Duften af stille sommerregn

 

Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.

Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.

Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.

Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.

Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.

Limabønner, juli 2017
Kartofler, juli 2017

Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.

Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.

Lilla grøftekant, udsnit, juli 2017

Dyb indånding og fremad

Oh well. Det er nok lidt svært at undgå, at ungerne jorder blomsterne ned, når de render rundt. Jeg har fået en favnfuld påskeliljer af min trofaste leverandør, og de ville lyse dejligt op på græshøjen, hvor jeg kan se dem. Imidlertid er en hel del af dem foreløbig endt i min vase, fordi jeg har fundet dem knækket af ude på jorden. Måske er det skarnsstreger eller måske er det bare træthed i stilken hos de nyplantede blomster, som hang noget med hovedet lige efter plantning. Jeg håber det sidste og holder øje med, hvor ungerne løber, så jeg ikke sætter blomster lige midt på trækruten.

Nogle af dem har jeg selv plukket til den fine forårsbuket ovenfor som værtindegave. Det føles meget rigt at have så mange påskeklokker og påskeliljer, at man kan plukke af dem. Måske er det også det, ungerne oplever. Jeg håber, at der kommer små buketter hjem til mødrene i blokken.

*dyb indånding*

Jeg må for en sikkerheds skyld sørge for at plante så mange blomster, at det bliver kedeligt at hærge dem. Bare mine gule solhat kan få lov at stå i fred, går resten nok. Påskeliljer er ikke ligefrem sarte, så de kommer bare igen til næste år. Og se lige de forskellige slags, jeg efterhånden har samlet <3

Kummerne kan til gengæld fint stå i fred, så det er ikke fordi her generelt bliver hærget. De er så flotte lige nu – her for en uges tid siden.

Blomsterkummer 31. marts med krokus og minipåskeliljer

Det ser ud til, at sommeren bliver lige så fyldt med blomster, selv om jeg laver nogle rookie mistakes. Jeg har blandt andet lært, at vingetobak skal sås temmelig tyndt.

Overbefolkning i såpotten

Jeg har ikke tidligere prøvet at prikle, men eftersom såpotten var ved at eksplodere, måtte jeg jo til det. Da jeg havde priklet 22 limegrøn vingetobak, forærede jeg resten af spirerne til almindelig fordeling i familien. Så vidt jeg så, da jeg snuppede frøene, bliver hver plante en meters penge bred og høj, så der er vel grænser for, hvor mange man kan få plads til. Og det var kun de limegrønne til at begynde med. Jeg har også sået pink vingetobak, mamelukærme, edderkoppeplante (kald den dog cleome, den stakkels blomst), lathyrus, hvid tagetes, klatreranke og stedmoderblomst, så lige nu ligner min vindueskarm et mindre erhvervsgartneri.

Bagfra: Edderkoppeplante, grøn vingetobak, mamelukærme og pink vingetobak.
Fra venstre: Grøn vingetobak, lathyrus, pink vingetobak og i forgrunden tagetes og flere lathyrus

Selv om det er blevet lidt råkoldt igen, har mirabellerne forstået budskabet og er sprunget ud i hvide skyer over mine staudebede, og tulipanerne står parat i boksen og afventer startskuddet om 3…2…

Der er kommet fine små blade på hostaskuddene, og rabarberne (alle seks knolde) har håndfladestore blade og korte røde stilke. Løjtnantshjerter og violfrøstjerner er pludselig 20-25 cm høje og har foldet sig ud med det yndigste løv i forskellige nuancer. Det ser ud til, at der både kan være hvide (neonlysegrønt løv) og lyserøde (mørkegrønt løv) løjtnantshjerter – ih!

Og så er de første lam kommet hos naboen. Der plejer at komme 20-25 stykker i løbet af læmmeugerne, så vi følger ivrigt med lige nu.

Rimeligt ustressede påskelam *gab*

De første blomster er sået

Haven er dækket af sne lige nu, så jeg har benyttet lejligheden til at så nogle af de tidlige frø: Klokkeranke (hvid og violet), hornviol og stedmoderblomster – og et par enkelte lathyrus, selv om det stadig er fyfy. Man skal først så lathyrus hen midt i marts, for ellers bliver de lange og ranglede af lysmangel, siger havefolket. Nu prøver jeg alligevel at så et par stykker, og så får de ekstra lys i form af et par daglige timer med en lysterapilampe, når solen er gået ned. Jeg har ikke adgang til et drivhus eller et lyst, koldt og frostfrit rum, men jeg har da et soveværelse med vinduer mod øst og syd i det ene hjørne, og der står mine spirebakker nu. Forhåbentlig er det køligt nok.

