Livets cyklus – et dødsfald og løvspring

Min blomsternabo døde i ugen, der gik. Hende, som havde sat moderpotten med perlehyacinter over i læhegnet, hvorfra jeg for nylig kunne hente skattevis af løg. Det var en dame (lidt af en madamme), som jeg holdt af, og trods et forholdsvis kort bekendtskab er jeg trist over, at hun ikke er her mere. Hun burde have fået lejlighed til at se resultatet af mine tryllerier på området, for hun var stadig havenørd, selv om hun ikke længere havde kræfterne. Kig med fra din himmel, M, og nyd dine perlehyacinter, som jeg fordeler over hele området. Du lagde grunden, og jeg har den herfra.

Min mors erantis har etableret sig i halvmånebedet, og de lyser knaldgult op mod den kedelige baggrund. Jeg har desuden opdaget tæpper af erantis ovre på den anden side af læhegnet, og det betyder, at jeg skal samle så mange frø som overhovedet muligt til maj. Erantis er vildt langsomme om at udvikle sig fra frø, men til gengæld kan man få mange ud af at smide om sig med dem. Eftersom jeg har tænkt mig at blive boende her, skulle jeg mene, at det kan betale sig at så. Jeg kunne sikkert også snuppe de voksne planter derovre, uden at nogen opdagede det, men det vil jeg ikke. De skal stå og lyse i deres tæpper, og så kan mine udvikle sig efterhånden.

Perlehyacinterne har skiftet farve fra blegsottige til røde i stilkene, nu hvor de er kommet ud i lyset. Jeg er lidt i tvivl om, om planter kan blive solskoldede, men jeg håber, at den røde farve er et godt tegn på noget klorofyl og fotosyntese-halløj. De strækker sig i hvert fald energisk i mit bed og skyder blomsterstilke op mod himlen. Jeg havde håbet det, men jeg havde ikke rigtigt turdet forvente blomster før til næste år. Men de kommer! Om nogle uger har jeg tydeligvis perlehyacinter over det hele. Yay!

Kummeskud i de sidste dage af februar – 12 cm høje

Den seneste uges splatsne og skiftende frost og tø har fået mig til at pakke kummerne ind i gran igen, men de røde skud er nu så velvoksne, at de strækker sig op over grenene. Jeg er ved at være ret sikker på, at det er tulipaner, men jeg er ikke særligt stiv i løgskudskending. Der kommer alt muligt op nu, blandt andet tete-a-tete-påskeliljer, som jeg havde glemt, hvor jeg havde sat, men som nu tydeligt viser sig med små lukkede gule hoveder. Kom-kom-kom!

Og ikke mindst mit mesterstykke – højbedet med de særligt fine Tivoli-tulipaner. Jeg har kredset om det hele vinteren, bævet af nedbør og krydset fingre, så det knagede – og nu, messieurdames, er der skud! I det allervådeste, mosedeste, sumpedeste område er det lykkedes mig at få tulipaner til at skyde. Jeg er pavestolt. Og utålmodig. Så blomstr dog – nu!

Bedet har ellers været under vand her i weekenden, hvor det høvlede ned og al sneen smeltede. Jeg har jo gravet render for at afhjælpe det, men i morges stod der så meget vand i dem, at selve bedene også var tæt på oversvømmede. Jeg har været ude at øse 20 spande vand op og kastet det over i læhegnet, men det er ikke en holdbar løsning. Når det bliver lidt mere tjenligt vejr, må jeg ud at grave en decideret afløbsrende væk fra staudebedet. Der må ryge nogle sten i, efterhånden som jeg finder dem mellem træerne, så vi ikke får ulykker med brækkede ankler.

Inde i soveværelset spirer mine stedmoderblomster i æggebakken, og hornviolerne gaber dovent og overvejer at komme ud af fjerene. Jeg har ikke kunnet dy mig, så jeg har sået et par lathyrus sammen med klokkerankerne. De får et par timers ekstra dagslys både morgen og aften med min lysterapilampe, og så venter jeg med resten til om nogle uger, når det egentlig er tid.

Og i dag fandt jeg en busk, der var sprunget ud. Så tilgav jeg, at den var forsømt og uplejet. Den var sprunget ud. Godt forår.

