blomster – Signes lund – Bæredygtig selvforsyning i Odsherred

Der er hak i musikken – vi vender tilbage…

Jeg føler mig lidt som en komponist, som udarbejder et komplet værk fra det første anslag til finalen. Lige nu står koret og symfoniorkestret så ganske vist og venter på mine ideer, mens publikum begynder at rykke sig utålmodigt i stolene. Der er masser af visne blade efter løgenes første sats og masser af knopper, som antyder den kommende staudesats.

Men næsten ingen blomster, mest grønt og bar jord. Hrmf.

Så løg er åbenbart noget med blomster i marts, april og maj, og stauder er noget med blomster i juli, august og september. Det svære tidspunkt er slutningen af maj og begyndelsen af juni (dafuq? Er det ikke der, alting blomstrer?).

Højgravide helleborus, men det hjælper jo ligesom ikke, vel?

Til næste år bliver der således behov for noget, som kan blomstre efter tulipaner, hyacinter og påskeliljer, før valmuerne, sommerblomsterne og stauderne overtager, kan jeg godt se. Akelejerne pipper lidt i et af bedene, men de har endnu ikke fået et omfang, hvor de kan trænge igennem.

Det er åbenbart her, de toårige kommer ind i billedet. En del af dem blomstrer netop på mellemtidspunktet, og de er åbenbart ret nemme at have med at gøre, bare man er tålmodig. De kommer først til næste år, så man sår dem som investering.

Jeg har overtaget omkring 50 planter af gyldenlak i tre forskellige farver, og især de purpurrøde vil være smukke sammen med akelejerne. Det kan blive en fin løsning til næste forår, hvis ellers gyldenlakkerne vil vokse omme i det lidt tunge bed. Lige nu står de og kommer sig efter flytningen på et mere gennemarbejdet sted. Ellers må jeg sætte min lid til, at akelejerne overtager efterhånden. De lader ikke til at være svære at overtale, så jeg kan formentlig få hele tæpper af akelejer, hvis de får at brede sig.

Desuden har jeg fået en haveejer med judaspenge til at lade nogle stykker stå til at udvikle frø. De voksne mener vist, at judaspenge er ukrudt, men det er jeg lidt ligeglad med – de er fine. Løvefod opfører sig også som ukrudt, og den bruger vi som staude. Jeg har allerede løvefod nok til at kunne dække hele boligforeningen med grønt, og de triste gravsteder af barkflis må gerne overtages af noget levende.

Så til næste år håber jeg at have judaspenge, akelejer og gyldenlak i forsommeren, inden stauderne rigtigt kommer i gang. Jeg har desuden nogle løjtnantshjerter, som blev behandlet lidt brutalt sidste år, da de blev sat. Jeg troede faktisk, at de var kreperet, men de er overlevet og skal formentlig lige have lov at etablere sig i de kommende år.

Apropos ukrudt er jeg bedåret af dagpragtstjerne, som vist heller ikke er comme il faut i haven. Men gå lige ud til grøftekanterne og se på dem. Et hav af lyserøde blomster sammen med lupinerne – what´s not to like?

Her ses yours truly i sit naturlige habitat.

Jeg har nu ryddet hele den ene side af græshøjen og udviklet en veritabel høstak, som vores gårdmand forhåbentlig vil hjælpe med at bortskaffe. Det var godt nok en strid omgang, men jeg har fået omkring 2 x 50 meter jord til rådighed til nye blomsterbede. Som det fremgår, har jeg snydt lidt og købt en bakke røde bellis i Lidl, så der kan komme lidt farve derned. Desuden har jeg sået jomfru i det grønne, lyserød høgeskæg og nogle discountfrø af dværgasters. Ellers får højen i al væsentlighed lov at udvikle sit eget blomstrende vildnis.

De knaldgule følfod er meget begejstrede for pludselig at få lys og luft i stedet for at blive kvalt i dødt græs, så de fræser op over det hele. Jeg holder meget af følfod, og det gør bierne tydeligvis også. Det ville vel nok være dejligt at skabe en blomstermark midt i den døde, grønne ørken. Indtil videre er det meste gult og orange.

