Jeg har nogle bestemte blomsteraversioner, som formentlig aldrig lader sig rokke. Eksempelvis kan jeg ikke fordrage orange tagetes og slet ikke sammen med røde pelargonier, sådan som de stod på den mest friserede måde i min farmors have.
Jeg kan ikke døje liljer, som i lighed med thujaer lugter af kirkegård og begravelse, og jeg er meget lidt begejstret for almindelige morgenfruer, som er så hysterisk skrigende orange, at jeg får helt stress i øjnene. Og sommerblomster som frøkenhat/zinnia er bare røvkedelige og har grimme og hysteriske farver.
Stive buskroser er i det hele taget bare nederen, især når de står alene i bede og især når de er postkasserøde (de er garanteret også fyldt med lus. Møgplanter).
Jeg elsker derimod blide pastelfarver, overdådig frodighed, romantik og cottagehaver, digitalis, pæoner, akelejer, katost og den slags. Der passer neonorange morgenfruer og skrigrøde roser jo ikke, vel? Og purpursolhatte er ligesom stolte kavalerer for… blomsteragtige. Tegneserieblomster. Irriterende. Sådan noget som børn tegner.
Ikke desto mindre må jeg konstatere, at acquired taste også findes inden for haver og at jeg pludselig tænker næææææh om blomster, der viser sig at være af en slags, jeg ellers ikke kan lide.
Hvide tagetes er eksempelvis rigtigt fine. Purpursolhatte er stadig stærkt irriterende, men se nu de hvide, som jeg fik fra Tivolis kasserede containere sidste år (White Swan? Måske?). Og dem på det øverste billede er jo egentlig også ret charmerende.
Visse roser er endda okay, hvis det drejer sig om duftende, abrikosfarvede slyngroser. Morgenfruerne ‘Bronzed Beauty’ og ‘Pink Surprise’ er smukke og vil passe fantastisk ind i min sensommerhave – og minsandten om jeg nu ikke også har fundet zinnia, som jeg godt kan lide. Eksempelvis ligner ‘Pink Señorita’ jo nærmest en dahlia og kunne være noget nemmere at have med at gøre, hvis man ikke skulle vinteropbevare den.
Så måske udvikler smag i blomster sig også, ligesom tilvænning til koriander, som jeg de første gange afskyede for smagen af vaskepulver, men som jeg nu er kommet til at elske helt afsindigt.
Men orange tagetes… nope. Not gonna happen.
Til gengæld en anbefaling: Tag forbi Klunkerkranich, hvis I er Berlin. Det er den vildeste taghave på toppen af et p-hus. Råt, urbant, pallemøbler, badekar, skrammel og afskallet maling – og en helt overdådig frodighed. Der stod de lyserøde purpursolhatte med fantastisk udsigt over hustagene.
