Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.
Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.
Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.
Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.
På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.
Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.
Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.
Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:
Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.