Tag: vibeæg

Jeg er lidt i en venteposition lige nu, for første hold forårsblomster skyder lystigt op, og andetholdet er stadig for sarte til at blive plantet ud. Forleden kom handyret dog hjem fra Tivoli med tre kasser hyacinter, som han havde fisket op af en container. Tre forskellige farver og en bil, som hørmede af wunderbaum. Meget overvældende. Jeg kan ikke døje lugten af hyacinter, liljer eller syrener indendørs, men de er dælme smukke at se på, og udendørs kan den kraftige duft bedre gå.

Der var omkring 40-50 af hver slags, og jeg har sat de lysrosa nede i et bed, som allerede indeholder abrikosfarvede Tivoli-påskeliljer og en del perlehyacinter. Hyacinterne blev gravet et spadestik ned, og de har både fået sand og alt muligt, så de burde komme jublende igen til næste år. Naboerne har fået nogle stykker, og min familie aftager resten (jaaaa!).

Det ser lidt værre ud for de fritillaria persica (persisk vibeæg), jeg fik hjem sidste år. Jeg har bare gravet dem ned et sted, som senere viste sig at være tungt, vådt og leret, hvilket vil sige nogenlunde det modsatte af planternes ønske. Ikke desto mindre har de mast nogle forkrøblede spirer op af jorden for at prøve at overleve. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lover at tage jer op og flytte jer til dejlig lun og tør sandjord, når sæsonen er forbi. Måske burde jeg gøre det allerede nu, dunno, men om en måneds tid kan jeg i hvert fald nok gøre det. Her føler jeg mig virkelig som en novice – burde jeg give dem kunstigt åndedræt og nødflytte dem til en sandkasse, indtil de selv visner, eller bør jeg bare lade dem stå og flytte dem til bedre vilkår senere? Fisk…

Tulipanerne burde heller ikke komme i det våde bed, men det gør de altså – fine lyserøde og lysegule. Enkelte af dem klasker dog sammen, formentlig af råd ved jordoverfladen, og dem graver jeg løbende op og lægger til tørre. Nøj, de er flotte. Så er jeg ligeglad med, at det er et mas at grave dem op og sætte dem igen.

I et af de mere tørre bede stod tulipanerne knejsende flot for så at skvatte sammen allesammen forleden, da der var nattefrost. Jeg blev lidt forskrækket, men de rejste sig igen. Helleborus (påskeklokker) gør det samme, så man skal åbenbart bare lære, hvordan planter tænker.

Jeg forstår dog ikke altid, hvordan planter opfører sig. Her har jeg eksempelvis sået tre slags tallerkensmækkere på samme dag. De er købt hos samme forhandler, står på samme sted, har fået samme jord og lige meget vand, sol og plads. Alligevel er én slags kommet for fulde gardiner, mens de to andre er i dvale. Dafuq?

Fra samme forhandler købte jeg bla. klokkeranke, stedmoderblomst og hornvioler i vinter. Jeg såede alle tre slags på samme dag i februar. 11 frø af klokkeranke, violet og hvid, og de er blevet til to levedygtige planter – kun violet. Hornviolerne spirede aldrig trods intensiv opmærksomhed, vand og kunstigt lys. Stedmoderblomsterne spirede fint, og så gik de i stå. Forleden smed jeg bakken ud, da der efter tre måneder stadig kun stod kimplanter. Så er det altså nemmere og noget mere pladsbesparende for mig at købe en bakke med ti stk. til 18,- i Rema og sætte dem i en krukke. Og i øvrigt billigere, når de ikke bliver til noget. Note to self: Man gider ikke så hornvioler og stedmoderblomster.

Nuvel, men så var det jo, at det gerne måtte blive varmere, så jeg kunne komme ud at nyde foråret. Jeg har lagt trægulv på min altan, som er skabt med et praktisk, skridsikkert og iskoldt/brandvarmt metalunderlag, og det har nogenlunde forbedret min livskvalitet med 419 procent. Så var det bare foråret, vi kom fra, thank you very much…