Tag: frøer

Farveskift og drømme

Foråret er hvidt og gult, højsommeren er blå og lilla og sensommeren er brændt orange, rød og pink. Lige nu er guerillahaven fyldt med blålige og lilla nuancer, som hist og her afbrydes af knaldgule og højrøde pletter, hvor perikon og valmuer får lov at passe sig selv. Jeg fjerner valmuerne, når de er blomstret af – de er trods alt lidt for energisk selvsående – men under blomstringen summer de af liv.
Min grøftekant er af kornblomster og morgenfruer lysende blå og orange, hvilket egentlig er farver, jeg ikke er voldsomt begejstret for sammen. Det spraglede bælte gør dog lykke blandt bier og sommerfugle, så jeg lader blomsterne være og nyder aktiviteten. For en stenbrotøs er det helt hypnotiserende at betragte den blå farve, som kornblomster har. Ikke grumset, ikke blålilla; klart og lysende blå som en pergola i Grækenland.
Kattehalerne er ved at folde sig ud, selv om de nu ironisk nok står for tørt og ikke bliver helt så imponerende som dem, der sopper i vand nede ved mosen. Bedene heroppe er generelt i for dårlig forfatning rent jordmæssigt, hvilket betyder sump om vinteren og beton om sommeren. Jeg har foreløbig sået ét til med olieræddike og planlægger at fortsætte, indtil der viser sig en forbedring. Og så skal der kompost på. Det står ikke helt klart for mig, om kompost skal lægges ud om efteråret eller foråret – kilderne oplyser forskellige ting – men nu prøver jeg med efterår og håber på en mere samarbejdsvillig muld til næste år.
Åhr, hvor jeg drømmer om et sommerhus, hvor jeg kan have min helt egen have. Vi har kigget på mindst hundrede huse, kørt ud til dem, mærket stedet, overvejet, beregnet lån og økonomi og vejet for imod. Det gode er, at jeg er ved at have en meget sikker fornemmelse for, hvad jeg kan lide.
Bjælkehus, træterrasse, højt beliggende, udsigt til åbent vand mod vest, tre værelser + stue, lukket grund uden indkig, træer bagved, gedigent, trægulve, romantisk, velholdt, brændeovn, max 60 min kørsel, udestue, varmepumpe, uprætentiøst.
Når jeg en dag anskaffer sådan et, skifter Signes lund nok scene, men foreløbig nyder jeg, hvad jeg har lige uden for døren: Farver, liv og frodighed. Det viser sig, at min samling af potter og skjulere er blevet tilflugtssted for frøer, som putter sig i bunden. Der står regnvand og lumrer med myggelarver og snask, og det er sikkert et fortræffeligt miljø. Jeg kom til at forstyrre et par padder i går, da jeg skulle potte stiklinger og tømte potter, og jeg har pligtskyldigst sat nyt vand frem til dem. Frøerne vil jeg sandelig ikke af med.

Om at plante 1.000 perlehyacinter

Her er et af de områder, som jeg er gået i gang med at forskønne. Trætte buske og en endnu trættere græsplæne med mos trænger i den grad til noget makeup, og jeg har fundet en skat, som jeg har givet mig til at dele ud af: En kvadratmeter med glemte perlehyacinter inde i det kommunale læhegn bag vores bygninger; en grøn plet med hundredvis, måske tusind småbitte løg. De stammer fra en afblomstret potte, som engang er blevet smidt derind af en af naboerne, og de står så tæt, at ingen af dem bliver til noget.

Et enkelt spadestik fra den store klump perlehyacinter.

Jeg har delt perlehyacintløg, så mine fingre var ved at falde af, og jeg har gravet ti kvadratmeter græstørv væk under samtlige af de sømandske eder og forpulede forbandelser, som mit ganske omfattende ordforråd er i stand til at levere, for er I klar over, hvor genstridigt græstørv er? Folk med have nikker eller fniser overbærende her. Der er virkelig en grund til, at man kalder stædige forbruger- og interesseorganisationer for græsrodsbevægelser. Græstørv er ekstremt genstridigt og lader sig sandelig ikke bare luge væk. Jeg kunne ret beset også bare stikke huller i tørven og sætte løgene derned, men jeg vil videreudvikle den bare jord til et rigtigt bed, så det græs skal bare væk for %¤#&/£@#¤%

De første cirka 150 perlehyacintløg – klumpen fra spadestikket ovenfor, her delt ud.

Min mor har doneret erantis til projektet. Jeg er lidt klidmostret anlagt, moderne fællesskabsorienteret segment og alt det der, og jeg kan godt lide genbrugstanken. Dels er der lidt sport i det for mig at kunne flytte blomster og få dem til at overleve og blomstre op til nye haver, og dels er et spørgsmål om ressourcer. Erantis breder sig fornøjet, når de først er blevet sat et sted, de kan lide, og jeg vil gerne gøre det her sted så fantastisk som muligt med så få udgifter som muligt.

Erantis i zinkbakke fra mors have.

Jeg har udtyndet den kedelige halvmåne af trætte buske for lavbegroede grene, og jeg har gravet hele området foran igennem og sat perlehyacinter. Og erantis. Og nogle flere perlehyacinter. Og et par afblomstrede tete-a-tete fra en potte oppe i lejligheden. Og fik jeg nævnt perlehyacinter? Og på det her tidspunkt var mine knæ ret ømme og kolde, så jeg skal have skaffet et underlag. Og så satte jeg nogle flere perlehyacinter. Og gravede græstørv. Og kom til at grave nogle frøer i dvale op. Hovsa. Ned med dem igen *putteputte* Og så nogle flere perlehyacinter. Til sidst har jeg kastet valmue- og akelejefrø ud over området og kørt græstørven hen i skammekrogen bag skuret, så det kan ligge der og blive tørt og dø… mofo… Så kan det måske om nogle måneder bruges som muldjord et andet sted.

Og se så lige, hvordan det går med mine kummer med blomsterløg:

Blomsterkumme i februar: Omkring 50 løgskud , op til 10 cm høje.

Jeg har mistet overblikket over, hvad jeg satte i efteråret, men løgene er åbenbart tilfredse med forholdene. De har gasset sig under grangrene, mens det var koldt. Der bør i hvert fald være tulipaner, påskeliljer, krokus, spansk skilla og hyacinter, men hvad de forskellige skud er, aner jeg ikke. De fleste løg i kummen her er indkøbt, men enkelte er fra Tivoli. Vi fik blandt andet nogle håndfulde slatne, men gevaldige tulipaner, som var afblomstret og skulle kasseres, da tulipansæsonen var ovre i 2016. Jeg håber, at de kommer igen, men man kan jo ikke vide det. Kryds fingre med mig 🙂