Såbakker med klokkeranke, februar 2017.

Min såproces foregår virkelig elegant i gamle æggebakker, toiletruller og aflagte plasticbeholdere fra supermarkedet. Planterne er nok ligeglade. Når man vender en æggebakke om, kan man så enkelte af de frø, som skyder dybe rødder, så de kan forstyrres sjældnere. Jeg har sået klokkerankerne på den måde, og så må hornviolerne og stedmoderblomsterne, som er sået i ganske almindelige æggebakker, prikles på et tidspunkt. Indledningsvis sår jeg de små frø meget sirligt og med pincet, så jeg ikke behøver rode for meget rundt med dem og tynde brutalt ud efterfølgende. Det er lidt meditativt at løfte hvert enkelt meget lille frø på plads på jorden.

I den kommende uge skulle det blive mere forårsagtigt, og så drøner jeg ned på fællesområdet og letter på grangrenene. Jeg har kigget forsigtigt under dynen til skuddene, og der kommer en guds velsignelse af blomsterløg over det hele i både kummer og bede. Der røg eddermaneme også mange løg ned i efteråret, så det manglede ærligt talt bare.

Mange timer på knæ med planteskovl og blomsterløg, sensommeren 2016

Ude på altanen har jeg flere rigtige såbakker med staudefrø, og dem er jeg gevaldigt spændt på. De har stået der siden i efteråret, så de har fået frost og tø, lune og kulde efter naturens egen cyklus. Stauder er kuldekimere, hvilket vil sige, at de skal have en frostperiode for at spire (hvilket er forståeligt nok, for planten skal jo helst være sikker på, at det HAR været vinter og nu er forår). Man kan efterligne dette ved at smide sine frø i køleskabet og lidt i fryseren nogle dage og tilbage igen, og det har jeg også gjort med den portion, jeg ikke havde plads til at så – bla. nogle håndfulde valmuefrø. Hen over vinteren har jeg flyttet rundt på en pose med frøposer inkl. morgenfruefrø, som velsagtens er verdens nemmeste blomst og ret indifferent over for nogen som helst særbehandling, men som alligevel kunne ryge med rundt, fordi jeg så vidste, hvor jeg havde frøene.

Jeg har også et mindre misbrug af blomsterløg i potter stående ud på altanen… men hallo? Jeg har fundet botaniske tulipaner på en ganske almindelig tilbudsvogn i Fakta i dag. Jeg har raget overspirede tazetter til mig – og tilmed lyserøde perlehyacinter – til halv pris fra havecenteret, fordi de åbenbart ikke kunne sælges. Foruden, naturligvis, de sædvanlige tete-a-tete, som er ren gul plastic, men som lige redder min vinter med deres lysende farver. De lyserøde perlehyacinter har straks besluttet sig for at begå selvmord, mugne i løget og blive brune i skuddene, men så let slipper de ikke, så jeg har i sinde at lade dem stå og skamme sig, indtil de kommer på bedre tanker.

Dahliaknold som en håndbold, sensommeren 2016

Min kæreste slæbte adskillige dahliaknolde hjem fra Tivoli i det tidlige efterår, og jeg elsker dahlier og håber virkelig, at eksperimentet lykkes. Dahlier er nogle primadonnaer med overvintring, for det må ikke være for varmt og heller ikke frost, og de må ikke tørre ud, men de må slet ikke rådne. Og i øvrigt kan musene godt lide dem – vi andre kunne såmænd også spise dem, hvis vi skulle have noget i skrutten, men de smager mest af pap. Det er lidt besværlige odds, når man bor i lejlighed, hvor der enten er stuetemperatur, hvilket er for varmt, eller frost nede i cykelskuret. Jeg tørrede dem under et halvtag, delte dem forsigtigt og lagde dem i gennemhullede flamingokasser med avispapir imellem. Så blev de kørt på hotel hos noget familie, som har et frostfrit skur, og så håber jeg at kunne hente dem engang i foråret og begynde at forspire dem. Ikeas bedrollers skulle være fremragende til det formål