der stod også blomstrende rosmarin og flere slags salvie og timian mellem tempelruinerne – meget middelhavsagtigt.

Jeg drømmer i den grad om det klassiske italienske orangeri, men nu er vores klima nu engang lidt udfordrende for citrus, figner og mimoser. Ganske megen effekt kan opnås med eksempelvis havtorn og palmekål i krukker, og formklippet buksbom kan sagtens trives hos os.

Samlermani – find gratis blomsterløg

Jeg er begyndt at gå på jagt i skovbryn og læhegn, hvor folk i mit område åbenbart smider deres afblomstrede løg og potteplanter. Hvis du gerne vil udvide din beholdning af krokus, påskeliljer, tulipaner og perlehyacinter, er dette et rigtigt godt tip.

Her til morgen samlede jeg omkring 50 spirende krokus, som lå i en bunke i noget krat. Forleden var høsten påskeliljer og lyng i forskellige grader af sørgmodighed, og jeg har for nylig også fundet en skimmia. De kvikker allesammen gevaldigt op i potter oppe på min altan.

Jeg forstår ikke, hvorfor man skiller sig af med løg og stedsegrønne planter, men jeg går ud fra, at det handler om pladsmangel. Jeg elsker personligt genbrugen, selv om det naturligvis er gambling hvad farverne angår. Jeg har vist aldrig set en krokus, jeg ikke brød mig om, så alle slags er velkomne. Især elsker jeg, at miljøet er blevet skånet for en dosis sprøjtegift, som nyindkøbte krokus ellers ville være kommet med.

Efterspørg mindre nyt og genbrug mere <3 Løgplanter er vel nærmest det mest genbrugede, man kan bruge, så prop dem i jorden, når de er afblomstret – evt i en række med potter og det hele. Hent dem så igen til næste år – eller scor dem, som din nabo har kasseret.

Anemoner – min yndlingsblomst

Jeg bliver en smule manisk hvert forår, når anemonerne blomstrer. Det er verdens yndigste blomst, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne etablere et helt tæppe i vores skovbæltet ligesom her i Boserup Skov. Der er en lillebitte tue i skovbæltet, men det kommer godt nok til at vare mange år. Med indkøbsprisen på planteskolerne vil det koste omkring 100.000 kr. at etablere 200-250 m2. Og jeg. Vil. Ikke. Stjæle dem. Ergo må jeg tage på skovtur i anemonetiden, og det gør jeg så.