Tag: regn

Haveterapi for et stresset sind

Haveterapi virker for vildt, må jeg endnu en gang konstatere. Jeg går i øjeblikket og bokser lidt med nogle af de ting, som vi alle bokser med i perioder, og det er hverken blevet til ret meget i haven eller på bloggen. Jeg har været lidt mistrøstig over al den regn, og jeg synes heller ikke rigtigt, at jeg har kunnet nyde området i den grad, som jeg havde fortjent *indsæt brok og mukkeri*

 

Forleden kom handyret imidlertid hjem fra Tivoli med et vognlæs, som krævede opmærksomhed. I går nossede jeg mig så sammen, selv om jeg absolut ikke gad og i øvrigt havde hjertebanken og hvinen i ørerne efter familiekomsammen, var træt og hellere ville smide mig et glas hvidvin og han var en nar, fuglene larmede, blæsten var kold og ungerne skreg for højt. Først gik vi en tur på fem kvarter, og så gik jeg i gang med at luge og grave i bedene, mens handyret rendte rundt og etablerede nye områder til mig. Vi lægger skinnerne, mens vi kører, som man siger på djøf-sprog.

 

Tre timer senere begyndte det at skumre, og jeg kom ind og var møgbeskidt, træt og glad. Der er virkelig en grund til, at man sætter stressede og ptsd-ramte soldater ind i haver, hvor de kan gå rundt og munke og bruge en masse kræfter i stedet for at være i hjerneselvsving døgnet rundt. Jeg ved ikke, hvor meget det hjælper dem resten af tiden, men jeg håber, at det smitter lidt af på hele deres tilværelse.

Lysende hvid hortensia i aftenskumring. Hvide haver er lidt kedelige, men sindssygt flotte om aftenen.

Jeg fik i hvert fald plantet stokroser, brudeslør, alunrod <3 (ENDELIG fik han nogle med hjem), en stor og flot geranium, jakobsstiger, dahlier, prydbasilikum og nogle lignende med afblomstrede spir samt nogle store potter af noget, som både lignede roser og juleroser i bladene, men som jeg ikke umiddelbart kunne genkende. En hel del af det, jeg får, aner jeg ikke hvad er, så det viser sig først året efter, som jeg sat det rigtigt. Tørt? Vådt? Skygge? Hvem ved… Hvis det kommer op igen, er det godt.

Lidt forpjusket alunrod, som nu skal få TLC og kaninlort i rigelige mængder

Sommeren 2017 i omtrentlige tal:

  • Antal brændenælder, jeg har luget væk: 832
  • Antal tidsler, jeg har luget væk: 1.421
  • Antal dræbersnegle, jeg har hakket, kvast og trådt ihjel: 16.291
  • Antal blomsterbuketter, jeg har plukket: 3
  • Antal gange, jeg har siddet ude med en bog, et glas hvidvin, en skål cornflakes eller lignende: 5
  • Antal gange jeg er trukket i gummistøvler for at sjoske ned til kaninen i styrtregn: 34
Purpursolhat, arvestykke fra Tivoli 2016. Ih! <3

Den forsømte midsommer

Kender I det, når man kigger væk et øjeblik, og pludselig er hele haven løbet sin vej?

Jeg er i den fase af mit arbejdsliv, hvor man kan komme ud af en måned med 65 overarbejdstimer og hvor man har set sine kolleger mere end sine børn. Det er helt stressende for mig, at juni allerede er slut, og selv om jeg har prøvet at nyde midsommeren og resultaterne af anstrengelserne i haven, er det hovedsageligt blevet til et kvarter på altanen i de sidste solstråler. Lige pludselig er alting således groet en halv meter højere derude; jeg fik ikke samlet frø af helleborus, fordi de smed det hele, mens jeg var på arbejde på folkemøde på Bornholm, og der er langt græs under alle buskene, hvor jeg møjsommeligt fjernede det i foråret.

Gyldenlak og selvsået sennep (?)

