Utålmodighed og svuppende jord

Jeg er officielt for utålmodig til en have. Siden nytår har jeg travet rundt mellem bedene nærmest dagligt for at se, om der dog ikke SKER noget snart. Beklageligvis lader løg og frø sig ikke skynde på, bare fordi jeg vil have blomster, men nu skal jeg love for, at det begynder at vælte op over det hele. 1. marts var der blomst i den første krokus, og nu følger de andre efter i rå mængder. Thank you! Det er ikke kun mine egne anstrengelser, der viser sig: På enkelte pletter i vores kedelige bede maser skrigende orange krokus sig frem, og ude i læhegnet myldrer totter af både lyslilla krokus og flere perlehyacinter op. De lyslilla krokus bliver systematisk flyttet til mit forårsbed, så vi kan få glæde af dem – og der er rigelige mængder tilbage inde mellem træerne, hvis noget i naturens kredsløb skulle være afhængig af krokus.

Jeg dyrker mest blomster i haven, dels fordi det virker mest fælles og dels fordi jeg er mistroisk over for jordens kvalitet. Jeg har ikke adgang til en ordentlig jordbundsprøve, og jeg ved derfor ikke, om der kan være fyldt med byggeaffald eller være sivet spændende ting ned i undergrunden fra tidligere beboere. Afdelingen er godt ti år gammel, og her lå engang marker og landbrug. Min forestilling om konventionelt landbrug op til 1990’erne er ikke specielt økologisk eller biodynamisk. Jorden er tydeligvis ikke forberedt til dyrkning af… noget som helst, faktisk, for den er så massiv og sammenpresset et spadestik nede, at jeg troede, at det var cement. Det er det ikke, det er bare kompakt ler, men hvad den indeholder, har jeg altså ingen anelse om. Jeg har dog sat nogle hvidløg i efteråret, bare for at prøve. Hvis jeg falder om af cadmiumforgiftning efter en gang hjemmelavet pesto til sommer, ved I hvorfor.

Aprilvejr i marts – øsregn over mosen

Det øser ned i disse uger, og det ville være synd at sige, at jorden i bedene er tjenlig. Den er nærmest mose, våd som en sok, der er faldet ned fra tørrestativet i regnvejr, og jeg er forbavset over, at der overhovedet er liv i stauder og løg dernede. I løbet af foråret må jeg prøve med lidt jordforbedring i form af kompost og gennemgravning i dybden. Vi har snakket om at anlægge et regnbed, fordi vandet alligevel samler sig på nogle bestemte kvadratmeter lige op ad de etablerede bede. Græsplænen (som alligevel overvejende er mos) er stort set slidt af, fordi vi også går der, og det ville formentlig give mere mening bare at droppe den. Det skal dog lige cleares med gårdmanden, som skal kunne komme til med sin græstraktor, og vi har sørget for at måle op og overholde afstanden på 5 meter til bygningernes fundament. Så er der bare lige den detalje med jordens nedsivningsevne. Den er på nuværende tidspunkt lig 0, så vi kommer til at lægge skrig, sved og vabler i at komme i dybden, hvis vi gør det., ellers giver det ikke meget mening.

Det eneste rigtige ville være at leje en maskine og grubbe jorden igennem, hvilket vist nok indebærer at fræse tætte huller en meter i dybden over hele området. Det ville jeg også gøre, hvis det var min private have, men her virker det noget uoverskueligt med fundamenter og planer og rørføringer og eventuel stabilitet af de omkringliggende bygninger. Vi holder os nok til at grave nogle enkelte huller – og kan enkelte af dem måske blive rigtigt dybe med et pælebor, så vi kan få ledt noget vand væk fra de stakkels bede.

Og så er vi tilbage ved det utålmodige. Det skal bare virke NU, okay? Jeg har siden efteråret arbejdet på en kompostbunke, og hvis det er lykkedes, kan det måske hjælpe lidt på jordkvaliteten. Uanset hvad må vi nok have fat i spaderne.

