Ventetid, mens jorden er frysetørret

Foto: Retning mod vest. Til venstre monsterhøje birketræer i sydskellet. Fjernest handyr under birken i vesthjørnet. Marts 2018.

Jeg sidder med kaffe og en strålende solopgang lige i ansigtet og hører Cornelis Vreeswijk. Det kunne være værre. Den sibiriske blæst (chillfactor cirka -15) gør det ellers en anelse vanskeligt at nyde foråret lige nu, og jeg er indebrændt utålmodig for at komme i jorden. Udenfor omkring Sidselsminde står små stædige tuer af vintergækker, som jeg nåede at flytte, inden kulden for alvor slog til. De har heldigvis overlevet den barske behandling at blive flyttet inden blomstringen, og de skal få lov at befolke jorden i hele min udsigt fra stuevinduerne.

Kriterier: Spiseligt. Senere udvælger jeg efter, at det også skal passe til en dansk naturhave.

Mens jeg venter på foråret, laver jeg lister. Sommerhushaven er som tidligere nævnt overgroet som et gammelt eventyrslot, hvor tiden er stået stille i årtier. Vi har fældet de første fistne træer, som stod alt for tæt og nærmest var bare bortset fra en lille dusk grene otte meter oppe. De lignede træernes svar på en nytårsraket fra Harald Nyborg. Desuden har vi ryddet ud i det tætte krat af selvsåede hasselbuske, som takket være havens flittige egern skyder op over det hele.

I stedet har jeg plantet paradisæbletræer, rød hyld, mahonie og nogle små nåletræer, som kan blive holdt i ave i de kommende år. Dertil skal der så småningom komme bærbuske, blomstrende træer og vilde skovbundsplanter, som vi selv eller dyrene kan spise. Vilde planter fra den dansk natur – hæg, slåen, havtorn, pil, primula, ramsløg osv. Og så ryger nogle af de kolossale birke altså. Der står flere birketræer på 25 meter lige i vores sydsol, og hvor flotte og sunde de end er, kommer de godt nok til at tage meget af lyset, når bladene kommer.

Sidselsminde

Det er på tide at genoplive bloggen efter det forsømte efterår. Det modstridende ved en haveblog er, at haven i sig selv tager al tiden, når der er mest interessant at fortælle, og så får man ikke skrevet.

Der er imidlertid sket det, at Signes lund har oprettet filialen Sidselsminde. Jeg blev så henført over havearbejdet, at handyret og jeg i november købte et sommerhus, hvor jeg har fået 1200 m2 ekstra at afreagere på. Guerillahaven i Trekroner skal nok blive passet og udviklet, men Sidselsminde er nu min helt egen plet, hvor jeg ikke behøver diskutere med naboer, afdelingsbestyrelser eller effektive gårdmænd. Det glæder jeg mig helt sindssygt til. Når man kan blive så lykkelig over at stå i sin egen tilgroede, forsømte sommerhushave i november, må det blive formidabelt til sommer.

Sidselsminde er et lille, umoderne retrosommerhus med brædder på badeværelset, gummiforede håndtagshuller i de grønlige køkkenlåger og asbest i eternittaget. Jeg elsker det. Vi elsker det. Selv kaninen elsker det. Grunden er overgroet af træer, som den tidligere ejer ikke magtede at holde, og vi kommer til at rasere noget af det med en motorsav for at få lys. Til gengæld er der eddermaneme sjæl og kærlighed på stedet – skovbund og majestætiske træer, egern, harer og rådyr, kaprifolier, som har indtaget alting, humlehegn, mahonier, tæpper af primula og aurikler, hindbær, rønnebær og hasselbuske.