Det er en fornøjelse at være distræt havenusser. Jeg har nok haft en plan, men den er for længst glemt, så lige nu kommer der uventede skud af løgblomster op allevegne. Nogle er til at genkende som de lange, smalle blade af våriris – og naturligvis disse små dejligheder, som er i gang med at rette de gule hoveder op. Andre bliver en glædelig overraskelse, når resultatet viser sig. Jeg tror, at jeg kan genkende vintergækkerne på deres grågrønlige tone, og jeg ved, at der må være minipåskeliljer, hyacinter, perlehyacinter og krokus. Måske er der endda nogle overlevende tulipaner? Det bliver en fryd at følge.
Erantis hedder i øvrigt vintergäck på svensk. Vintergækker hedder snödroppar.
Nu er haveåret begyndt igen, og guerillahaven går ind i sit tredje år. Billedet er faktisk fra 22. december, hvor krokusspirerne allerede stod sprøde og strittende i vintervarmen. Handyret og jeg har her til formiddag i fællesskab gravet cirka 300 efterladte, spirende tulipanløg ned i jorden. Løgene er efterkommere af Tivolis formidable El Niño-tulipaner, og de har ligget i mit skur siden forsommeren 2017. Det ene tog det andet efter sommerferien, og jeg fik aldrig lavet de utallige potter, som jeg havde tænkt. I stedet er de fleste af løgene nu røget i jorden, og jeg håber på en benzineksplosion af orangerøde tulipaner til maj.
De største og flotteste løg er dog kommet i potter – både tulipanerne og hyacinter (lilla og pink) og påskeliljer (almindelige og Bridal Crown). Hvis du vil have fingre i nogle af dem, tager jeg dem med på Forårsplantemarkedet i Søborg 15. april. Bridal Crown-narcisserne deler sig helt enormt og bliver til tuer allerede første år. Dem vil jeg virkelig anbefale.
Oh well. Det er nok lidt svært at undgå, at ungerne jorder blomsterne ned, når de render rundt. Jeg har fået en favnfuld påskeliljer af min trofaste leverandør, og de ville lyse dejligt op på græshøjen, hvor jeg kan se dem. Imidlertid er en hel del af dem foreløbig endt i min vase, fordi jeg har fundet dem knækket af ude på jorden. Måske er det skarnsstreger eller måske er det bare træthed i stilken hos de nyplantede blomster, som hang noget med hovedet lige efter plantning. Jeg håber det sidste og holder øje med, hvor ungerne løber, så jeg ikke sætter blomster lige midt på trækruten.
Nogle af dem har jeg selv plukket til den fine forårsbuket ovenfor som værtindegave. Det føles meget rigt at have så mange påskeklokker og påskeliljer, at man kan plukke af dem. Måske er det også det, ungerne oplever. Jeg håber, at der kommer små buketter hjem til mødrene i blokken.
*dyb indånding*
Jeg må for en sikkerheds skyld sørge for at plante så mange blomster, at det bliver kedeligt at hærge dem. Bare mine gule solhat kan få lov at stå i fred, går resten nok. Påskeliljer er ikke ligefrem sarte, så de kommer bare igen til næste år. Og se lige de forskellige slags, jeg efterhånden har samlet <3
Kummerne kan til gengæld fint stå i fred, så det er ikke fordi her generelt bliver hærget. De er så flotte lige nu – her for en uges tid siden.
Blomsterkummer 31. marts med krokus og minipåskeliljer
Det ser ud til, at sommeren bliver lige så fyldt med blomster, selv om jeg laver nogle rookie mistakes. Jeg har blandt andet lært, at vingetobak skal sås temmelig tyndt.
Overbefolkning i såpotten
Jeg har ikke tidligere prøvet at prikle, men eftersom såpotten var ved at eksplodere, måtte jeg jo til det. Da jeg havde priklet 22 limegrøn vingetobak, forærede jeg resten af spirerne til almindelig fordeling i familien. Så vidt jeg så, da jeg snuppede frøene, bliver hver plante en meters penge bred og høj, så der er vel grænser for, hvor mange man kan få plads til. Og det var kun de limegrønne til at begynde med. Jeg har også sået pink vingetobak, mamelukærme, edderkoppeplante (kald den dog cleome, den stakkels blomst), lathyrus, hvid tagetes, klatreranke og stedmoderblomst, så lige nu ligner min vindueskarm et mindre erhvervsgartneri.