Forårsblomster i farver og Signe på græshøjen.

Jeg har indført et mere douche og romantisk indslag af lilla og blåt henne ved indgangsdøren. Trækummen er skraldet fra en container i Tivoli.

Blomsterkumme med helleborus, hornvioler, våriris og skilla

Om at gå savanneamok på en græshøj

Det er simpelthen så fedt, at mine naboer hopper med på forskønnelsen. Uden at sige noget til mig lejede et par andre beboere en trailer efter mit seneste raid og kørte tre læs kvas og grene på genbrugsstationen.

Jeg har igen haft en weekend med lettere arbejdsmani, men trods alt ikke så meget som sidst. Nu har jeg kastet mig over naturhøjen, som vi har på fællesområdet, for den kan jeg se fra mit vindue. Højen er groet fuldstændig til i langt, tørt græs, og jeg brugte nogle weekendtimer på at flå døde græstotter op og klippe tuer ned til 5 cm. Det er nok lidt svært at se på billedet, men jeg har ryddet omkring 50 m2 høj for langt, vådt græs.

Denne øvelse virker på den afrikanske savanne, hvor forskellige flokke af græssende dyr vandrer hen over sletterne og græsser tuerne længere og længere ned, så der bliver lys og luft til de nye skud. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men gazellerne kommer vist nok til sidst og nipper græsset helt ned til sokkeholderne. SÅ spirer det, og hele savannen bliver grøn. Jeg håber, at det også virker på en græshøj i nordisk klimazone. Der gemte sig i hvert fald en del grønne skud under de 10 cm kvælende græsfilt, som hele højen er indhyllet i.

Her skal der naturligvis være blomster. Jeg gider dog ikke anlægge et elegant staudebed på højen, som ligger lige op ad boldbanen og legepladsen og skal kunne tåle noget mishandling. Den er bedre tjent med at blive prærie eller et blomstrende vildnis med enkelte organiserede indslag. Sidste år fik jeg nogle solhat fra Tivoli (gule, formoder jeg, men de var afblomstret ved ankomsten), og de blev højens første beboere. I det tilstødende læhegn har jeg fundet en velvoksen sankthansurt, som jeg fluks har gravet op og taget små nye planter af. Den er vist ret hårdfør og fremfor alt gratis.

Jeg er ret forelsket i Piet Oudolfs haver (billedgoogle og drøm!), men forudsætningen her er som sagt en brugshave med begrænsede ressourcer. Jeg har flyttet nogle knaldgule følfod om fra den modsatte side af højen, og jeg har hentet en masse små kimplanter af rundbladet storkenæb omme fra græsplænen ved kaninen. Deromme er de spredt ukrudt, men her kan de få lov at blive til en lyslilla/rosa plet rundt om de nyetablerede sankthansurt. Det ser ikke ud af så meget endnu, men til sommer burde det blive fint.

Vildnisbed med følfod, lysegrønne sankthansurt og små rundbladet storkenæb

Desuden har jeg lidt modvilligt sået morgenfruer på et større område og lidt mere villigt kornblomster på et andet større område. Jeg bryder mig ikke særligt om morgenfruer, men de må siges at være nemme og lyse godt op. Højen ligger et pænt stykke fra alles vinduer, så den skal ikke ligefrem beskues på mikroplanet. Store og farvestrålende partier er bedre.

Jeg har masser af valmuefrø tilbage og både jomfru i det grønne og fattigmandsorkidé i skuffen til når vejret bliver lidt lunere. Det bliver ikke så douche og Piet Oudolf, men det giver noget bedre forhold for bier, sommerfugle og blomsterbuketter end den der døde græsørken. Hvis der så ryger en fodbold ind i blomsterne, må de rejse sig igen.

Utålmodighed og svuppende jord

Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.

Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.

Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.

Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.

Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.

Livets cyklus – et dødsfald og løvspring

Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.

Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.

Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!

Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje

Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!

Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!

Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.

Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.

Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.