Den første tulipan er sprunget ud, og jeg er simpelthen så stolt, at jeg spadserer frem og tilbage med påfuglehalen slået helt ud. Se mig, se mig, se mig! Jeg har fået en tulipan til at springe ud.
En af grundene til min store begejstring er, at jeg teknisk set har begået så mange fodfejl med jorden hernede, at jeg burde have slået alting ihjel. I den del af fællesområdet, hvor jeg satte tulipaner sidste efterår, er jorden tung, kompakt, uigennemtrængelig og faktisk gennemført uegnet til beplantning. Jeg burde have forberedt jorden gennem flere år, før jeg overhovedet gik i gang.
Det skete så ikke. Eller rettere – det skete i ét bed, hvor vi (læs: mandfolket med de mange kræfter) gravede otte kvadratmeter igennem i to spadestiks dybde og løsnede jorden. Her var fodfejlen så, at vi vendte mulden ned i jorden. Det vil sige, at hele det næringsrige lag blev gravet ned, og de magre lerlag ganske vist blev løsnet, men røg ovenpå. Hovsa. Jeg kan mærke strenge blikke fra landets førende haveskribenter. Fremgangsmåden virkede imidlertid på de tulipaner, som jeg satte, for der er kommet et energisk tulipanbed i det løsnede højbed – måske fordi jeg smed noget kaningødning på her i slutningen af vinteren. Specielt jordforbedret er bedet dog ikke.
Den lyserøde tulipan øverst i indlægget står ellers meget yndigt under en hvidblomstrende mirabel. Jorden egner sig bare ikke til tulipaner, men det har de heldigvis ikke hørt.
Problemet med tæt og kompakt lerjord (traktose) er, at vandet ikke kan trænge ned, så de øvre jordlag bliver til sump om vinteren og foråret og efterfølgende til beton om sommeren, når det bliver varmt og tørt. Det er ret dårlige odds for planter. Man bør få gravet det hele igennem med en rendegraver, men det kommer ikke til at ske, for det er en beslutning, som boligselskabet skal tage.
Aber dann haben wir anderen Methoden. Jeg bliver fanøme agronom af det her.
Jeg går inden længe i gang med at så blandt andet olieræddike, som graver rødder helt ned i to meters dybde og som åbenbart kan tage kampen op med traktose. Hvor godt det virker, tør jeg ikke spå om, men eftersom det bliver brugt i landbruget, må der vel være valuta for pengene. På en silende regnvejrsdag som i dag fremgår det i hvert fald tydeligt, at jorden har brug for dræn, for hele græsplænen ved bedene sejler i vand. Princippet med olieræddike er, at den får lov at vokse hen over sæsonen for til sidst at visne ned og rådne væk, så de lange rødder forsvinder og efterlader drænkanaler i jorden.
Honningurt er en anden jordforbedrende/-løsnende afgrøde, som kan fås for en skilling i supermarkedet, og den vil jeg også prøve. Den er fin og duftende med lyslilla blomster, og den kan få plads forskellige steder på området i løbet af sommeren. Olieræddike blomstrer også, men den er ikke synderligt interessant at se på – til gengæld er den åbenbart effektiv. Den skal have noget kvælstof for at gro ordentligt, men her sætter jeg min lid til kaninen.
Hvis det her pilotforsøg virker i ét bed, får hele området en tur i løbet af sæsonen, men så tager jeg forbi en korn- og foderstofforretning i stedet for at købe dyre specialfrø hos Camilla Plum. Sorry, Camilla, men skal vi ud i agronomiske størrrelsesforhold, må der lidt mere effektivitet og mindre økokærlighed til.
Min erkendelse af jordbundsforholdene og mulighederne for at behandle skaderne er kommet efter mit optimistiske storindkøb af frø i vinter. Jeg kan således godt se, at eksempelvis frøene til de flotte mørkpink gulerødder kommer til at ligge i skuffen indtil næste sommer, hvis de overhovedet kommer i jorden. Gulerødder på hård, kompakt, vandtrukken og/eller betonhærdet lerjord er nok i bedste fald ønsketænkning. Måske er frøene bedre tjent med at blive værtindegave i stedet, hvis de skal nå at blive brugt med spireevnen i behold.