Tag: hestekræfter

Om at gå savanneamok på en græshøj

Det er simpelthen så fedt, at mine naboer hopper med på forskønnelsen. Uden at sige noget til mig lejede et par andre beboere en trailer efter mit seneste raid og kørte tre læs kvas og grene på genbrugsstationen.

Jeg har igen haft en weekend med lettere arbejdsmani, men trods alt ikke så meget som sidst. Nu har jeg kastet mig over naturhøjen, som vi har på fællesområdet, for den kan jeg se fra mit vindue. Højen er groet fuldstændig til i langt, tørt græs, og jeg brugte nogle weekendtimer på at flå døde græstotter op og klippe tuer ned til 5 cm. Det er nok lidt svært at se på billedet, men jeg har ryddet omkring 50 m2 høj for langt, vådt græs.

Denne øvelse virker på den afrikanske savanne, hvor forskellige flokke af græssende dyr vandrer hen over sletterne og græsser tuerne længere og længere ned, så der bliver lys og luft til de nye skud. Jeg kan ikke huske rækkefølgen, men gazellerne kommer vist nok til sidst og nipper græsset helt ned til sokkeholderne. SÅ spirer det, og hele savannen bliver grøn. Jeg håber, at det også virker på en græshøj i nordisk klimazone. Der gemte sig i hvert fald en del grønne skud under de 10 cm kvælende græsfilt, som hele højen er indhyllet i.

Her skal der naturligvis være blomster. Jeg gider dog ikke anlægge et elegant staudebed på højen, som ligger lige op ad boldbanen og legepladsen og skal kunne tåle noget mishandling. Den er bedre tjent med at blive prærie eller et blomstrende vildnis med enkelte organiserede indslag. Sidste år fik jeg nogle solhat fra Tivoli (gule, formoder jeg, men de var afblomstret ved ankomsten), og de blev højens første beboere. I det tilstødende læhegn har jeg fundet en velvoksen sankthansurt, som jeg fluks har gravet op og taget små nye planter af. Den er vist ret hårdfør og fremfor alt gratis.

Jeg er ret forelsket i Piet Oudolfs haver (billedgoogle og drøm!), men forudsætningen her er som sagt en brugshave med begrænsede ressourcer. Jeg har flyttet nogle knaldgule følfod om fra den modsatte side af højen, og jeg har hentet en masse små kimplanter af rundbladet storkenæb omme fra græsplænen ved kaninen. Deromme er de spredt ukrudt, men her kan de få lov at blive til en lyslilla/rosa plet rundt om de nyetablerede sankthansurt. Det ser ikke ud af så meget endnu, men til sommer burde det blive fint.

Vildnisbed med følfod, lysegrønne sankthansurt og små rundbladet storkenæb

Desuden har jeg lidt modvilligt sået morgenfruer på et større område og lidt mere villigt kornblomster på et andet større område. Jeg bryder mig ikke særligt om morgenfruer, men de må siges at være nemme og lyse godt op. Højen ligger et pænt stykke fra alles vinduer, så den skal ikke ligefrem beskues på mikroplanet. Store og farvestrålende partier er bedre.

Jeg har masser af valmuefrø tilbage og både jomfru i det grønne og fattigmandsorkidé i skuffen til når vejret bliver lidt lunere. Det bliver ikke så douche og Piet Oudolf, men det giver noget bedre forhold for bier, sommerfugle og blomsterbuketter end den der døde græsørken. Hvis der så ryger en fodbold ind i blomsterne, må de rejse sig igen.

Eksplosion af forår og arbejdsmani

Lørdag eksploderede foråret, og jeg var udendørs i så mange timer, at jeg havde feberrøde kinder og var helt underlig i øjnene, da jeg endelig kom ind igen. Kæresten havde nogle stumper rullegræs med hjem fra Tivoli, og min plan var egentlig bare at få det placeret, men så greb projektet om sig:

Læhegnet langs fællesarealerne har længe været overgroet og fyldt med gamle kævler, grene og kvas, døde urtepotter og alt muligt afklip, som folk bare har smidt derind i ly af det tætte krat. Forleden gav kæresten det imidlertid med grovfilen og barberede krattet to meter ind på plads, hvor det hørte til, så nu er der pludselig åben adgang til et lyst woodland og ikke bare en uigennemtrængelig jungle. Til gengæld har man også fået frit udsyn til alt det have- og træaffald, som ligger derinde, og det var ikke noget kønt syn.

Under et æbletræ lige midt i læhegnet var jorden helt bar efter flere år med total skygge, så der kunne græsset komme til nytte. Jeg begyndte med at samle fire spande små, halvrådne æbler, hvilket i øvrigt burde have været gjort for længst, fordi frugt kan sprede svampesygdommen monilia. Nu dyrker jeg ikke frugt dernede, men der er ingen grund til at beholde svampesygdomme i økosystemet, hvis vi nu skulle få lyst til det. Æblerne travede jeg således et stykke væk med, ned til området fjernest i læhegnet, hvor der i forvejen lå noget kvas i en mere etableret bunke.

