Jeg googler lige nu variationer over temaet “blomster i maj og juni”. Det føles helt åndssvagt, for det burde være det tidspunkt, hvor der var fuldt flor i haven, men sidste år havde jeg en utålmodig stilstand i forsommeren, hvor løgene var blomstret af. Det så lidt træls ud med bar jord, slatne krokusblade og strittende, hovedløse tulipanstilke.
I efteråret såede jeg derfor studenternelliker og nogle enkelte hvide kongelys, som nu venter i småpotter på altanen. Desuden må jeg supplere med nogle sommerblomster, som kan lyse op, indtil stauderne kommer. Min nabo havde sidste år nogle søde, lyserødlige morgenfruer, som jeg fik frø af (formentlig Bronzed Beauty), og de burde også kunne times til juniblomstring.
Jeg håber, at det kan lykkes at dyrke mine lysende koboltblå bjergknopurt, som jeg fik taget frø af sidste år. Den blå farve er helt fænomenal. Imidlertid har jeg kun én plante, som jeg reddede fra massakre, før boligselskabet “klargjorde” en af gårdhaverne til den næste beboer – læs: jævnede den med jorden. Bjergknopurten burde kunne sås til april og i teorien blomstre allerede til juni, selv om den er en staude.
Jeg har nogle bestemte blomsteraversioner, som formentlig aldrig lader sig rokke. Eksempelvis kan jeg ikke fordrage orange tagetes og slet ikke sammen med røde pelargonier, sådan som de stod på den mest friserede måde i min farmors have.
Jeg kan ikke døje liljer, som i lighed med thujaer lugter af kirkegård og begravelse, og jeg er meget lidt begejstret for almindelige morgenfruer, som er så hysterisk skrigende orange, at jeg får helt stress i øjnene. Og sommerblomster som frøkenhat/zinnia er bare røvkedelige og har grimme og hysteriske farver.
Stive buskroser er i det hele taget bare nederen, især når de står alene i bede og især når de er postkasserøde (de er garanteret også fyldt med lus. Møgplanter).
Jeg elsker derimod blide pastelfarver, overdådig frodighed, romantik og cottagehaver, digitalis, pæoner, akelejer, katost og den slags. Der passer neonorange morgenfruer og skrigrøde roser jo ikke, vel? Og purpursolhatte er ligesom stolte kavalerer for… blomsteragtige. Tegneserieblomster. Irriterende. Sådan noget som børn tegner.
Hortensia (Limelight), også fra TivoliKatost vokser i rigelige mængder her. Yndig!
Ikke desto mindre må jeg konstatere, at acquired taste også findes inden for haver og at jeg pludselig tænker næææææh om blomster, der viser sig at være af en slags, jeg ellers ikke kan lide.
Hvide tagetes er eksempelvis rigtigt fine. Purpursolhatte er stadig stærkt irriterende, men se nu de hvide, som jeg fik fra Tivolis kasserede containere sidste år (White Swan? Måske?). Og dem på det øverste billede er jo egentlig også ret charmerende.
Hvide purpursolhat, juli 2017
Visse roser er endda okay, hvis det drejer sig om duftende, abrikosfarvede slyngroser. Morgenfruerne ‘Bronzed Beauty’ og ‘Pink Surprise’ er smukke og vil passe fantastisk ind i min sensommerhave – og minsandten om jeg nu ikke også har fundet zinnia, som jeg godt kan lide. Eksempelvis ligner ‘Pink Señorita’ jo nærmest en dahlia og kunne være noget nemmere at have med at gøre, hvis man ikke skulle vinteropbevare den.
Så måske udvikler smag i blomster sig også, ligesom tilvænning til koriander, som jeg de første gange afskyede for smagen af vaskepulver, men som jeg nu er kommet til at elske helt afsindigt.
Men orange tagetes… nope. Not gonna happen.
