Tag: jord

Kompost og kaninlort

Må jeg præsentere Romeo, min partner in crime og utrættelige leverandør af gødning til haven. Romeo er en cirka halvandet år gammel dværgvædderkanin, som bor nede på fællesarealet. Egentlig skulle han have været opstaldet oppe i ungernes klub, men der var ikke plads, og til sidst flyttede han ind her og har sådan set aldrig været indendørs (bortset fra i sit bur, som altid står åbent). Han er for tiden lige så tyk, som han er lang, og han kværner fornøjet de afklippede grene fra hindbær (uden torne), æble og kirsebær og leverer gødning til gengæld. Jeg fodrer så at sige mine planter med sig selv, men det er vel moralsk forsvarligt, når det nu er naturens kredsløb og sådan noget.

Og gødning kommer der i fuldstændig usandsynlige mængder. Hvis du aldrig har haft en kanin, kan du nok ikke forestille dig det. Jeg begyndte i efteråret at etablere en kompostbunke, og den er siden et par gang om ugen blevet suppleret op med kaninlort. Kaningødning indeholder åbenbart umådelige mængder kvælstof – og her står jeg lidt af på det tekniske, men kvælstof er godt for planterne, som suger det ud af jorden, dvs at kvælstof løbende skal tilføres. Det gør det så med kanin. Meget. Det er ikke til små sarte spirer, kan jeg ligesom forstå. Det er bedre at fyre det i komposten og lade det blive blandet til en lidt mere omgængelig sammensætning – lidt som at opløse en bouillonterning i stedet for at tage en bid af den med et glas vand til.

Det er virkelig nørdet at interessere sig for kompost, men here goes: Duften af kompost er som at stikke næsen ned i en skovbund eller en levende surdej, som er klar til give liv. Det er en helt henrivende og let syrlig duft. Det er svært at forestille sig, at det har været lort og rådne æbler, for når komposten først er udviklet, er den lækker, blød og let.

Kompostbunken har holdt flyttedag i denne weekend. Den har siden efteråret holdt til i et stort cementrør, som på 10. år lå og flød omme bag skuret, og som – da vi fik rejst det op – udmærket kunne bruges som beholder. Ligefrem optimalt var det ikke, for kompost skal kunne trække vejret nedefra, og cementrøret står, hvor det står på jorden, men det er da efterhånden sunket i bunken. Jeg har løbende raget op i den med ukrudtsjernet og vandet bunken, når vejret var for tørt, og der ER faktisk syrlig, duftende skovbund at finde i bunden af røret nu.

Nu har vi så investeret i to rigtige kompostbeholdere, som forhåbentlig kan fremstille noget fantastisk jord til bedene. Jeg er sikker på, at Romeo fortsætter ufortrødent. I løbet af vinteren har han stået i læ for vinden, og i hans løbegård er græsset fræset fuldstændig ned, men inden så længe kan vi igen begynde at flytte rundt på ham. Så får vi klippet græsset nogle kvadratmeter ad gangen, og kaninen får nogle nye oplevelser.

Klimasikring i en mosehave

Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.

Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.

Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.

Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.

På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.

Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.

Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016

Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.

Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:

Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.

Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.