Livets cyklus – et dødsfald og løvspring

Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.

Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.

Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!

Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje

Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!

Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!

Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.

Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.

Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.

Om at plante 1.000 perlehyacinter

Her er et af de områder, som jeg er gået i gang med at forskønne. Trætte buske og en endnu trættere græsplæne med mos trænger i den grad til noget makeup, og jeg har fundet en skat, som jeg har givet mig til at dele ud af: En kvadratmeter med glemte perlehyacinter inde i det kommunale læhegn bag vores bygninger; en grøn plet med hundredvis, måske tusind småbitte løg. De stammer fra en afblomstret potte, som engang er blevet smidt derind af en af naboerne, og de står så tæt, at ingen af dem bliver til noget.

Et enkelt spadestik fra den store klump perlehyacinter.

Jeg har delt perlehyacintløg, så mine fingre var ved at falde af, og jeg har gravet ti kvadratmeter græstørv væk under samtlige af de sømandske eder og forpulede forbandelser, som mit ganske omfattende ordforråd er i stand til at levere, for er I klar over, hvor genstridigt græstørv er? Folk med have nikker eller fniser overbærende her. Der er virkelig en grund til, at man kalder stædige forbruger- og interesseorganisationer for græsrodsbevægelser. Græstørv er ekstremt genstridigt og lader sig sandelig ikke bare luge væk. Jeg kunne ret beset også bare stikke huller i tørven og sætte løgene derned, men jeg vil videreudvikle den bare jord til et rigtigt bed, så det græs skal bare væk for %¤#&/£@#¤%

De første cirka 150 perlehyacintløg – klumpen fra spadestikket ovenfor, her delt ud.

Min mor har doneret erantis til projektet. Jeg er lidt klidmostret anlagt, moderne fællesskabsorienteret segment og alt det der, og jeg kan godt lide genbrugstanken. Dels er der lidt sport i det for mig at kunne flytte blomster og få dem til at overleve og blomstre op til nye haver, og dels er et spørgsmål om ressourcer. Erantis breder sig fornøjet, når de først er blevet sat et sted, de kan lide, og jeg vil gerne gøre det her sted så fantastisk som muligt med så få udgifter som muligt.

Erantis i zinkbakke fra mors have.

Jeg har udtyndet den kedelige halvmåne af trætte buske for lavbegroede grene, og jeg har gravet hele området foran igennem og sat perlehyacinter. Og erantis. Og nogle flere perlehyacinter. Og et par afblomstrede tete-a-tete fra en potte oppe i lejligheden. Og fik jeg nævnt perlehyacinter? Og på det her tidspunkt var mine knæ ret ømme og kolde, så jeg skal have skaffet et underlag. Og så satte jeg nogle flere perlehyacinter. Og gravede græstørv. Og kom til at grave nogle frøer i dvale op. Hovsa. Ned med dem igen *putteputte* Og så nogle flere perlehyacinter. Til sidst har jeg kastet valmue- og akelejefrø ud over området og kørt græstørven hen i skammekrogen bag skuret, så det kan ligge der og blive tørt og dø… mofo… Så kan det måske om nogle måneder bruges som muldjord et andet sted.

Og se så lige, hvordan det går med mine kummer med blomsterløg:

Blomsterkumme i februar: Omkring 50 løgskud , op til 10 cm høje.

Jeg har mistet overblikket over, hvad jeg satte i efteråret, men løgene er åbenbart tilfredse med forholdene. De har gasset sig under grangrene, mens det var koldt. Der bør i hvert fald være tulipaner, påskeliljer, krokus, spansk skilla og hyacinter, men hvad de forskellige skud er, aner jeg ikke. De fleste løg i kummen her er indkøbt, men enkelte er fra Tivoli. Vi fik blandt andet nogle håndfulde slatne, men gevaldige tulipaner, som var afblomstret og skulle kasseres, da tulipansæsonen var ovre i 2016. Jeg håber, at de kommer igen, men man kan jo ikke vide det. Kryds fingre med mig 🙂