Haven er dækket af sne lige nu, så jeg har benyttet lejligheden til at så nogle af de tidlige frø: Klokkeranke (hvid og violet), hornviol og stedmoderblomster – og et par enkelte lathyrus, selv om det stadig er fyfy. Man skal først så lathyrus hen midt i marts, for ellers bliver de lange og ranglede af lysmangel, siger havefolket. Nu prøver jeg alligevel at så et par stykker, og så får de ekstra lys i form af et par daglige timer med en lysterapilampe, når solen er gået ned. Jeg har ikke adgang til et drivhus eller et lyst, koldt og frostfrit rum, men jeg har da et soveværelse med vinduer mod øst og syd i det ene hjørne, og der står mine spirebakker nu. Forhåbentlig er det køligt nok.
Min såproces foregår virkelig elegant i gamle æggebakker, toiletruller og aflagte plasticbeholdere fra supermarkedet. Planterne er nok ligeglade. Når man vender en æggebakke om, kan man så enkelte af de frø, som skyder dybe rødder, så de kan forstyrres sjældnere. Jeg har sået klokkerankerne på den måde, og så må hornviolerne og stedmoderblomsterne, som er sået i ganske almindelige æggebakker, prikles på et tidspunkt. Indledningsvis sår jeg de små frø meget sirligt og med pincet, så jeg ikke behøver rode for meget rundt med dem og tynde brutalt ud efterfølgende. Det er lidt meditativt at løfte hvert enkelt meget lille frø på plads på jorden.
I den kommende uge skulle det blive mere forårsagtigt, og så drøner jeg ned på fællesområdet og letter på grangrenene. Jeg har kigget forsigtigt under dynen til skuddene, og der kommer en guds velsignelse af blomsterløg over det hele i både kummer og bede. Der røg eddermaneme også mange løg ned i efteråret, så det manglede ærligt talt bare.
Ude på altanen har jeg flere rigtige såbakker med staudefrø, og dem er jeg gevaldigt spændt på. De har stået der siden i efteråret, så de har fået frost og tø, lune og kulde efter naturens egen cyklus. Stauder er kuldekimere, hvilket vil sige, at de skal have en frostperiode for at spire (hvilket er forståeligt nok, for planten skal jo helst være sikker på, at det HAR været vinter og nu er forår). Man kan efterligne dette ved at smide sine frø i køleskabet og lidt i fryseren nogle dage og tilbage igen, og det har jeg også gjort med den portion, jeg ikke havde plads til at så – bla. nogle håndfulde valmuefrø. Hen over vinteren har jeg flyttet rundt på en pose med frøposer inkl. morgenfruefrø, som velsagtens er verdens nemmeste blomst og ret indifferent over for nogen som helst særbehandling, men som alligevel kunne ryge med rundt, fordi jeg så vidste, hvor jeg havde frøene.
Jeg har også et mindre misbrug af blomsterløg i potter stående ud på altanen… men hallo? Jeg har fundet botaniske tulipaner på en ganske almindelig tilbudsvogn i Fakta i dag. Jeg har raget overspirede tazetter til mig – og tilmed lyserøde perlehyacinter – til halv pris fra havecenteret, fordi de åbenbart ikke kunne sælges. Foruden, naturligvis, de sædvanlige tete-a-tete, som er ren gul plastic, men som lige redder min vinter med deres lysende farver. De lyserøde perlehyacinter har straks besluttet sig for at begå selvmord, mugne i løget og blive brune i skuddene, men så let slipper de ikke, så jeg har i sinde at lade dem stå og skamme sig, indtil de kommer på bedre tanker.
Min kæreste slæbte adskillige dahliaknolde hjem fra Tivoli i det tidlige efterår, og jeg elsker dahlier og håber virkelig, at eksperimentet lykkes. Dahlier er nogle primadonnaer med overvintring, for det må ikke være for varmt og heller ikke frost, og de må ikke tørre ud, men de må slet ikke rådne. Og i øvrigt kan musene godt lide dem – vi andre kunne såmænd også spise dem, hvis vi skulle have noget i skrutten, men de smager mest af pap. Det er lidt besværlige odds, når man bor i lejlighed, hvor der enten er stuetemperatur, hvilket er for varmt, eller frost nede i cykelskuret. Jeg tørrede dem under et halvtag, delte dem forsigtigt og lagde dem i gennemhullede flamingokasser med avispapir imellem. Så blev de kørt på hotel hos noget familie, som har et frostfrit skur, og så håber jeg at kunne hente dem engang i foråret og begynde at forspire dem. Ikeas bedrollers skulle være fremragende til det formål
