Foråret er hvidt og gult, højsommeren er blå og lilla og sensommeren er brændt orange, rød og pink. Lige nu er guerillahaven fyldt med blålige og lilla nuancer, som hist og her afbrydes af knaldgule og højrøde pletter, hvor perikon og valmuer får lov at passe sig selv. Jeg fjerner valmuerne, når de er blomstret af – de er trods alt lidt for energisk selvsående – men under blomstringen summer de af liv.
Min grøftekant er af kornblomster og morgenfruer lysende blå og orange, hvilket egentlig er farver, jeg ikke er voldsomt begejstret for sammen. Det spraglede bælte gør dog lykke blandt bier og sommerfugle, så jeg lader blomsterne være og nyder aktiviteten. For en stenbrotøs er det helt hypnotiserende at betragte den blå farve, som kornblomster har. Ikke grumset, ikke blålilla; klart og lysende blå som en pergola i Grækenland.
Kattehalerne er ved at folde sig ud, selv om de nu ironisk nok står for tørt og ikke bliver helt så imponerende som dem, der sopper i vand nede ved mosen. Bedene heroppe er generelt i for dårlig forfatning rent jordmæssigt, hvilket betyder sump om vinteren og beton om sommeren. Jeg har foreløbig sået ét til med olieræddike og planlægger at fortsætte, indtil der viser sig en forbedring. Og så skal der kompost på. Det står ikke helt klart for mig, om kompost skal lægges ud om efteråret eller foråret – kilderne oplyser forskellige ting – men nu prøver jeg med efterår og håber på en mere samarbejdsvillig muld til næste år.
Åhr, hvor jeg drømmer om et sommerhus, hvor jeg kan have min helt egen have. Vi har kigget på mindst hundrede huse, kørt ud til dem, mærket stedet, overvejet, beregnet lån og økonomi og vejet for imod. Det gode er, at jeg er ved at have en meget sikker fornemmelse for, hvad jeg kan lide.
Bjælkehus, træterrasse, højt beliggende, udsigt til åbent vand mod vest, tre værelser + stue, lukket grund uden indkig, træer bagved, gedigent, trægulve, romantisk, velholdt, brændeovn, max 60 min kørsel, udestue, varmepumpe, uprætentiøst.
Når jeg en dag anskaffer sådan et, skifter Signes lund nok scene, men foreløbig nyder jeg, hvad jeg har lige uden for døren: Farver, liv og frodighed. Det viser sig, at min samling af potter og skjulere er blevet tilflugtssted for frøer, som putter sig i bunden. Der står regnvand og lumrer med myggelarver og snask, og det er sikkert et fortræffeligt miljø. Jeg kom til at forstyrre et par padder i går, da jeg skulle potte stiklinger og tømte potter, og jeg har pligtskyldigst sat nyt vand frem til dem. Frøerne vil jeg sandelig ikke af med.
