Tag: primula

Ventetid, mens jorden er frysetørret

Foto: Retning mod vest. Til venstre monsterhøje birketræer i sydskellet. Fjernest handyr under birken i vesthjørnet. Marts 2018.

Jeg sidder med kaffe og en strålende solopgang lige i ansigtet og hører Cornelis Vreeswijk. Det kunne være værre. Den sibiriske blæst (chillfactor cirka -15) gør det ellers en anelse vanskeligt at nyde foråret lige nu, og jeg er indebrændt utålmodig for at komme i jorden. Udenfor omkring Sidselsminde står små stædige tuer af vintergækker, som jeg nåede at flytte, inden kulden for alvor slog til. De har heldigvis overlevet den barske behandling at blive flyttet inden blomstringen, og de skal få lov at befolke jorden i hele min udsigt fra stuevinduerne.

Kriterier: Spiseligt. Senere udvælger jeg efter, at det også skal passe til en dansk naturhave.

Mens jeg venter på foråret, laver jeg lister. Sommerhushaven er som tidligere nævnt overgroet som et gammelt eventyrslot, hvor tiden er stået stille i årtier. Vi har fældet de første fistne træer, som stod alt for tæt og nærmest var bare bortset fra en lille dusk grene otte meter oppe. De lignede træernes svar på en nytårsraket fra Harald Nyborg. Desuden har vi ryddet ud i det tætte krat af selvsåede hasselbuske, som takket være havens flittige egern skyder op over det hele.

I stedet har jeg plantet paradisæbletræer, rød hyld, mahonie og nogle små nåletræer, som kan blive holdt i ave i de kommende år. Dertil skal der så småningom komme bærbuske, blomstrende træer og vilde skovbundsplanter, som vi selv eller dyrene kan spise. Vilde planter fra den dansk natur – hæg, slåen, havtorn, pil, primula, ramsløg osv. Og så ryger nogle af de kolossale birke altså. Der står flere birketræer på 25 meter lige i vores sydsol, og hvor flotte og sunde de end er, kommer de godt nok til at tage meget af lyset, når bladene kommer.

Februarfrost og søgen efter liv

Det ser ud til, at der er frost på vej, og det huer mig ikke. Man kan dårligt beklage sig over frostvejr i begyndelsen af februar, men nu har guerillahaven jo skud og knopper over det hele, fordi det hidtil har været så lunt. Jeg håber, at de klarer sig.

Hvis De har en manisk haveejer i husstanden, og vedkommende i øjeblikket glor intenst ned i jorden, kan jeg berolige Dem med, at at dette formentlig årsagen:

Er der liv??

Og det er der. Det øverste billede er en rød sankthansurt, som er i gang med at sende følere ud. Jeg har også set skud i blandt andet akelejer og anisisop, og primulaerne er allerede stærkt på vej. Og så er der jo alle skuddene af krokus, hyacinter, tulipaner, påskeliljer, skilla, fuglemælk og perlehyacinter – foruden de erantis og vintergækker, som allerede er kommet op.

Fik jeg nævnt vintergækkerne?! <3 Oh dear, jeg ender som galanthofil. Jeg craver vintergækker lige nu. De lyser så fint op mod den gråbrune jord med både blade og hvide blomster. Jeg er ret ligeglad med specielle sorter med særligt lange kronblade og gul knop og hvad ved jeg. Jeg vil bare have mange! Det har jeg desværre ikke endnu, men efterhånden må jeg formere min eksisterende bestand og rage nogle flere til mig. De står i små spirende totter i mit nærmeste bed, og jeg hepper hver dag på dem.

Kom nu, kom nu, kom nu…!

De stjaalne Kodrivere

Jeg har begået et plantetyveri af den tilladelige slags. Som udgangspunkt er jeg ellers fundamentalistisk med de vilde planter: Jeg vil kun tage frø, resten må naturen have lov at beholde, for ellers kunne vi hurtigt få ryddet anemoneskovene, engene osv. Men her i mit område er bulldozerne på vej til en byggetomt, og jeg har derfor været forbi for at evakuere planter, inden det hele bliver forvandlet til jord og beton. Det blev til en cykelkurv med kodrivere, og så håber jeg, at de vil indrette sig hos mig.

På byggetomten vokser også dagpragtstjerner, som jeg som tidligere nævnt elsker, når de blomstrer i tæppevis her i skærsommeren. For mig er de lige så vidunderlige som hyld og lupiner, hvoraf sidstnævnte i hvert fald delvis bliver betragtet som en ukrudtsplante. Sådan en skrænt med lupiner og dagpragtstjerner bliver jeg helt henført af. Dem behøver jeg dog ikke grave op og plante igen – dagpragtstjerner skal nok så sig selv fra de frø, jeg kan skaffe.

Men kids? Don’t try this at home. Lad være med at gå ud og grave vilde planter op, ikke? Lige præcis primula kan man til nød dele og tage halvdelen af, men lad som udgangspunkt blomsterne stå, der hvor de skal være. Hvis de bliver massakreret af en byggeplads, er det dog noget andet.

Jeg elsker de vilde blomster

Her i maj dukker de yndigste vildstauder op over det hele. Jeg er fuldstændig vild med de nikkende kodriver, som har invaderet hele området med lysegule blomster – eller som her er dukket op i en rød variant. Jeg har markeret dem, så jeg kan snuppe frø, når de kommer.

Primula, dagpragtstjerne, kærmindesøster, katost, digitalis og akelejer – de voksne siger, at det er ukrudt, men jeg elsker de vilde planter. De skal få lov at sprede sig over hele guerillahaven. Man kunne godt få det indtryk, at jeg går efter så opulente tivolibede som muligt, men i virkeligheden er det de små romantiske indslag, jeg bliver mest henført af.

“O se så många blommor som redan slagit ut på ängen: Gullviva, mandelblom, kattfot o blå viol… “