jordforbedring – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Om jordforbedring af kompakt lerjord

Den første tulipan er sprunget ud, og jeg er simpelthen så stolt, at jeg spadserer frem og tilbage med påfuglehalen slået helt ud. Se mig, se mig, se mig! Jeg har fået en tulipan til at springe ud.

En af grundene til min store begejstring er, at jeg teknisk set har begået så mange fodfejl med jorden hernede, at jeg burde have slået alting ihjel. I den del af fællesområdet, hvor jeg satte tulipaner sidste efterår, er jorden tung, kompakt, uigennemtrængelig og faktisk gennemført uegnet til beplantning. Jeg burde have forberedt jorden gennem flere år, før jeg overhovedet gik i gang.

Det skete så ikke. Eller rettere – det skete i ét bed, hvor vi (læs: mandfolket med de mange kræfter) gravede otte kvadratmeter igennem i to spadestiks dybde og løsnede jorden. Her var fodfejlen så, at vi vendte mulden ned i jorden. Det vil sige, at hele det næringsrige lag blev gravet ned, og de magre lerlag ganske vist blev løsnet, men røg ovenpå. Hovsa. Jeg kan mærke strenge blikke fra landets førende haveskribenter. Fremgangsmåden virkede imidlertid på de tulipaner, som jeg satte, for der er kommet et energisk tulipanbed i det løsnede højbed – måske fordi jeg smed noget kaningødning på her i slutningen af vinteren. Specielt jordforbedret er bedet dog ikke.

Den lyserøde tulipan øverst i indlægget står ellers meget yndigt under en hvidblomstrende mirabel. Jorden egner sig bare ikke til tulipaner, men det har de heldigvis ikke hørt.

Problemet med tæt og kompakt lerjord (traktose) er, at vandet ikke kan trænge ned, så de øvre jordlag bliver til sump om vinteren og foråret og efterfølgende til beton om sommeren, når det bliver varmt og tørt. Det er ret dårlige odds for planter. Man bør få gravet det hele igennem med en rendegraver, men det kommer ikke til at ske, for det er en beslutning, som boligselskabet skal tage.

Aber dann haben wir anderen Methoden. Jeg bliver fanøme agronom af det her.

Jeg går inden længe i gang med at så blandt andet olieræddike, som graver rødder helt ned i to meters dybde og som åbenbart kan tage kampen op med traktose. Hvor godt det virker, tør jeg ikke spå om, men eftersom det bliver brugt i landbruget, må der vel være valuta for pengene. På en silende regnvejrsdag som i dag fremgår det i hvert fald tydeligt, at jorden har brug for dræn, for hele græsplænen ved bedene sejler i vand. Princippet med olieræddike er, at den får lov at vokse hen over sæsonen for til sidst at visne ned og rådne væk, så de lange rødder forsvinder og efterlader drænkanaler i jorden.

Honningurt er en anden jordforbedrende/-løsnende afgrøde, som kan fås for en skilling i supermarkedet, og den vil jeg også prøve. Den er fin og duftende med lyslilla blomster, og den kan få plads forskellige steder på området i løbet af sommeren. Olieræddike blomstrer også, men den er ikke synderligt interessant at se på – til gengæld er den åbenbart effektiv. Den skal have noget kvælstof for at gro ordentligt, men her sætter jeg min lid til kaninen.

Hvis det her pilotforsøg virker i ét bed, får hele området en tur i løbet af sæsonen, men så tager jeg forbi en korn- og foderstofforretning i stedet for at købe dyre specialfrø hos Camilla Plum. Sorry, Camilla, men skal vi ud i agronomiske størrrelsesforhold, må der lidt mere effektivitet og mindre økokærlighed til.

Min erkendelse af jordbundsforholdene og mulighederne for at behandle skaderne er kommet efter mit optimistiske storindkøb af frø i vinter. Jeg kan således godt se, at eksempelvis frøene til de flotte mørkpink gulerødder kommer til at ligge i skuffen indtil næste sommer, hvis de overhovedet kommer i jorden. Gulerødder på hård, kompakt, vandtrukken og/eller betonhærdet lerjord er nok i bedste fald ønsketænkning. Måske er frøene bedre tjent med at blive værtindegave i stedet, hvis de skal nå at blive brugt med spireevnen i behold.

Kompost og kaninlort

Må jeg præsentere Romeo, min partner in crime og utrættelige leverandør af gødning til haven. Romeo er en cirka halvandet år gammel dværgvædderkanin, som bor nede på fællesarealet. Egentlig skulle han have været opstaldet oppe i ungernes klub, men der var ikke plads, og til sidst flyttede han ind her og har sådan set aldrig været indendørs (bortset fra i sit bur, som altid står åbent). Han er for tiden lige så tyk, som han er lang, og han kværner fornøjet de afklippede grene fra hindbær (uden torne), æble og kirsebær og leverer gødning til gengæld. Jeg fodrer så at sige mine planter med sig selv, men det er vel moralsk forsvarligt, når det nu er naturens kredsløb og sådan noget.

Og gødning kommer der i fuldstændig usandsynlige mængder. Hvis du aldrig har haft en kanin, kan du nok ikke forestille dig det. Jeg begyndte i efteråret at etablere en kompostbunke, og den er siden et par gang om ugen blevet suppleret op med kaninlort. Kaningødning indeholder åbenbart umådelige mængder kvælstof – og her står jeg lidt af på det tekniske, men kvælstof er godt for planterne, som suger det ud af jorden, dvs at kvælstof løbende skal tilføres. Det gør det så med kanin. Meget. Det er ikke til små sarte spirer, kan jeg ligesom forstå. Det er bedre at fyre det i komposten og lade det blive blandet til en lidt mere omgængelig sammensætning – lidt som at opløse en bouillonterning i stedet for at tage en bid af den med et glas vand til.

Det er virkelig nørdet at interessere sig for kompost, men here goes: Duften af kompost er som at stikke næsen ned i en skovbund eller en levende surdej, som er klar til give liv. Det er en helt henrivende og let syrlig duft. Det er svært at forestille sig, at det har været lort og rådne æbler, for når komposten først er udviklet, er den lækker, blød og let.

Kompostbunken har holdt flyttedag i denne weekend. Den har siden efteråret holdt til i et stort cementrør, som på 10. år lå og flød omme bag skuret, og som – da vi fik rejst det op – udmærket kunne bruges som beholder. Ligefrem optimalt var det ikke, for kompost skal kunne trække vejret nedefra, og cementrøret står, hvor det står på jorden, men det er da efterhånden sunket i bunken. Jeg har løbende raget op i den med ukrudtsjernet og vandet bunken, når vejret var for tørt, og der ER faktisk syrlig, duftende skovbund at finde i bunden af røret nu.

Nu har vi så investeret i to rigtige kompostbeholdere, som forhåbentlig kan fremstille noget fantastisk jord til bedene. Jeg er sikker på, at Romeo fortsætter ufortrødent. I løbet af vinteren har han stået i læ for vinden, og i hans løbegård er græsset fræset fuldstændig ned, men inden så længe kan vi igen begynde at flytte rundt på ham. Så får vi klippet græsset nogle kvadratmeter ad gangen, og kaninen får nogle nye oplevelser.

Utålmodighed og svuppende jord

Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.

Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.

Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.

Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.

Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.