Til gengæld en anbefaling: Tag forbi Klunkerkranich, hvis I er Berlin. Det er den vildeste taghave på toppen af et p-hus. Råt, urbant, pallemøbler, badekar, skrammel og afskallet maling – og en helt overdådig frodighed. Der stod de lyserøde purpursolhatte med fantastisk udsigt over hustagene.
Lavendler ved nedkørslen til p-huset, juli 2017Have med udsigt, Klunkerkranich, juli 2017
Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.
Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.
Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.
Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.
Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.
Limabønner, juli 2017Kartofler, juli 2017
Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.
Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.
Det er simpelthen så fedt, at mine naboer hopper med på forskønnelsen. Uden at sige noget til mig lejede et par andre beboere en trailer efter mit seneste raid og kørte tre læs kvas og grene på genbrugsstationen.
Jeg har igen haft en weekend med lettere arbejdsmani, men trods alt ikke så meget som sidst. Nu har jeg kastet mig over naturhøjen, som vi har på fællesområdet, for den kan jeg se fra mit vindue. Højen er groet fuldstændig til i langt, tørt græs, og jeg brugte nogle weekendtimer på at flå døde græstotter op og klippe tuer ned til 5 cm. Det er nok lidt svært at se på billedet, men jeg har ryddet omkring 50 m2 høj for langt, vådt græs.
Denne øvelse virker på den afrikanske savanne, hvor forskellige flokke af græssende dyr vandrer hen over sletterne og græsser tuerne længere og længere ned, så der bliver lys og luft til de nye skud. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men gazellerne kommer vist nok til sidst og nipper græsset helt ned til sokkeholderne. SÅ spirer det, og hele savannen bliver grøn. Jeg håber, at det også virker på en græshøj i nordisk klimazone. Der gemte sig i hvert fald en del grønne skud under de 10 cm kvælende græsfilt, som hele højen er indhyllet i.
Her skal der naturligvis være blomster. Jeg gider dog ikke anlægge et elegant staudebed på højen, som ligger lige op ad boldbanen og legepladsen og skal kunne tåle noget mishandling. Den er bedre tjent med at blive prærie eller et blomstrende vildnis med enkelte organiserede indslag. Sidste år fik jeg nogle solhat fra Tivoli (gule, formoder jeg, men de var afblomstret ved ankomsten), og de blev højens første beboere. I det tilstødende læhegn har jeg fundet en velvoksen sankthansurt, som jeg fluks har gravet op og taget små nye planter af. Den er vist ret hårdfør og fremfor alt gratis.
Jeg er ret forelsket i Piet Oudolfs haver (billedgoogle og drøm!), men forudsætningen her er som sagt en brugshave med begrænsede ressourcer. Jeg har flyttet nogle knaldgule følfod om fra den modsatte side af højen, og jeg har hentet en masse små kimplanter af rundbladet storkenæb omme fra græsplænen ved kaninen. Deromme er de spredt ukrudt, men her kan de få lov at blive til en lyslilla/rosa plet rundt om de nyetablerede sankthansurt. Det ser ikke ud af så meget endnu, men til sommer burde det blive fint.
Vildnisbed med følfod, lysegrønne sankthansurt og små rundbladet storkenæb
Desuden har jeg lidt modvilligt sået morgenfruer på et større område og lidt mere villigt kornblomster på et andet større område. Jeg bryder mig ikke særligt om morgenfruer, men de må siges at være nemme og lyse godt op. Højen ligger et pænt stykke fra alles vinduer, så den skal ikke ligefrem beskues på mikroplanet. Store og farvestrålende partier er bedre.
Jeg har masser af valmuefrø tilbage og både jomfru i det grønne og fattigmandsorkidé i skuffen til når vejret bliver lidt lunere. Det bliver ikke så douche og Piet Oudolf, men det giver noget bedre forhold for bier, sommerfugle og blomsterbuketter end den der døde græsørken. Hvis der så ryger en fodbold ind i blomsterne, må de rejse sig igen.