Klimasikring i en mosehave

Min have ligger nederst på en bakke og næsten i niveau med mosen, og det giver lidt hjerteflimmer på dage som disse og i den kommende uge, hvor vejrudsigten varsler nedbør. Jorden er allerede temmelig våd uden tilførsel af regn, og når det så styrter ned i timevis, bliver græsplænen omkring bedene til soppebassiner med stående vand. Det er ikke særligt sundt for planterne og slet ikke for løgene, som aldeles ikke kan lide våde fødder, så jeg krydser fingre og håber, at min mini-klimasikring i efteråret kan redde lidt af indsatsen.

Da jeg er temmelig nybegynder, havde jeg bare gravet løg og planter ned, efterhånden som jeg modtog dem, og håbet på det bedste. Det med de våde græsplæner nagede mig lidt, men jeg prøvede i begyndelsen at tage skyklapper på og fortrænge problemet. Imidlertid havde jeg taget nogle særligt fine tulipanløg fra, opbevaret dem køligt og tørt hen over sommeren og alt det der, og da det blev tid til at sætte dem, læste jeg op på, hvor skidt våd jord egentlig var for tulipanløg. Ret skidt, var svaret – glem det.

Jeg prøvede at grave et af bedene igennem og løsne jorden, men allerede et spadestik nede stødte jeg på ler så hårdt som cement. Det hedder traktose, og det er en virkelig skidt kombination med mosejord, fordi vandet ikke kan løbe væk. Selv sumpplanter har en grænse for, hvor meget stående vand de bryder sig om. Traktose må være et problem mellem rigtigt mange etagebyggerier, hvor tunge maskiner er kørt frem og tilbage i byggeprocessen, og ingen har interesseret sig for at grubbe jorden efterfølgende, fordi der bare skulle være græsplæner.

Jeg er heldigvis udstyret med et mandfolk, som man henter i den slags situationer, og han lagde 200 hestekræfter bag spade og greb. Det lykkedes nogenlunde at få leren gravet op og vendt sammen med mulden, og bedet blev cirka 30 cm højere end før. Herefter satte jeg tulipanløg, og vi lavede en voldgrav af en afvandingsrende hele vejen om højbedet. Hen over vinteren har det set ud til at fungere, idet jorden selv under regnskyl forbliver rimelig drænet.

På dette tidspunkt i efteråret havde jeg imidlertid brugt mange timer på at sætte andre løg i bedet ved siden af – og her, kunne jeg jo regne ud, måtte traktosen være tilsvarende, så disse løg kunne komme til at lide en krank skæbne, når efterårsregnen satte ind. Jeg havde imidlertid allerede sået nogle ret dyre engelske frø af blandt andet etageprimula, så jeg var ikke indstillet på at endevende jorden her.

Nuvel, terrænet skråner, og min indre ingeniør blev stædig. Jeg gravede således en rende hele vejen langs kanten neden for bedet og lagde sten i, efterhånden som jeg fandt dem inde i læhegnet, i sandkassen eller andre steder, hvor de ikke ville komme til at mangle. Det virkede delvis, men jeg var ikke helt overbevist. Så viste det sig, at min afdeling har et pælebor, og så gik jeg i gang med at bore et par seriøse drænhuller på de nederste steder af renden. Det gik fint de første 20 cm, og så nåede jeg til leret.

Pælebor med skiver af rent ler, efteråret 2016

Hvis I tror, at jeg kunne hvæse mange eder og forbandelser over græstørv, skulle I have hørt mig, da jeg borede rent ler med et pælebor i efteråret 2016. Undskyld, mor. Men op kom det, og leret blev kørt op i den øvre del af boligforeningen, hvor glade naboer tog imod det til deres pjask af noget sandjord. På et tidspunkt må jeg hente nogle trillebøre sand herned, men det bør gøres ordentligt en dag, hvor vi lejer en rendegraver. Mine bløde funktionærhænder var rigeligt kvæstet af et par timers raseri med pælebor.

Derefter så bedet sådan ud efter regnvejr:

Dræn ved løgbed. Der er boret ca 60 cm dybe huller nærmest og ved den grønne hortensia fjernest.

Det virker faktisk efter hensigten, og jeg håber virkelig, at det er tilstrækkeligt. Som udgangspunkt kan man ikke kæmpe imod planternes natur, og hvis alle løgene rådner, må jeg sætte noget andet. Mod alle odds ser det imidlertid ud til, at de kommer, så jeg håber på påskeliljer og hyacinter. Der findes heldigvis masser af vandelskende planter. I staudebedet ovenfor begynder løjtnantshjerterne at skyde, og jeg går ud fra, at kattehalerne stortrives i væden.