Da jeg endelig havde ryddet området for æbler og børstet jorden fri for blade og kviste, rullede jeg et patchwork af rullegræs ud. Det vil sige, at jeg først hentede det ovre ved bilen med en sækkevogn og slæbte det hen til læhegnet, og rullegræs vejer altså som død og helvede, så det lyder mere henkastet, end det var. Men på plads kom det. Det ser meget grønt og frisk ud i sammenligning, men det justerer sig vel ind efterhånden. En masse små løg skyder op under træet nu, hvor der er kommet lys, og dem sørgede jeg naturligvis for at rulle udenom. Det kunne godt ligne snepryd. og så kommer der en skrigende blå lille tue lige om lidt.

Her var jeg så nødt til lige at tage en pause og smide overfrakken. Det var blevet strålende sol og temmelig lunt.

Resten af græsset er blevet til Plænen i Tivoli, og disse stumper er blevet en landingsbane ved et læhegn. Rock’n’roll \m/

Nuvel, jeg kunne ikke holde ud at se på alt det rod i underskoven lige op ad mit nydeligt oprydedde område, så jeg gik i gang med at fjerne kævler, grene og kvas, så langt ind man kunne se. Omkring 300 m2 rodet skov blev ryddet, og jeg kørte frem og tilbage med sækkevognen til den bunke, hvor jeg havde smidt æblerne, byggede en lille mur af de smalle kævler, så vi fik et markeret sted, og smed kvas og grene oveni.

Undervejs så jeg noget signalrødt på jorden ved siden af kvasbunken, og pludselig stod jeg med en rabarberknold i hånden. Heureka! Den er helt sikkert en arv fra min afdøde nabo, som sidste år dyrkede dem i sin kolonihave og prøvede lidt hernede, men ikke rigtigt havde kræfterne til at få dem brugt.

Rabarberknold, som ikke vidste, at den var blevet smidt ud, så den nu spirede med røde knopper.

Jeg hjulede op til bedet med knolden, hentede en sæk leca og fik den gravet ned med dræn i bunden og halløj. Men naboen talte da om flere slags rabarber, ikke…? Jeg ledte ved kvasbunken – og ganske rigtigt: Jeg fandt fire knolde mere. Nu får vi den ondelyneme rabarber i bedet om en måneds tid. Tak, M.

Jeg samlede nogle af kævlerne i en stabel med lidt plads under. Trods alt er vi ikke de eneste, der bor her, og det ville være praktisk med pindsvin i haven, så nu er der indrettet pindsvine-liebhaverbolig i læhegnet. Indflytningsklar patriciavilla tæt på lækre cafeer med snegle og frøer, rolige omgivelser og sikret mod ræve. Nu skal pindsvinene bare vågne og opdage det.

Mens jeg samlede grene, kævler og kvas, kom min yngste ned og indrettede sig i solen på et tæppe. Hun blev udpeget som runner og medbragte vand, så jeg kunne knokle løs.

Efter et par timer var underskoven forvandlet til det, der så trendy hedder et woodland. Jeg fortsatte på fællesområdet med først at sprede græsfrø på de bare pletter og derefter sprede plænegødning med antimosbehandling på de mosgroede områder, hvilket vil sige det meste, fordi her er så fugtigt. Selv i fuld sol er plænerne mere mos end græs. Jeg ved ikke, om det rigtigt virker at kalke, men nu ville vi prøve.

Pyh… pause. Nu var klokken halv to, og jeg havde været så optaget, at jeg ikke havde spist siden klokken seks i morges.

Ud igen – jeg havde alt for meget solenergi til at sidde inde. Det der med woodland er noget med en blomstrende skovbund, og vores kunne bedst betegnes som brun og dækket med blade – men det var der råd for. Oppe i den modsatte ende af læhegnet vokser omkring 382.691 erantis, så jeg gik på rov med spanden og gravede et par tuer op. Jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke ville stjæle planter, men her flyttede jeg dem altså lidt – ned til den ende, hvor vi kan se dem. Så kan de få lov at sprede sig videre derfra. Kæft,sådan et par gule klatter lyser op i det brune.

Overgroede krokus og minipåskeliljer i et andet bed

Jeg havde desuden lokaliseret nogle sammenmaste tete-a-tete på området, og dem gravede jeg også op, delte tuen og satte den ned igen og tog resten med over til læhegnet. Ungen blev sat til at grave totter af perlehyacinter (dem har vi jo rigeligt af) ned mellem træerne, og så satte jeg totter af minipåskeliljer, så de kan lyse op under træerne. Se, så begynder det at ligne et woodland.

Og så var jeg også ved at være træt og solbims i hovedet efter syv timers arbejdslørdag, men det blev vel nok pænt.

Klimasikring i en mosehave

Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.

Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.

Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.

Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.

På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.

Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.

Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016

Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.

Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:

Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.

Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.