Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.
Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.
Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.
Ja, der er rigeligt at gå i gang med, men det skal blive spændende at følge med i.
I har allerede nået meget. Jeg vil/skal nok være leveringsdygtig til en del nyanskaffelser 🙂
Bliv ved med at skrive ned og ving af
Kh
M