stauder – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Haveterapi for et stresset sind

Haveterapi virker for vildt, må jeg endnu en gang konstatere. Jeg går i øjeblikket og bokser lidt med nogle af de ting, som vi alle bokser med i perioder, og det er hverken blevet til ret meget i haven eller på bloggen. Jeg har været lidt mistrøstig over al den regn, og jeg synes heller ikke rigtigt, at jeg har kunnet nyde området i den grad, som jeg havde fortjent *indsæt brok og mukkeri*

Forleden kom handyret imidlertid hjem fra Tivoli med et vognlæs, som krævede opmærksomhed. I går nossede jeg mig så sammen, selv om jeg absolut ikke gad og i øvrigt havde hjertebanken og hvinen i ørerne efter familiekomsammen, var træt og hellere ville smide mig et glas hvidvin og han var en nar, fuglene larmede, blæsten var kold og ungerne skreg for højt. Først gik vi en tur på fem kvarter, og så gik jeg i gang med at luge og grave i bedene, mens handyret rendte rundt og etablerede nye områder til mig. Vi lægger skinnerne, mens vi kører, som man siger på djøf-sprog.

Tre timer senere begyndte det at skumre, og jeg kom ind og var møgbeskidt, træt og glad. Der er virkelig en grund til, at man sætter stressede og ptsd-ramte soldater ind i haver, hvor de kan gå rundt og munke og bruge en masse kræfter i stedet for at være i hjerneselvsving døgnet rundt. Jeg ved ikke, hvor meget det hjælper dem resten af tiden, men jeg håber, at det smitter lidt af på hele deres tilværelse.

Lysende hvid hortensia i aftenskumring. Hvide haver er lidt kedelige, men sindssygt flotte om aftenen.

Jeg fik i hvert fald plantet stokroser, brudeslør, alunrod <3 (ENDELIG fik han nogle med hjem), en stor og flot geranium, jakobsstiger, dahlier, prydbasilikum og nogle lignende med afblomstrede spir samt nogle store potter af noget, som både lignede roser og juleroser i bladene, men som jeg ikke umiddelbart kunne genkende. En hel del af det, jeg får, aner jeg ikke hvad er, så det viser sig først året efter, som jeg sat det rigtigt. Tørt? Vådt? Skygge? Hvem ved… Hvis det kommer op igen, er det godt.

Lidt forpjusket alunrod, som nu skal få TLC og kaninlort i rigelige mængder

Sommeren 2017 i omtrentlige tal:

Antal brændenælder, jeg har luget væk: 832
Antal tidsler, jeg har luget væk: 1.421
Antal dræbersnegle, jeg har hakket, kvast og trådt ihjel: 16.291
Antal blomsterbuketter, jeg har plukket: 3
Antal gange, jeg har siddet ude med en bog, et glas hvidvin, en skål cornflakes eller lignende: 5
Antal gange jeg er trukket i gummistøvler for at sjoske ned til kaninen i styrtregn: 34

Purpursolhat, arvestykke fra Tivoli 2016. Ih! <3

Se, hvor det skyder

Jaja, Tivolis bede var allerede for nogle uger siden lige så langt fremme som jeg er nu, men jeg har altså ikke 200 gartnere, drivhuse, perfekt afstemt muldjord, gødning og uanede mængder tid til rådighed. Men mange af både løgene og stauderne stammer som tidligere nævnt fra Tivolis udgåede kollektion, og nu vælter det hele altså også op her – se 🙂

Begyndelsen

Jeg har aldrig haft en have, før jeg flyttede hertil, men jeg har læst omkring en million sider på nettet og sukket efter at få afløb for mine kriblende grønne fingre. Gennem en del år har jeg dyrket krukker på altanen, og nu og da har jeg kunnet skaffe mig lidt jord at så på, mens jeg boede inde i byen, men det var aldrig rigtigt nok. Nogen burde virkelig udvikle en datingside, som kunne kombinere havehungrende mennesker med folk med for megen og uoverskuelig have.

Pludselig var lejligheden her. Vi flyttede til et lejlighedskompleks med forsømte fællesområder, og min kæreste fik næsten samtidig ansættelse i Tivoli, hvor sæsonens blomsterløg, bunddækkeplanter og stauder blev sat til side til afhentning af interesserede medarbejdere. Planter + braklagte områder = have! Kæresten hjembragte, hvad han kunne bære. Jeg delte sirligt tulipanløg, hyacinter og påskeliljer og lagde dem til tørre under et halvtag, og jeg studerede de hjemkommende stauder og prøvede at regne ud, hvad det var. Min mor fik mange sms’er med “hva’ deeeet?” – eksempelvis denne:

Pink, nærmest neonfarvet hestemynte, sensommeren 2016

Svaret er, at det en hestemynte eller hestemonarda, som i øvrigt en er fin duftende og spiselig staude, som har været brugt som te og medicinplante. Jeg anede det ikke. Det gjorde min mor vist i øvrigt heller ikke, eller også kunne hun ikke genkende den ud fra billedet. Jeg fandt i hvert fald oplysningerne ved at google “pink staude” 😀

Disclaimer: Jeg har lovet min ærekære mor at understrege, at hun guddødeme godt kunne genkende den, da jeg spurgte. Hrmf! Fair nok. JEG anede det ikke, og jeg googlede i hvert fald 😉

Da det efterhånden stod klart, at adgangen til nye planter var konstant og ret omfattende, måtte jeg jo i gang med at undersøge forholdene lidt nærmere. Vi løsnede op i den tunge, våde jord under barkflisen, gravede render og drænede, så jeg med bævende hjerte kunne sætte flotte, saftspændte tulipanløg.

Efterhånden begyndte naboerne at kredse om vores projekt og komme ned forbi, når vi gik og munkede. De spurgte interesseret og kom med forslag, og det viste sig, at flere gerne ville være gået i gang, men ingen rigtigt havde fået gjort noget. En dag lejede nogen en trailer, ryddede resolut bedene for det værste vildnis og klippede nogle ordentlige tjørnekoste – blandt andet denne på billedet – ned til en meters højde, så der kunne blive plads til mine udfoldelser i det bed, som åbenbarede sig nedenunder.

Forvokset tjørn, som kvæler alt om sig, sensommer 2016.

Vi vidste stadig ikke, om vi måtte for boligselskabet. Vi besluttede at satse og håbe på tilgivelse.

Da 2016 var omme, havde vi plantet omkring 500 planter på fællesområderne, og jeg havde samlet så mange frø, jeg overhovedet kunne, til det kommende år. Vi havde plantet kattehale, anisisop, hestemynte, løjtnantshjerte, akelejer, hindbærbuske, violfrøstjerne, kardinallobelia og salvie. Jeg havde sat løg af tulipaner, hyacinter, påskeliljer, krokus, perlehyacinter, erantis, balkananemone, vintergækker og rosenprydløg. I såbakker på altanen stod sankthansurt, iris, etageprimula og stokroser og ventede på foråret.