Nuvel, jeg har snart sommerferie, og så vidt jeg kan se, er der nogenlunde overlevelse rundt omkring på arealerne. Der er kommet ottehundrede blomster i den grøftekant, vi såede i foråret, der er tæpper af de mest eksotiske valmuer, dahlierne er lige ved at springe ud, violfrøstjernerne svajer med skudklare lilla skyer i 180 cm’s højde, og noget, jeg troede var anisisop, er sprunget ud med de mest hypnotiserende blå aks og er vist nok staudesalvier. Der er også kommet digitalis, som dog allesammen er blevet cirka 40 cm og ikke en meter, som jeg havde forventet, og lavendelstiklingerne langs muren trives og har sat i alt én blomst.

Lavendelhæk, juni 2017. Vi vender tilbage.

Så i overvejende grad har det, jeg prøvede at få til at virke, virket, selv om det måske er blevet mindre overdådigt nogle steder. Skulderklap til mig selv og til handyret, som i april og maj slæbte så mange kubikmeter vand, at han ikke behøvede at dyrke yderligere crossfit. Og man må i det mindste sige, at det i øjeblikket ikke er nødvendigt at vande.

Bonsai-digitalis

Kulde og dahlier = æv

Jeg var for nylig ude at hente mine dahliaknolde (eller georginer om man vil) på vinterhotellet, fordi marts jo var så fin og lun – og så skal jeg ellers love for, at jeg siden har måttet rende og pylre. Da jeg først havde fået dem op af kassen, sorteret og gjort ved og plantet dem i henholdsvis potter og en stor, lys spirekasse på altanen, blev det frost. Og ikke bare frost – der har i den forgangne uge været både hagl og snebyger, rusk og storm. Mine stakkels knolde er således blevet taget ud af en kedelig, kølig og stabil temperatur i udhuset til nogle temperatursvingninger på 20-25 grader fra middagssol til morgenfrost. Argh.

Jeg har været ude med tæpper og puttet potterne som babyer, lagt låg på flamingokassen og glemt at tage det af igen, taget det af og glemt at lægge det på igen, overtrukket potterne med plasticposer med hul, kommet hjem om eftermiddagen til helt tilduggede potter, som gispede efter vejret og kommet ud om morgenen til helt udækkede potter, som jeg havde glemt at overdække igen. Forleden var jeg væk i et døgn, mens det haglede og sneede, og potterne stod ubeskyttet imens.

For lidt siden har jeg været ude at hælde vand ud af flamingokassen, så alle knoldene rullede rundt, fordi jeg havde overset, at der ikke var dræn i bunden, så det nok havde været smart med et låg mod regnen i nat.

Suk.

Det er nu stået på i nogle uger, og jeg er ærligt talt i tvivl om, om der nogensinde kommer planter ud af det. Man kan købe spirende dahliaknolde til en tyver i Fakta og fire færdige planter til en halvtredser i Bauhaus, og det er sgu snart nemmere end alt det her roderi. Når jeg alligevel prøver, er det naturligvis, fordi der er gået lidt sport i det. Knoldene kom hjem fra Tivoli i efteråret – store som håndbolde og med stængler så tykke som grene – og de havde vist nok båret store, flotte pink kaktusformede blomster (det er dem, der stritter). Det var i hvert fald dem, jeg lagde mærke til derinde. Det kunne være så fedt at få netop dem til at lykkes herude, men ellers dropper jeg det. De små forkølede fra byggemarkedet er ikke det samme.

Og der ER spirer i dahliapotterne. Jeg tør bare ikke rigtigt tro på det endnu. Måske får jeg to i år… Jeg håber!

Utålmodighed og svuppende jord

Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.

Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.

Aprilvejr i marts – øsregn over mosen

Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.

Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.

Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.

Livets cyklus – et dødsfald og løvspring

Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.

Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.

Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!

Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje

Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!

Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!

Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.

Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.

Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.

Klimasikring i en mosehave

Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.

Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.

Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.

Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.

På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.

Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.

Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016

Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.

Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:

Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.

Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.