Bagfra: Edderkoppeplante, grøn vingetobak, mamelukærme og pink vingetobak.Fra venstre: Grøn vingetobak, lathyrus, pink vingetobak og i forgrunden tagetes og flere lathyrus
Selv om det er blevet lidt råkoldt igen, har mirabellerne forstået budskabet og er sprunget ud i hvide skyer over mine staudebede, og tulipanerne står parat i boksen og afventer startskuddet om 3…2…
Der er kommet fine små blade på hostaskuddene, og rabarberne (alle seks knolde) har håndfladestore blade og korte røde stilke. Løjtnantshjerter og violfrøstjerner er pludselig 20-25 cm høje og har foldet sig ud med det yndigste løv i forskellige nuancer. Det ser ud til, at der både kan være hvide (neonlysegrønt løv) og lyserøde (mørkegrønt løv) løjtnantshjerter – ih!
Og så er de første lam kommet hos naboen. Der plejer at komme 20-25 stykker i løbet af læmmeugerne, så vi følger ivrigt med lige nu.
Jaja, Tivolis bede var allerede for nogle uger siden lige så langt fremme som jeg er nu, men jeg har altså ikke 200 gartnere, drivhuse, perfekt afstemt muldjord, gødning og uanede mængder tid til rådighed. Men mange af både løgene og stauderne stammer som tidligere nævnt fra Tivolis udgåede kollektion, og nu vælter det hele altså også op her – se 🙂
Lørdag eksploderede foråret, og jeg var udendørs i så mange timer, at jeg havde feberrøde kinder og var helt underlig i øjnene, da jeg endelig kom ind igen. Kæresten havde nogle stumper rullegræs med hjem fra Tivoli, og min plan var egentlig bare at få det placeret, men så greb projektet om sig:
Læhegnet langs fællesarealerne har længe været overgroet og fyldt med gamle kævler, grene og kvas, døde urtepotter og alt muligt afklip, som folk bare har smidt derind i ly af det tætte krat. Forleden gav kæresten det imidlertid med grovfilen og barberede krattet to meter ind på plads, hvor det hørte til, så nu er der pludselig åben adgang til et lyst woodland og ikke bare en uigennemtrængelig jungle. Til gengæld har man også fået frit udsyn til alt det have- og træaffald, som ligger derinde, og det var ikke noget kønt syn.
Under et æbletræ lige midt i læhegnet var jorden helt bar efter flere år med total skygge, så der kunne græsset komme til nytte. Jeg begyndte med at samle fire spande små, halvrådne æbler, hvilket i øvrigt burde have været gjort for længst, fordi frugt kan sprede svampesygdommen monilia. Nu dyrker jeg ikke frugt dernede, men der er ingen grund til at beholde svampesygdomme i økosystemet, hvis vi nu skulle få lyst til det. Æblerne travede jeg således et stykke væk med, ned til området fjernest i læhegnet, hvor der i forvejen lå noget kvas i en mere etableret bunke.
Da jeg endelig havde ryddet området for æbler og børstet jorden fri for blade og kviste, rullede jeg et patchwork af rullegræs ud. Det vil sige, at jeg først hentede det ovre ved bilen med en sækkevogn og slæbte det hen til læhegnet, og rullegræs vejer altså som død og helvede, så det lyder mere henkastet, end det var. Men på plads kom det. Det ser meget grønt og frisk ud i sammenligning, men det justerer sig vel ind efterhånden. En masse små løg skyder op under træet nu, hvor der er kommet lys, og dem sørgede jeg naturligvis for at rulle udenom. Det kunne godt ligne snepryd. og så kommer der en skrigende blå lille tue lige om lidt.
