Må jeg præsentere Romeo, min partner in crime og utrættelige leverandør af gødning til haven. Romeo er en cirka halvandet år gammel dværgvædderkanin, som bor nede på fællesarealet. Egentlig skulle han have været opstaldet oppe i ungernes klub, men der var ikke plads, og til sidst flyttede han ind her og har sådan set aldrig været indendørs (bortset fra i sit bur, som altid står åbent). Han er for tiden lige så tyk, som han er lang, og han kværner fornøjet de afklippede grene fra hindbær (uden torne), æble og kirsebær og leverer gødning til gengæld. Jeg fodrer så at sige mine planter med sig selv, men det er vel moralsk forsvarligt, når det nu er naturens kredsløb og sådan noget.
Og gødning kommer der i fuldstændig usandsynlige mængder. Hvis du aldrig har haft en kanin, kan du nok ikke forestille dig det. Jeg begyndte i efteråret at etablere en kompostbunke, og den er siden et par gang om ugen blevet suppleret op med kaninlort. Kaningødning indeholder åbenbart umådelige mængder kvælstof – og her står jeg lidt af på det tekniske, men kvælstof er godt for planterne, som suger det ud af jorden, dvs at kvælstof løbende skal tilføres. Det gør det så med kanin. Meget. Det er ikke til små sarte spirer, kan jeg ligesom forstå. Det er bedre at fyre det i komposten og lade det blive blandet til en lidt mere omgængelig sammensætning – lidt som at opløse en bouillonterning i stedet for at tage en bid af den med et glas vand til.
Det er virkelig nørdet at interessere sig for kompost, men here goes: Duften af kompost er som at stikke næsen ned i en skovbund eller en levende surdej, som er klar til give liv. Det er en helt henrivende og let syrlig duft. Det er svært at forestille sig, at det har været lort og rådne æbler, for når komposten først er udviklet, er den lækker, blød og let.
Kompostbunken har holdt flyttedag i denne weekend. Den har siden efteråret holdt til i et stort cementrør, som på 10. år lå og flød omme bag skuret, og som – da vi fik rejst det op – udmærket kunne bruges som beholder. Ligefrem optimalt var det ikke, for kompost skal kunne trække vejret nedefra, og cementrøret står, hvor det står på jorden, men det er da efterhånden sunket i bunken. Jeg har løbende raget op i den med ukrudtsjernet og vandet bunken, når vejret var for tørt, og der ER faktisk syrlig, duftende skovbund at finde i bunden af røret nu.
Nu har vi så investeret i to rigtige kompostbeholdere, som forhåbentlig kan fremstille noget fantastisk jord til bedene. Jeg er sikker på, at Romeo fortsætter ufortrødent. I løbet af vinteren har han stået i læ for vinden, og i hans løbegård er græsset fræset fuldstændig ned, men inden så længe kan vi igen begynde at flytte rundt på ham. Så får vi klippet græsset nogle kvadratmeter ad gangen, og kaninen får nogle nye oplevelser.
Lørdag eksploderede foråret, og jeg var udendørs i så mange timer, at jeg havde feberrøde kinder og var helt underlig i øjnene, da jeg endelig kom ind igen. Kæresten havde nogle stumper rullegræs med hjem fra Tivoli, og min plan var egentlig bare at få det placeret, men så greb projektet om sig:
Læhegnet langs fællesarealerne har længe været overgroet og fyldt med gamle kævler, grene og kvas, døde urtepotter og alt muligt afklip, som folk bare har smidt derind i ly af det tætte krat. Forleden gav kæresten det imidlertid med grovfilen og barberede krattet to meter ind på plads, hvor det hørte til, så nu er der pludselig åben adgang til et lyst woodland og ikke bare en uigennemtrængelig jungle. Til gengæld har man også fået frit udsyn til alt det have- og træaffald, som ligger derinde, og det var ikke noget kønt syn.
Under et æbletræ lige midt i læhegnet var jorden helt bar efter flere år med total skygge, så der kunne græsset komme til nytte. Jeg begyndte med at samle fire spande små, halvrådne æbler, hvilket i øvrigt burde have været gjort for længst, fordi frugt kan sprede svampesygdommen monilia. Nu dyrker jeg ikke frugt dernede, men der er ingen grund til at beholde svampesygdomme i økosystemet, hvis vi nu skulle få lyst til det. Æblerne travede jeg således et stykke væk med, ned til området fjernest i læhegnet, hvor der i forvejen lå noget kvas i en mere etableret bunke.
