Dyb indånding og fremad

Oh well. Det er nok lidt svært at undgå, at ungerne jorder blomsterne ned, når de render rundt. Jeg har fået en favnfuld påskeliljer af min trofaste leverandør, og de ville lyse dejligt op på græshøjen, hvor jeg kan se dem. Imidlertid er en hel del af dem foreløbig endt i min vase, fordi jeg har fundet dem knækket af ude på jorden. Måske er det skarnsstreger eller måske er det bare træthed i stilken hos de nyplantede blomster, som hang noget med hovedet lige efter plantning. Jeg håber det sidste og holder øje med, hvor ungerne løber, så jeg ikke sætter blomster lige midt på trækruten.

Nogle af dem har jeg selv plukket til den fine forårsbuket ovenfor som værtindegave. Det føles meget rigt at have så mange påskeklokker og påskeliljer, at man kan plukke af dem. Måske er det også det, ungerne oplever. Jeg håber, at der kommer små buketter hjem til mødrene i blokken.

*dyb indånding*

Jeg må for en sikkerheds skyld sørge for at plante så mange blomster, at det bliver kedeligt at hærge dem. Bare mine gule solhat kan få lov at stå i fred, går resten nok. Påskeliljer er ikke ligefrem sarte, så de kommer bare igen til næste år. Og se lige de forskellige slags, jeg efterhånden har samlet <3

Kummerne kan til gengæld fint stå i fred, så det er ikke fordi her generelt bliver hærget. De er så flotte lige nu – her for en uges tid siden.

Blomsterkummer 31. marts med krokus og minipåskeliljer

Det ser ud til, at sommeren bliver lige så fyldt med blomster, selv om jeg laver nogle rookie mistakes. Jeg har blandt andet lært, at vingetobak skal sås temmelig tyndt.

Overbefolkning i såpotten

Jeg har ikke tidligere prøvet at prikle, men eftersom såpotten var ved at eksplodere, måtte jeg jo til det. Da jeg havde priklet 22 limegrøn vingetobak, forærede jeg resten af spirerne til almindelig fordeling i familien. Så vidt jeg så, da jeg snuppede frøene, bliver hver plante en meters penge bred og høj, så der er vel grænser for, hvor mange man kan få plads til. Og det var kun de limegrønne til at begynde med. Jeg har også sået pink vingetobak, mamelukærme, edderkoppeplante (kald den dog cleome, den stakkels blomst), lathyrus, hvid tagetes, klatreranke og stedmoderblomst, så lige nu ligner min vindueskarm et mindre erhvervsgartneri.

Bagfra: Edderkoppeplante, grøn vingetobak, mamelukærme og pink vingetobak.
Fra venstre: Grøn vingetobak, lathyrus, pink vingetobak og i forgrunden tagetes og flere lathyrus

Selv om det er blevet lidt råkoldt igen, har mirabellerne forstået budskabet og er sprunget ud i hvide skyer over mine staudebede, og tulipanerne står parat i boksen og afventer startskuddet om 3…2…

Der er kommet fine små blade på hostaskuddene, og rabarberne (alle seks knolde) har håndfladestore blade og korte røde stilke. Løjtnantshjerter og violfrøstjerner er pludselig 20-25 cm høje og har foldet sig ud med det yndigste løv i forskellige nuancer. Det ser ud til, at der både kan være hvide (neonlysegrønt løv) og lyserøde (mørkegrønt løv) løjtnantshjerter – ih!

Og så er de første lam kommet hos naboen. Der plejer at komme 20-25 stykker i løbet af læmmeugerne, så vi følger ivrigt med lige nu.

Rimeligt ustressede påskelam *gab*