Her var jeg så nødt til lige at tage en pause og smide overfrakken. Det var blevet strålende sol og temmelig lunt.
Resten af græsset er blevet til Plænen i Tivoli, og disse stumper er blevet en landingsbane ved et læhegn. Rock’n’roll \m/
Nuvel, jeg kunne ikke holde ud at se på alt det rod i underskoven lige op ad mit nydeligt oprydedde område, så jeg gik i gang med at fjerne kævler, grene og kvas, så langt ind man kunne se. Omkring 300 m2 rodet skov blev ryddet, og jeg kørte frem og tilbage med sækkevognen til den bunke, hvor jeg havde smidt æblerne, byggede en lille mur af de smalle kævler, så vi fik et markeret sted, og smed kvas og grene oveni.
Undervejs så jeg noget signalrødt på jorden ved siden af kvasbunken, og pludselig stod jeg med en rabarberknold i hånden. Heureka! Den er helt sikkert en arv fra min afdøde nabo, som sidste år dyrkede dem i sin kolonihave og prøvede lidt hernede, men ikke rigtigt havde kræfterne til at få dem brugt.
Rabarberknold, som ikke vidste, at den var blevet smidt ud, så den nu spirede med røde knopper.
Jeg hjulede op til bedet med knolden, hentede en sæk leca og fik den gravet ned med dræn i bunden og halløj. Men naboen talte da om flere slags rabarber, ikke…? Jeg ledte ved kvasbunken – og ganske rigtigt: Jeg fandt fire knolde mere. Nu får vi den ondelyneme rabarber i bedet om en måneds tid. Tak, M.
Jeg samlede nogle af kævlerne i en stabel med lidt plads under. Trods alt er vi ikke de eneste, der bor her, og det ville være praktisk med pindsvin i haven, så nu er der indrettet pindsvine-liebhaverbolig i læhegnet. Indflytningsklar patriciavilla tæt på lækre cafeer med snegle og frøer, rolige omgivelser og sikret mod ræve. Nu skal pindsvinene bare vågne og opdage det.
Mens jeg samlede grene, kævler og kvas, kom min yngste ned og indrettede sig i solen på et tæppe. Hun blev udpeget som runner og medbragte vand, så jeg kunne knokle løs.
Efter et par timer var underskoven forvandlet til det, der så trendy hedder et woodland. Jeg fortsatte på fællesområdet med først at sprede græsfrø på de bare pletter og derefter sprede plænegødning med antimosbehandling på de mosgroede områder, hvilket vil sige det meste, fordi her er så fugtigt. Selv i fuld sol er plænerne mere mos end græs. Jeg ved ikke, om det rigtigt virker at kalke, men nu ville vi prøve.
Pyh… pause. Nu var klokken halv to, og jeg havde været så optaget, at jeg ikke havde spist siden klokken seks i morges.
Ud igen – jeg havde alt for meget solenergi til at sidde inde. Det der med woodland er noget med en blomstrende skovbund, og vores kunne bedst betegnes som brun og dækket med blade – men det var der råd for. Oppe i den modsatte ende af læhegnet vokser omkring 382.691 erantis, så jeg gik på rov med spanden og gravede et par tuer op. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville stjæle planter, men her flyttede jeg dem altså lidt – ned til den ende, hvor vi kan se dem. Så kan de få lov at sprede sig videre derfra. Kæft,sådan et par gule klatter lyser op i det brune.
Overgroede krokus og minipåskeliljer i et andet bed
Jeg havde desuden lokaliseret nogle sammenmaste tete-a-tete på området, og dem gravede jeg også op, delte tuen og satte den ned igen og tog resten med over til læhegnet. Ungen blev sat til at grave totter af perlehyacinter (dem har vi jo rigeligt af) ned mellem træerne, og så satte jeg totter af minipåskeliljer, så de kan lyse op under træerne. Se, så begynder det at ligne et woodland.
Og så var jeg også ved at være træt og solbims i hovedet efter syv timers arbejdslørdag, men det blev vel nok pænt.
Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.
Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.
Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!
Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje
Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!
Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!
Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.
Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.
Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.