Da jeg endelig havde ryddet området for æbler og børstet jorden fri for blade og kviste, rullede jeg et patchwork af rullegræs ud. Det vil sige, at jeg først hentede det ovre ved bilen med en sækkevogn og slæbte det hen til læhegnet, og rullegræs vejer altså som død og helvede, så det lyder mere henkastet, end det var. Men på plads kom det. Det ser meget grønt og frisk ud i sammenligning, men det justerer sig vel ind efterhånden. En masse små løg skyder op under træet nu, hvor der er kommet lys, og dem sørgede jeg naturligvis for at rulle udenom. Det kunne godt ligne snepryd. og så kommer der en skrigende blå lille tue lige om lidt.
Her var jeg så nødt til lige at tage en pause og smide overfrakken. Det var blevet strålende sol og temmelig lunt.
Resten af græsset er blevet til Plænen i Tivoli, og disse stumper er blevet en landingsbane ved et læhegn. Rock’n’roll \m/
Nuvel, jeg kunne ikke holde ud at se på alt det rod i underskoven lige op ad mit nydeligt oprydedde område, så jeg gik i gang med at fjerne kævler, grene og kvas, så langt ind man kunne se. Omkring 300 m2 rodet skov blev ryddet, og jeg kørte frem og tilbage med sækkevognen til den bunke, hvor jeg havde smidt æblerne, byggede en lille mur af de smalle kævler, så vi fik et markeret sted, og smed kvas og grene oveni.
Undervejs så jeg noget signalrødt på jorden ved siden af kvasbunken, og pludselig stod jeg med en rabarberknold i hånden. Heureka! Den er helt sikkert en arv fra min afdøde nabo, som sidste år dyrkede dem i sin kolonihave og prøvede lidt hernede, men ikke rigtigt havde kræfterne til at få dem brugt.
Rabarberknold, som ikke vidste, at den var blevet smidt ud, så den nu spirede med røde knopper.
Jeg hjulede op til bedet med knolden, hentede en sæk leca og fik den gravet ned med dræn i bunden og halløj. Men naboen talte da om flere slags rabarber, ikke…? Jeg ledte ved kvasbunken – og ganske rigtigt: Jeg fandt fire knolde mere. Nu får vi den ondelyneme rabarber i bedet om en måneds tid. Tak, M.
Jeg samlede nogle af kævlerne i en stabel med lidt plads under. Trods alt er vi ikke de eneste, der bor her, og det ville være praktisk med pindsvin i haven, så nu er der indrettet pindsvine-liebhaverbolig i læhegnet. Indflytningsklar patriciavilla tæt på lækre cafeer med snegle og frøer, rolige omgivelser og sikret mod ræve. Nu skal pindsvinene bare vågne og opdage det.
Mens jeg samlede grene, kævler og kvas, kom min yngste ned og indrettede sig i solen på et tæppe. Hun blev udpeget som runner og medbragte vand, så jeg kunne knokle løs.
Efter et par timer var underskoven forvandlet til det, der så trendy hedder et woodland. Jeg fortsatte på fællesområdet med først at sprede græsfrø på de bare pletter og derefter sprede plænegødning med antimosbehandling på de mosgroede områder, hvilket vil sige det meste, fordi her er så fugtigt. Selv i fuld sol er plænerne mere mos end græs. Jeg ved ikke, om det rigtigt virker at kalke, men nu ville vi prøve.
Pyh… pause. Nu var klokken halv to, og jeg havde været så optaget, at jeg ikke havde spist siden klokken seks i morges.
Ud igen – jeg havde alt for meget solenergi til at sidde inde. Det der med woodland er noget med en blomstrende skovbund, og vores kunne bedst betegnes som brun og dækket med blade – men det var der råd for. Oppe i den modsatte ende af læhegnet vokser omkring 382.691 erantis, så jeg gik på rov med spanden og gravede et par tuer op. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville stjæle planter, men her flyttede jeg dem altså lidt – ned til den ende, hvor vi kan se dem. Så kan de få lov at sprede sig videre derfra. Kæft,sådan et par gule klatter lyser op i det brune.
Overgroede krokus og minipåskeliljer i et andet bed
Jeg havde desuden lokaliseret nogle sammenmaste tete-a-tete på området, og dem gravede jeg også op, delte tuen og satte den ned igen og tog resten med over til læhegnet. Ungen blev sat til at grave totter af perlehyacinter (dem har vi jo rigeligt af) ned mellem træerne, og så satte jeg totter af minipåskeliljer, så de kan lyse op under træerne. Se, så begynder det at ligne et woodland.
Og så var jeg også ved at være træt og solbims i hovedet efter syv timers arbejdslørdag, men det blev vel nok pænt.
