Duften af stille sommerregn

 

Jeg elsker sommerregn. Jeg indrømmer også gerne, at man som haveelsker bliver en smule proportionsforstyrret, og det skal heller ikke forstås sådan, at jeg foretrækker seks uger med regn, rusk og novembervejr fremfor en lun, lys fuldmåneaften på altanen med hvidvin og oldenborrer. Men sådan en duftende juliaften som i aften med stille, knap hørbar regn, der nærmest kun spraymaler dug over hele området, bliver jeg salig. Det giver ringere fotos end i solskin, men der er heldigvis andre sanser at tage i brug.

Jeg har gået rundt på området i en times tid og drysset lidt optimistiske sommerblomster af den nemme slags, så der kan blive ved med at være mad til bierne – honningurt, hør og morgenfruer, som angiveligt skal kunne sås helt frem til midten af juli (det siger Camilla Plum i hvert fald, og hun er en madamme, jeg i mange tilfælde er blevet klogere af). Duften af lun sommerregn, vådt græs og fugtig jord imens er helt paradisisk.

Vi har installeret nogle højbede nede foran altanen, så der er noget at kigge på lige i nærheden. De optimistiske sommerblomster skal kun vare, indtil jeg skal sætte løg i bedene, men de må da alligevel gerne blive til lidt. Det er meget hipt og urbant med højbede af gamle pallerammer, og det adskiller lidt af den store græsplæne, så der er et siddeområde og en boldbane. Ingen behøver undvære noget, og jeg kan få lejlighed til at så nogle flere blomster. Nu i stille sommerregn.

Tidligere på sommeren prøvede jeg, om man kunne så brune bønner direkte fra en pose fra Fakta. Det kan man, skulle jeg hilse og sige – jeg har bønner over det hele nu – og det skulle også virke med ganske almindelige hørfrø, som bliver til fine, høje, lyseblå skyer. Det ser jeg frem til.

Bønner har jeg også i en mere sofistikeret udgave, nemlig limabønner, som skyder cirka en halv meter om dagen op ad den snor, handyret har spændt op til den. Her i sommerregnen glitrer bladene, og i morgen er stænglerne velsagtens opsteget til himmelen, når der nu både kommer varme og vand. Jeg dyrker også kartofler i kummerne – mest fordi jeg havde nogle spirede liggende, og det enten var skralderen eller et pilotforsøg. Det kan angiveligt ikke lade sig gøre, men de vokser da indtil videre.

Limabønner, juli 2017
Kartofler, juli 2017

Imens har gårdmanden så været grundigt rundt med kantklipperen og blandt andet fældet naboens sarte pæon og mine lathyrus, som jeg møjsommeligt havde fremelsket i vindueskarmen og fået til at gro op ad plankeværket omkring den forladte skraldegård. Oh well, jeg nåede da at plukke to blomster. Næste år gider jeg vist ikke dyrke lathyrus i det hele taget, for det var for langsommeligt til mit temperament. Jeg elsker duften af dem, men der må gerne være lidt mere action.

Det er der så i rigelige mængder i den grøftekant, vi etablerede tidligere på året og som nu er en summende, nynnende biotop af bier, svirrefluer og alskens flyvende, som omgiver den. Jeg vil med en vis portion selvovervurdering hævde, at min/vores indsats har øget antallet af bier på området betragteligt. Det må også være noget mere interessant at sætte sig til bords ved en spraglet buffet end en veltrimmet grøn ørken. Hvis det kan give et lille bidrag til verdens tilstand, er det indsatsen værd for mig. Bare se marken øverst.

Lilla grøftekant, udsnit, juli 2017

Oh maj du søde milde – så rykker vi

Jaja, maj, du er lige nu tilgivet for den kolde begyndelse. I dag er godt nok smuk, og småplanterne folder sig begejstret ud.

Der er plantet og pottet og regeret på området, og soveværelset er nu helt ryddet efter at have ageret drivhus siden februar. Det er fuldstændig fabelagtigt vejr her i Kristi Himmelfartsferien, og jeg har allerede gjort så mange forberedelser, at weekenden mest kalder på vedligeholdelse, lugning og opfølgning – ikke nye projekter. Det skal man naturligvis også huske.

Men man KAN jo næsten ikke lade være, når Bilka sælger ud af de spirende pæonknolde til 15 kroner, vel…?

Lady Alexander Duff, Adolphe Rousseau, Bowl of Beauty, Festiva Maxima og General Mac Mahon – så skal vi bare vente fire år.

Status:

Græshøjen trives og har nærmest fået meterhøjt græs efter savannebehandlingen i foråret. Den er også invaderet af tidsler, som jeg kun delvis har i sinde at fjerne. Det er en naturhøj, og tidsler får også blomster, så i forhold til bier og sommerfugle gør de udmærket nytte. Det bliver en tur med havehandsken omkring de såede og beplantede områder her lidt senere, og ellers regner jeg med, at andre tager en tur med leen eller hakken, hvis noget skal fjernes af hensyn til ungernes adgang. Mellem de frodige græstuer skyder de lupiner, jeg delte og gravede ned, og måske når de at komme med blomster allerede i år.

Staudebedet begynder at blive højere, men har stadig en del bar jord. Der står især sensommerstauder, så det meste varer noget tid endnu, men enkelte udvalgte som violfrøstjernerne står allerede 70 cm og strækker sig velbehageligt. Akelejerne blomstrer nu og har sikkert tænkt sig at sprede sig over det hele, som akelejer nu gør. Det er fint. Jeg kan lide dem.

Tulipanbedene synger på sidste vers. De fleste er blomstret af, og jeg har møjsommeligt taget de bedste op og lagt til tørre, så jeg kan lægge mere bevidste bede til efteråret. De flammende orangerøde har været en fryd, og de skal afgjort få en plads i solen til næste sæson. Samtidig har jeg fået en del afblomstrede løg hjem fra Tivoli, så jeg efterhånden har fået pink, sorte, hvide og lilla – kan I lige se bedet til næste forår? Jeg må have mig et orangegult larmebed på ét sted og et mere romantisk køligt bed et andet.

Til gengæld er næste genbrugsgeneration på vej i bedene – valmuer (frø, jeg har fået forærende), løvefod (stiklinger, jeg har fået forærende), geranier (jeg har købt for 10 kr på Haveselskabets marked) og fattigmandsorkide (fra mine egne frø fra efteråret). Jeg glæder mig til at se næste bølge folde sig ud.