På en strålende kold frostdag som denne bliver jeg sindssyg, hvis jeg skal være indendørs. Uanset om jeg får blå tæer og røde lår, render jeg rundt ude i timevis og labber sol i mig. Handyret forcerede i formiddags vores storskraldegård og hentede nogle juletræer til mig, og nu er flere bede nydeligt pakket ind i gran. Derefter gik vi tur med en saks og snuppede lidt stiklinger fra blandt andet guldpilen her under fuglekvidder og lunende sol i lækrogene.
Den der vinter kan godt droppe det nu – det kan alligevel ikke betale sig. Kom bare, forår.
Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.
Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.
Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?
Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.
Status:
Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.
Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.
Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.
Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.
Lørdag eksploderede foråret, og jeg var udendørs i så mange timer, at jeg havde feberrøde kinder og var helt underlig i øjnene, da jeg endelig kom ind igen. Kæresten havde nogle stumper rullegræs med hjem fra Tivoli, og min plan var egentlig bare at få det placeret, men så greb projektet om sig:
Læhegnet langs fællesarealerne har længe været overgroet og fyldt med gamle kævler, grene og kvas, døde urtepotter og alt muligt afklip, som folk bare har smidt derind i ly af det tætte krat. Forleden gav kæresten det imidlertid med grovfilen og barberede krattet to meter ind på plads, hvor det hørte til, så nu er der pludselig åben adgang til et lyst woodland og ikke bare en uigennemtrængelig jungle. Til gengæld har man også fået frit udsyn til alt det have- og træaffald, som ligger derinde, og det var ikke noget kønt syn.
Under et æbletræ lige midt i læhegnet var jorden helt bar efter flere år med total skygge, så der kunne græsset komme til nytte. Jeg begyndte med at samle fire spande små, halvrådne æbler, hvilket i øvrigt burde have været gjort for længst, fordi frugt kan sprede svampesygdommen monilia. Nu dyrker jeg ikke frugt dernede, men der er ingen grund til at beholde svampesygdomme i økosystemet, hvis vi nu skulle få lyst til det. Æblerne travede jeg således et stykke væk med, ned til området fjernest i læhegnet, hvor der i forvejen lå noget kvas i en mere etableret bunke.
Da jeg endelig havde ryddet området for æbler og børstet jorden fri for blade og kviste, rullede jeg et patchwork af rullegræs ud. Det vil sige, at jeg først hentede det ovre ved bilen med en sækkevogn og slæbte det hen til læhegnet, og rullegræs vejer altså som død og helvede, så det lyder mere henkastet, end det var. Men på plads kom det. Det ser meget grønt og frisk ud i sammenligning, men det justerer sig vel ind efterhånden. En masse små løg skyder op under træet nu, hvor der er kommet lys, og dem sørgede jeg naturligvis for at rulle udenom. Det kunne godt ligne snepryd. og så kommer der en skrigende blå lille tue lige om lidt.
Her var jeg så nødt til lige at tage en pause og smide overfrakken. Det var blevet strålende sol og temmelig lunt.
Resten af græsset er blevet til Plænen i Tivoli, og disse stumper er blevet en landingsbane ved et læhegn. Rock’n’roll \m/
Nuvel, jeg kunne ikke holde ud at se på alt det rod i underskoven lige op ad mit nydeligt oprydedde område, så jeg gik i gang med at fjerne kævler, grene og kvas, så langt ind man kunne se. Omkring 300 m2 rodet skov blev ryddet, og jeg kørte frem og tilbage med sækkevognen til den bunke, hvor jeg havde smidt æblerne, byggede en lille mur af de smalle kævler, så vi fik et markeret sted, og smed kvas og grene oveni.
Undervejs så jeg noget signalrødt på jorden ved siden af kvasbunken, og pludselig stod jeg med en rabarberknold i hånden. Heureka! Den er helt sikkert en arv fra min afdøde nabo, som sidste år dyrkede dem i sin kolonihave og prøvede lidt hernede, men ikke rigtigt havde kræfterne til at få dem brugt.
Rabarberknold, som ikke vidste, at den var blevet smidt ud, så den nu spirede med røde knopper.
Jeg hjulede op til bedet med knolden, hentede en sæk leca og fik den gravet ned med dræn i bunden og halløj. Men naboen talte da om flere slags rabarber, ikke…? Jeg ledte ved kvasbunken – og ganske rigtigt: Jeg fandt fire knolde mere. Nu får vi den ondelyneme rabarber i bedet om en måneds tid. Tak, M.
Jeg samlede nogle af kævlerne i en stabel med lidt plads under. Trods alt er vi ikke de eneste, der bor her, og det ville være praktisk med pindsvin i haven, så nu er der indrettet pindsvine-liebhaverbolig i læhegnet. Indflytningsklar patriciavilla tæt på lækre cafeer med snegle og frøer, rolige omgivelser og sikret mod ræve. Nu skal pindsvinene bare vågne og opdage det.
Mens jeg samlede grene, kævler og kvas, kom min yngste ned og indrettede sig i solen på et tæppe. Hun blev udpeget som runner og medbragte vand, så jeg kunne knokle løs.
Efter et par timer var underskoven forvandlet til det, der så trendy hedder et woodland. Jeg fortsatte på fællesområdet med først at sprede græsfrø på de bare pletter og derefter sprede plænegødning med antimosbehandling på de mosgroede områder, hvilket vil sige det meste, fordi her er så fugtigt. Selv i fuld sol er plænerne mere mos end græs. Jeg ved ikke, om det rigtigt virker at kalke, men nu ville vi prøve.
Pyh… pause. Nu var klokken halv to, og jeg havde været så optaget, at jeg ikke havde spist siden klokken seks i morges.
Ud igen – jeg havde alt for meget solenergi til at sidde inde. Det der med woodland er noget med en blomstrende skovbund, og vores kunne bedst betegnes som brun og dækket med blade – men det var der råd for. Oppe i den modsatte ende af læhegnet vokser omkring 382.691 erantis, så jeg gik på rov med spanden og gravede et par tuer op. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville stjæle planter, men her flyttede jeg dem altså lidt – ned til den ende, hvor vi kan se dem. Så kan de få lov at sprede sig videre derfra. Kæft,sådan et par gule klatter lyser op i det brune.
Overgroede krokus og minipåskeliljer i et andet bed
Jeg havde desuden lokaliseret nogle sammenmaste tete-a-tete på området, og dem gravede jeg også op, delte tuen og satte den ned igen og tog resten med over til læhegnet. Ungen blev sat til at grave totter af perlehyacinter (dem har vi jo rigeligt af) ned mellem træerne, og så satte jeg totter af minipåskeliljer, så de kan lyse op under træerne. Se, så begynder det at ligne et woodland.
Og så var jeg også ved at være træt og solbims i hovedet efter syv timers arbejdslørdag, men det blev vel nok pænt.
